Det har været utroligt positivt at se den danske befolknings reaktion på katastrofen. Solidariteten lever i bedste velgående i en kold tid

af Jørgen Petersen, DKP/ML
Flodbølgen, som ramte en lang række lande i Asien, er den største naturkatastrofe i nyere tid. Mere end 150.000 mennesker er dræbt og tusinder savnes.
Millioner af mennesker er med et slag blevet berøvet ikke alene deres nærmeste familie, men også deres eksistensgrundlag. Byer, landsbyer, marker, fiskerbåde og turistområder er skyllet bort eller knust til pindebrænde. Behovet for nødhjælp er enormt. Lige om hjørnet ligger faren for epidemier. Forude venter et gigantisk genopbygningsarbejde, som vil tage år og koste langt mere end de berørte områder og lande selv har nogen mulighed for at finansere.
For befolkningen i de berørte områder kom flodbølgen som et lyn fra en klar himmel. Ingen af landene i katastrofeområdet har et varslingssystem, som formodentligt kunne have reddet titusinder af menneskeliv. Men et sådant varslingssystem findes på den amerikanske målestation i Hawaii, som øjeblikkeligt registrerede jordskælvet, der satte flodbølgen igang.
Fra USA sendte man en advarsel til den amerikanske base på øen Diego Garcia, som flodbølgen ramte 1000 km før den nåede fastlandet. Det er stadigt et åbent spørgsmål hvem USA ellers advarede. Regeringerne i en række af de berørte lande afviser at have fået nogen form for advarsel.
I Thailand besluttede myndighederne ikke at udsende en advarsel, selv om man forventede at et større jordskælv var på vej, simpelthen fordi man frygtede at det kunne skade landets turistindustri. Den kapitalistisk kynisme har mange afarter og bliver ikke mere tiltalende, når den blandes op med inkompetance. Denne cocktail har med sikkerhed ikke gjort katastrofens omfang og konsekvenser mindre.

Kritik af regeringer
Katastrofen har berørt folk overalt på kloden på grund af dens store omfang og det enorme tab af menneskeliv. Også Danmark er slået af sorg. Hundredetusinder af danskere har holdt ferie i de berørte områder. Særligt i Thailand var der mange danskere på ferie, da flodbølgen kom. Der er næppe tvivl om at et meget stort antal danskere har mistet livet og endnu flere har mistet slægtninge i deres livs værste mareridt.
Umiddelbart efter ulykken bredte der sig en kritik i mange lande mod de pågældende landes regeringer for at være for passive, både i forhold til at sende akut nødhjælp, bevilge de nødvendige økonomiske midler og for ikke at gøre nok for at hjælpe egne statsborgere hjem fra katastrofeområdet.
Præsident Bush bevilgede således 15 millioner dollars, som han først efter voldsom kritik hævede til 35 millioner. Det svarer til mindre end prisen på et jagerfly eller udgifter ved nogle få timers krigsførelse i Irak!
I kølvandet på katastrofen fulgte i bogstaveligste forstand en bølge af mellemfolkelig solidaritet. Utallige indsamlingsaktiviteter ruller over hele landet, igangsat af mennesker der vil gøre en forskel og bidrage til at dulme smerten hos folk på den anden side af kloden. I Danmark og mange andre lande melder nødhjælpsorganisationerne at millionerne ruller ind.
Folkestemningen har lagt et stort pres på regeringerne, også i Danmark. Anders Fogh Rasmussen valgte klogeligt at proklamere national sørgedag og udskød formodentligt også et folketingsvalg, i det mindste nogle uger.

Stor solidaritet
Statsministerens udtalelse om at hvert menneskeliv er unikt er en meget rigtig konstatering. Man sidder bare tilbage med en vammel fornemmelse, fordi har aldrig har udtalt sig på en sådan måde om de endeløse ofre det irakiske folk har måtte betale på grund af FN-sanktioner og USA's krig, som statsministeren så energisk støtter. Han forsøger tydeligvis at glide med på folkestemningen og udnytte den til egen fordel.
Jeg er ikke i tvivl om, at den danske regerings opmærksomhed om katastrofeområderne i Asien vil forsvinde, samtidigt med at medieinteressen ebber ud og de sidste nødstedte turister er kommet hjem. Hvad andet kan man vente fra en regering, der har gjort beskæring af ulandsbistanden til en mærkesag? Stormagterne har ingen tradition for at yde katastrofehjælp eller bidrage med uselviske genopbygnings projekter. Pengene til krig og våben bevilges derimod med stor velvilje.
Det har været utroligt positivt at se den danske befolknings reaktion på katastrofen. Solidariteten lever i bedste velgående i en kold tid. Jeg er faktisk ikke i tvivl om at der også ville være et grundlag for at udløse en hidtil uset solidaritet, hvis medierne valgte at fokusere på de titusinder af mennesker der dør hver eneste dag af sult og let helbredelige sygdomme, på grund af imperialismens hærgen. Men mediernes valg og fravalg af nyheder er aldrig tilfældige. Det står store interesser på spil.