Det at behandle mennesker respektfuldt og omsorgsfuldt fylder alt for lidt i vores velfærdsdebat, selvom det burde stå øverst på dagsordenen

fra Dennis Kristensen, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte
Kære Bent W., afdeling 825, Amtssygehuset i Gentofte
Jeg er meget glad for at læse (i Arbejderen den 21. december), at du under dit sygehusophold har oplevet, at FOA's medlemmer på sygehuset leverer en professionel indsats.
Du har helt ret i, at de ansattes vilkår langt fra altid er rimelige. De økonomiske vilkår og rammerne for at lave et godt stykke arbejde er ganske enkelt alt for ofte ikke til stede.
Presset på de offentligt ansatte er øget næsten konstant i en lang årrække med den konsekvens, at alt for mange må forlade deres arbejde i utide. Det dokumenterer både antallet af invalidepensionister i vores pensionsselskab og et utal af arbejdsmiljøundersøgelser.
Alligevel viser undersøgelserne også, at flertallet af FOA's medlemmer er glade for deres arbejde. Medlemmerne ved, at de gør et betydningsfyldt og godt arbejde for og med andre mennesker. Det opleves positivt og vigtigt at have gode kolleger og en god ledelse.

Hårdt pres
Men medlemmerne peger samtidig på, at de er hårdt pressede både fysisk og psykisk på mange arbejdspladser - både på social- og sundhedsområdet og på de øvrige områder af den offentlige sektor.
I virkeligheden er der vel ikke noget mere ødelæggende end at gå hjem fra arbejdet med følelsen af, at jeg kunne have gjort det bedre, hvis jeg havde fået bedre vilkår for min indsats. Eller at opleve, at man ikke får lov til at bruge sin faglighed - sin erfaring, uddannelse eller viden. Det ses i det høje sygefravær mange steder.
Sygefraværet har mange årsager, men utryghed og dårlig planlægning, for lidt indflydelse på dagligdagen og også ledelsens mistillid til de ansattes evner og kunnen spiller en rolle. Tidsstyring og kontrol af opgaverne er ikke med til at skabe arbejdsglæde og engagement. Det er tværtimod medvirkende til, at for mange nedslides og forlader arbejdsmarkedet før tid.
Nu og da funderer jeg over, om vi i virkeligheden har brug for et oprør blandt de offentligt ansatte med krav om arbejdsforhold, der gør det muligt at tilbringe et helt arbejdsliv på arbejdsmarkedet uden at skulle stå af i utide på grund af helbredet.
Samtidig er der et eller andet sted noget galt med et samfund, hvor produktionen af plastikklodser værdsættes højere, end det at yde omsorg - ansigt til ansigt - til andre mennesker. I virkeligheden burde netop dette, at mennesker tager sig af andre mennesker, opfattes som det fornemste kendetegn på et velfærdssamfund. (Derfor håber jeg også, at du giver rosen videre til de ansatte omkring dig.)
Det at behandle mennesker respektfuldt og omsorgsfuldt fylder alt for lidt i vores velfærdsdebat, selvom det burde stå øverst på dagsordenen.

Velfærd er ingen vare
Kvaliteten i velfærds- eller serviceydelserne er helt afhængig af samspillet mellem den, der leverer ydelsen, og den, der modtager ydelsen.
Faktisk skaber FOA's medlemmer velfærd hver eneste dag. Det er i mødet med barnet, med den ældre, med den syge og med alle de øvrige brugere, at velfærden skabes. Kernen i velfærd er, at mennesker hjælper mennesker. I disse år drukner denne simple kendsgerning alt for ofte i kolde statistikker og uoverskuelige samfundsøkonomiske beregninger.
Velfærd er ikke en vare, der produceres på samlebånd. Og velfærd er slet ikke en 'stang-vare', der kan købes og sælges på et marked.
Velfærd opstår derimod, når vi i fællesskab - som samfund - tager ansvar for de svage. Når vi som fællesskab reserverer en bid af samfundskagen til de, der har behovet, og når vi leverer børnepasningen, sygdomsbehandlingen, ældreplejen, den kollektive trafik og alle de andre velfærds- og serviceydelser uden at lade behovsstyring erstatte af profitstyring.
God bedring.