Vores deltagelse er jo også nærmest en slags ulandshjælp og slet ikke rigtig krig. Det er ikke noget at lade sit julehumør ødelægge af. Vi skal være gode ved juletid, og vi er gode. Og irakerne opfører sig utaknemligt og ulogisk, når de bliver ved med at tage gidsler og kæmpe imod.

af Kjeld Stenum
Allerede i de skumle tågede novembermorgner kunne vi se det, når vi kiggede ud over vandet på vej ud forbi kulbunkerne til Amagerværkets yderste forposter mod Øresund. Blå konturer af få små hurtigtgående helt ens skibe, der patruljerede planløst. Eller vi kunne høre den taktfaste dunken af store helikoptere over vore hoveder.
Havde vi boet i nærheden af Jægerspris eller Oxbøl, havde vi formentlig også fået vores nattesøvn forstyrret af dumpe drøn fra artilleri og nedfaldende bomber.
Det er bare julehygge. Det handler om nogen små drenge, der er blevet lidt for store, men som alligevel aldrig er nået længere end til at tænke, at de gaver, de skal have i år, de skal være så store som muligt, og mindst lige så store som dem, de fik sidste år.
Derfor flyver de tunge krigshelikoptere med mange tusinde kroners benzinforbrug i timen deroppe i de blågrå decemberskyer, derfor regner bomberne ned over de stakkels hjejler og agerhøns og fasaner på Jægerspris og Oxbøl Hede, som havde de været fæle Al Qaeda-terrorister eller irakiske civile, der muligvis skjulte lumske Saddam Hussein-tilhængere.
Bevillingerne skal bruges inden den ny finanslov, og helst lige godt og vel. Hvis ikke bevillingerne er brugt, er det svært at argumentere for, at pengegaven til næste år skal være lige så stor.
Det er bare leg. De leger bare krig, generalerne derinde, og det handler om deres julegaver. Krig og leg har altid hørt sammen. Og krigslegetøj som julegaver er også en uadskillelig del af vores juletraditioner. Vi synger alle sammen sangen om Henrik, der skal have fanen i julegave, fordi han skal være fændrik, når han bliver stor.
Det er en af vores kæreste og ældste julesange. Sangen er så gammel, at idealiseringen af fændrikken sagtens kan være efterklange af den nationalisme, der opstod i kølvandet på nederlaget til tyskerne i 1864. Så der er måske alvor i legen. Men dels var den nationalisme vel både forståelig og rimelig.
Dels er der jo ingen, der forbinder den gamle sang med andet end hygge og traditioner i dag, at læse den blodige virkelighed fra nederlaget ved Dannevirke ind i den ville være både tåbeligt og fanatisk. Det hele er ganske uskyldigt.
Det er også ganske uskyldigt, når drenge ønsker sig krigslegetøj som julegave i dag, eller krigsspil til computeren, og de fleste forældre tager da også ganske afslappet på det og forærer dem, hvad de ønsker sig. Børn kan godt skelne imellem hvad der er spil og leg på den ene side, og så blodig virkelighed på den anden.
Og hvis ikke de kan, så er det snarere, fordi de er blevet overbeskyttede og har haft for ringe chance til at lære det end det modsatte. Så de skal have krigslegetøj, hvis de ønsker sig det, det er både sikkert og vist.
Krig er ikke en del af vores virkelighed. Der er ikke engang russere, der truer os mere. Ja, nu kan krig jo være nødvendig, som forebyggelse af, at nogen ødelægger vores fredelige udplyndring af verdens ressourcer. Men den slags krig er noget, som foregår i fjerne lande og er et gebet for professionelle soldater.
Den slags har vi folk ansat til. Og sådan set er vi jo med i sådan en krig. Men de folk, vi har ansat til at tage sig af det, er så dygtige til at holde det langt væk, at vi ikke mærker det i vores dagligdag. Ja, der kan gå måneder, hvor vi ikke skænker det en tanke. Når vi lige ser bort fra de direkte pårørende til de få besættelsestropper, vi har dernede, naturligvis.
Så vore drenge er meget professionelle, og selvfølgelig skal de have deres legetøj også til næste år. Og det kan godt være, det efterhånden ikke er let at benægte, at grundlaget for krigen ikke var i orden. Men som tingene er nu, kan vi jo ikke bare rende fra vores ansvar og overlade irakerne til sig selv.
Vores deltagelse er jo også nærmest en slags ulandshjælp og slet ikke rigtig krig. Det er ikke noget at lade sit julehumør ødelægge af. Vi skal være gode ved juletid, og vi er gode. Og irakerne opfører sig utaknemligt og ulogisk, når de bliver ved med at tage gidsler og kæmpe imod.
Villy Sørensen skrev engang for snart et halvt århundrede siden et juleeventyr om en soldat, der juleaften sprang ud med faldskærm over Fjendeland med en dirrende bombe i favnen, stærk nok til at udslette hele Fjendeland.
På vejen ned blev han opsøgt af en flok temmelig uintelligente juleengle, der troede, han var Guds søn og på vej ned på jorden med en bold, selv om han ikke behøvede legetøj, da han jo denne gang åbenbart steg ned til jorden som voksen.
I et anfald af galgenhumor gav soldaten dem så den unyttige 'bold' som en julegave, de kunne tage med op til Gudfader. Og han blev først rigtigt sig selv igen og erkendte det vanvittige og frygtelige, han havde gjort ved at forære bomben væk, da han var landet i Fjendelands kolde sne og skimtede fjendens julepyntede kanoner i det fjerne.
I hans pine blev han opsøgt af Vorherre, der sagde til ham, at han var så rørt over den julegave, soldaten tilbød ham, at han gerne ville skænke soldaten den evige sandhed i bytte, som soldaten så i stedet kunne bringe menneskene.
Soldaten takkede Vorherre for nåden, men bad ham dog beholde sandheden lidt endnu og sørge for, at de kom i sikkerhed først, for her stod de midt i fjendeland, og hvad kunne der ikke ske, hvis sandheden faldt i fjendens hænder?
'Du evige menneske!', sagde Vorherre mildt til ham, og da soldaten smilende så op, var Vorherre borte, og den dirrende bombe lå i sneen foran ham. Som et dirrende hjerte, skrev han, Villy Sørensen.
Har man ikke grund til at tro på sig selv, tror man ikke på sine medmennesker. Tror man ikke på sine medmennesker, er man kun tryg, hvis man har magt over dem. Den der besætter andres land for at blive tryg, kalder på vold i sin egen rede. Glædelig jul!