Mange kristne på venstrefløjen har for husfredens skyld måttet lære at leve som ´skabskristne´. Hatten af for dem, der springer ud.

af Per Warming, København
Hatten af for Jens Juhl Nedergaard som 11. december synger ud om vilkårene for at være kristen på venstrefløjen. Venstrefløjen står jo for saglighed. Undtaget herfra er tilsyneladende kristendommen; her er det ofte frit frem for en saglighed, der ikke adskiller sig meget fra den, Dansk Folkeparti demonstrerer overfor Islam. Mange kristne på venstrefløjen har for husfredens skyld måttet lære at leve som 'skabskristne'. Hatten af for dem, der springer ud. Men nu, hvor hatten er af, vil jeg sige noget, jeg har tænkt på mange gange.
Kære venner på venstrefløjen, hvad tror I, Hans Scherfig mente med: 'Man må tro på noget, ellers bliver man let overtroisk!'. Kan der være forskel på tro og overtro? Er det muligt, at kristne kan kende Marx' og Feuerbachs religionskritik og have den som forudsætning - og stadig kalde sig kristne?
Og hvorfor tror I, at 'Land og Folks' musikanmelder Walther Zakarias (i 'Revolutionære sange') citerer Friedrich Engels for at kalde Luthers salme 'Vor Gud han er så fast en borg' for 'Det 16. århundredes Marseillaise'. Er det muligt kristendommen er andet og mere end det borgerlige kirkelige bureaukrati, som med rette bekæmpes af venstrefløjen?

Folkebevægelse
For at skitsere et sted hvor det giver mening at lede efter svaret på disse spørgsmål, vil jeg fortælle et stykke materialistisk histore om kristendommen som folkebevægelse. Jeg havde klippet et stykke fra Jan Wiklunds globale folkebevægelseshistorie 'Demokratins Bärare', men 'Dagbladet Arbejderen' ville ikke trykke det, så jeg må bede jer enten stole på nedenstående (noget komprimerede) sammenfatning, eller gå ind på www.move.to/motmakt under 'Folkrörelser' og selv læse historien - på svensk og med de mange konkrete og humoristiske detaljer, der viser forfatterens baggrund som aktivist.
Men altså: Anskuet som folkebevægelse var urkristendommen i det romerske imperium en dynamisk bevægelse, der lagde vægt på praktisk solidaritet og ligeværd. Menighederne blev efterhånden så mange og så stærke, at de truede imperiet indefra. Ved bestikkelse lykkedes det imidlertid statsmagten (kejser Konstantin den Store) at gøre kirkens tillidsvalgte til tro statsfunktionærer, der var mere optaget af den sociale fred end af de fattiges interesser (Toleranceediktet 311).

Alliancer
Kristendommen blev statskirke (og det er lige så farligt som at blive statsparti). Fornyelse skete derefter gennem kætter- og klosterbevægelser. I middelalderen blev modkraften til kirkens selvstændiggørelse (eller 'bolsjevisering' som Wiklund kalder det) de folkeligt antiklerikale (= funktionærfjendtlige) strømninger, der tidligt lagde grunden til fredsbevægelserne og begrebet 'kommune'. Med tiden bliver historien ikke mindre vedkommende.
Kan vi følges så langt, så tror jeg, at modsætningen mellem kristne og kommunister først og fremmest vil vise sig at være upraktisk. Og jeg tror, at der vil vise sig både fonter og alliancer på kryds og tværs - ganske som på World Social Forum. Ligesom der er forskel på kommunister, er der forskel på kristne. Når vi i dag ser mystik og overtro brede sig (især blandt de intellektuelle) og når vi ser ekspertvælde brede sig (især blandt funktionærer), så er der brug for nutidens 'folkeligt antiklerikale' - både blandt kristne og kommunister og kristne kommunister.
Og måske vi samtidig kunne tage et stykke af vores historie tilbage, så vi ikke så let lader os spille ud mod hinanden?