Jeg kunne ikke drømme om at opgive materialismen. Det er derfor, jeg ser mig nødsaget til at droppe dialektikken

af Kjeld Stenum, Ejby
I et indlæg i Arbejderen 12. januar, der ellers har den sympatiske hensigt at understrege den filosofiske afklarings betydning for den kommunistiske enhedsproces, skriver Lars U. Thomsen om efterårets diskussioner om dialektisk materialisme, at hvad han mener er manglende forståelse for nødvendigheden af at videreudvikle den dialektiske materialisme 'har medført et mægtigt opsving i den positivistiske opfattelse i den idealistiske filosofi, hvilket klart kom til udtryk i diskussionerne i Arbejderen i efteråret. I stedet for at videreudvikle sine begreber opgiver mange det materialistiske grundlag.'
Da jeg var den eneste, der i denne diskussion overhovedet lagde mig ud med den dialektiske materialisme, må det vist nødvendigvis være mig, Lars U. hentyder til med udtrykket 'mange'.
Inden for mange mytedannelser om min ringe persons holdning til materialismen går i gang, må det - uden dermed at genåbne diskussionen - være på sin berettigede plads med en præcis citering af, hvad jeg rent faktisk skrev i den diskussion. Jeg skrev, at 'dialektikken er en idealistisk rest i filosofien, som en moderne virkelig konsekvent materialisme bør gøre sig fri af' og i et senere indlæg, hvor jeg kaldte dialektikken og historiedeterminismen for kejserens nye klæder og angreb dem for at have skadet kommunismens sag dybt, skrev jeg, at 'det er materialismen, der er substansen'.
Jeg kunne ikke drømme om at opgive materialismen, Lars U. Det er derfor, jeg ser mig nødsaget til at droppe dialektikken. Efter min opfattelse er det nøglen til den videreudvikling af materialismen, som du efterlyser.
Hvad positivismen angår (en videnskabsfilosofi, der havde sin storhedstid i første halvdel af forrige århundrede), så ytrede jeg mig overhovedet ikke om den i efterårets diskussioner. Men til Lars U. s orientering så mener jeg, det er en ubrugelig og gennemført idealistisk filosofi. Dels fordi dens byggesten er sansedata, altså vores subjektive sansninger af materien, og ikke materien selv. Dels fordi logikken i denne filosofi spiller cirka den samme rolle som universalforklaring på tingenes sammenhæng, som dialektikken gør det for de fleste dialektiske materialister.
Det vigtige for begge 'love' (logikkens og dialektikkens) er, at deres tilhængere mener, de er sande uafhængige af enhver konkret erfaringssammenhæng. Jeg mener, begge disse abstrakte dogmer opstod i en tid, hvor man ikke vidste bedre, og de bidrog på hver deres måde til at udvikle videnskaberne. Men i modsætning til nutidige tilhængere af begge disse filosofier mener jeg, at vi i dag har så megen præcis viden om såvel materiens dybdestrukturer som dens forskellige bevægelsesformer i de forskellige sagsforhold, at vi ikke bør forlade os på abstrakte spekulationer, der i bedste fald leder til forenklinger, i værste fald til frygtelige fejltagelser.
Så kommunistisk enhed, Lars U.? Jo vist, det ville da være dejligt. Men en første forudsætning for enhed er dog, at de uenige lytter bare en lillebitte smule til hinandens synspunkter. Mon ikke vi skulle begynde der?