10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Islamister vil takke SF

Islamister vil takke SF

Torsdag, 23. december, 2004, 00:00:00

SF er på vej med et forslag i Københavns Borgerrepræsentation om en stor moske i Københavns Kommune

af Nahid Riazi, København
SF'eren Bo A Kjeldgaard skal mødes med 'en række ledende personer fra muslimske samfund' for at diskutere forslaget!
Tænk at et venstrefløjsparti er fortaler for en stor moske i København. Tilsyneladende har man ikke andet at bekymre sig om, når man taler om retfærdighed og lige muligheder for borgere med indvandrerbaggrund.
Det er som om de mange tusinder almindelige borgere med en indvandrer- eller muslimsk baggrund, ikke har andre problemer end at have en moske, hvor imamer som Abu Laban og Abdul Vahid Petersen kan prædikere for dem. En moske, hvor disse imamer fredag efter fredag blandt andet kan råbe om respekt for sharialovgivning.
SF vil hjælpe imamerne med at fremstille samtlige borgere med indvandrerbaggrund som religiøse væsner, som 'muslimer' og ikke andet. De vil hjælpe Abu Laban og Abdul Vahid og andre tilhængere af sharia og religionsindblanding i borgernes tilværelse med at give dem flere muligheder og en base, hvorfra de reaktionære islamiske kræfter kan blive ved med at presse på det, som man ellers anerkender som menneskerettigheder, kvinderettigheder og de grundlæggende værdier for alle borgere i et demokratisk samfund.
Man skulle tro, at et venstrefløjspartis bekymring mere gjaldt den rolle som moskeerne i dag spiller i undertrykkelse af mennesker, dyrkelse af fanatisme, had og fordom mod ikke-muslimer, dyrkelse af de værdier som ikke har noget med retfærdighed, lighed og ligestilling at gøre, men tværtimod er en af de største forhindringer for ligestilling for indvandrerkvinder, retfærdighed for børn og unge og en menneskelig tilværelse for borgere med indvandrerbaggrund.
Skulle et venstrefløjsparti ikke arbejde for mindre religiøsitet i samfundet og mindre indblanding af religion i borgernes tilværelse? Hvad bliver der af SF og venstrefløjsvisionerne hos dette parti? Kan SF ikke indse, at islam i dag er en politisk bevægelse og moskeerne er mange steder i verden, blandt andet i Europa, en base for tilhængere af islamisterne?
Kan SF ikke se, at moskeerne ikke bare er uskyldige bygninger og et samlested for de almindelige muslimer for at afholde fest i ramadanen. Kan de ikke se, at mange af de almindelige muslimer stort set ikke færdes i moskeerne og endda holder sig væk fra den fanatisme, som bliver dyrket på disse steder.
Regeringen i Saudi Arabien, mullaher i Iran og al Qaeda vil nok sende et takkebrev til SF og til Bo A. Kjeldgaard for deres indsats for at gøre det nemmere for dem at udføre deres planer om en stor moske i København! Tillykke til SF vores 'venstrefløjsparti' med visioner om lighed, frihed og ligestilling!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp