Industriens dystre forudsigelser om hvad miljølovgivning vil koste af penge og arbejdspladser holder ikke stik. Det viser en ny undersøgelse.

af Rikke Lethare Nielsen, Det Økologiske Råd
Industrien har i årevis overvurderet omkostningerne ved efterlevelse af miljølovgivning for at få politikerne til at lempe eller helt droppe miljøforslag. Men også myndighederne og miljøøkonomerne har overvurderet omkostningerne, fordi de undervurderer innovationspotentialet for industrien.
Dette er hovedkonklusionen bag en rapport 'Cry Wolf', som er lavet af det svenske analyseinstitut 'Chemsec' og udkom i april i år. Rapporten viser, at de estimerede omkostninger ikke holder, når de sammenlignes med de aktuelle omkostninger, efter miljølovgivningen er vedtaget. Det mest overraskende ved rappportens konklusion er, at der ikke bliver taget ved lære af erfaringerne.
Rapporten gennegår fem case-studier; EEC-direktiv om emission fra køretøjer standard (91/441/EEC), Et europæiske auto-olie program, UN/ECE protokol om forsuring, The US Clean Air Act og Montreal-protokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer.
Alle casestudier viser, at inden lovforslaget var vedtaget, kom industrien med overvurderede beregninger på omkostningerne for overholdelse af miljølovgivningen, beregninger der viste lukning af flere virksomheder og tab af arbejdspladser.
Men det viste sig efter implementering af miljølovgivningen, at beregningerne ikke holdt. Det var langt billigere og i nogle tilfælde en økonomisk fordel.
I det europæiske auto/olie program blev omkostningerne overvurderede med op til 55 procent.

Myndigheder mere positive
Generelt har myndighederne et mere positivt syn på ny miljølovgivning, og hvad det vil koste virksomhederne at efterleve den. Men på trods af dette overvurderer de omkostningerne, fordi de undervurderer innovationspotentialet. Brancheorganisationerne overvurderer endnu mere. Dette skyldes deres brug af statiske modeller, som ikke viser dynamikken forårsaget af innovationer og nye markedsmuligheder.
Normalt har økonomiske rådgivere og analytikere en stærk tro på markedets evne til at tilpasse sig nye situationer, men når det drejer sig om ny miljølovgivning, lader det til at troen er forsvundet. Fremtidige omkostninger forudsiges statisk, og derfor undervurderes markedets evne til at tilpasse sig nye situationer ved at substituere til nye produktionsmetoder og ny teknologi.
Denne undervurdering af det innovative petentiale er hovedårsagen til at omkostningerne for at efterleve miljølovgivningen undervurderes. Dette er interessant i forhold til vedtagelsen af EU's nye kemikalieregulering, REACH.

Udspil blev forringet
Det er tre år siden, EU-kommissionen udsendte det første udkast til den ny kemikalieregulering. Forslaget var et forsøg på at forbedre kontrollen med kemikalier i EU, og sikre at farlige stoffer bliver fjernet og erstattet af mindre skadelige stoffer.
REACH skabte megen debat. Mange virksomheder roste forslaget til den nye kemikalieregulering. De nye regler ville gøre deres arbejde nemmere og belønne de virksomheder, der tog initiativ og var innovative, dermed ville der komme nye markeder, nye forbrugergrupper og reduceret risiko.
Kemikalieindustriens organisationer mente derimod, det ville medføre stigende omkostninger og arbejdsløshed, mens miljøforkæmperne forudsagde besparelser og forbedringer på miljøet og sundheden, som vil medføre en reduktion i udgifterne til sygehusvæsnet.
Efter lange forhandlinger kom der i 2003 et nyt revideret forslag til en ny kemikalieregulering. Desværre var mange af de vigtige bestemmelser forsvundet eller svækket, så det ikke i nær samme grad var til gavn for miljøet, de kemikalie-forbrugende virksomheder og forbrugerne.
Det var netop industriens overvurderede omkostningsberegninger, der fik politikerne til at skifte mening og redigere i det første udkast.
EU-kommissionens egne beregninger af omkostningerne ved at efterleve REACH var lave og ville ikke ruinere industrien. Men både den tyske og franske kemikalieindustri mente, at REACH ville komme til at koste både industrien og 'downstream users' dyrt. Bag den franske og tyske undersøgelse lå en antagelse om, at industrien ikke tilpasser sig ændringerne som derfor bliver en ren udgift.

Hvorfor vejer industriens argumenter tungest...
Industrien fremstilles ofte som en homogen masse, der alle er imod ny miljølovgivning. Generelt kan man ud fra rapporten se, at virksomheder der er ledende på markedet er imod ny miljølovgivning, da enhver miljølovgivning truer deres markedsposition, mens mere innovative og dynamiske virksomheder hyppigt ser positivt på ny miljølovgivning, da de ser det som en måde at få en større markedsandel på.
Rapporten 'REACH - a leap forward for industry' fra Det Økologiske Råd peger netop også på, at der faktisk er flere virksomheder, der er positivt indstillet overfor REACH, men disse virksomheder hyler bare ikke så højt i ulveflokken.
Under arbejdet med 'Cry wolf' var der flere økonomer, lovgivere og industrier der sagde, at de ikke troede på de overvurderede beregninger. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at de af industrien forudsagte omkostninger, har så meget vægt i debatten. Rapporten peger på to grunde.
Den ene er, at forudsigelserne er baseret på et skrøbeligt grundlag og er svære at modbevise. Den anden grund er, at resultaterne bliver gengivet i officielle rapporter og præsenteres af politikerne, og derfor virker troværdige. Selvom næsten alle, som er involveret i forhandlingerne om REACH ved, at de forudsagte omkostninger fra specifikke grupper i industrien er overvurderet, kan følelsen af 'ingen røg uden brand' stadig bibringes.
Det er derfor vigtigt at minde politikerne om erfaringerne fra andre tidligere sager, så de ikke igen bliver skræmte af industriens høje ulvehyl.

Artiklen har tidligere været trykt i NOAH's blad Miljøsk. Abonnement på bladet kan bestilles på tlf. 35 36 12 12.