Overskriften er måske et mærkeligt spørgsmål. Men alligevel relevant, når man læser et brev Søren Pinds afdeling netop har udsendt til organisationer, der arrangerer demonstrationer og lignende i København
af Helge Bo Jensen, medlem af koordinationsgruppen i Nej til krig
Nu forlanger kommunens Bygge- og Teknikforvaltning, at der skal stilles en økonomisk sikkerhed på helt op til 60.000 kroner for at bruge kommunens veje, pladser eller grønne områder til alle typer arrangementer. Beløbet skulle dække eventuelle udgifter til 'retablering, ekstra oprydning mm'.
I 1848 gik de københavnske borgere og Københavns borgerrepræsentation i demonstration til den enevældige konge og krævede en demokratisk grundlov. En sådan grundlov omfatter naturligvis forsamlings- og demonstrationsfrihed. Den danske grundlovs §79 starter: 'Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig...'. Der står ikke noget om, at det kun gælder for velhavende borgere eller organisationer.
Hvilken lovhjemmel mener kommunen at have til at kræve sådanne betalinger? Er tilbedelsen af pengene og markedet bare gået over gevind - og blevet vigtigere end de mest basale demokratiske rettigheder - eller hvordan hænger det sammen Søren Pind?
Nej til krig arrangerer demonstration ved to-års-dagen for den ulovlige krig mod Irak lørdag den 19. marts. Hvis man skal tage henvendelsen fra Københavns kommune alvorligt, så betyder denne, at demonstrationen, hvor vi forventer mere end 5000 deltagere, kun kan gennemføres, hvis Nej til krig er i stand til at indbetale 30.000 kroner som økonomisk sikkerhed.
Nej til krig er ligesom mange andre bevægelser langtfra nogen rig organisation. Vi samler penge ind til at gennemføre oplysningskampagner og aktiviteter mod krigen og besættelsen i Irak. Kan det virkeligt passe, at vi kun kan demonstrere, hvis vi kan skaffe 30.000 kroner ekstra?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278