De eneste som vinder, så længe vi diskuterer, det er kapitalen. Taberne er kapitalskaberne, dem som sælger deres arbejdskraft

af Ivan Hilbert, afdanket havnearbejder Brønderslev
Kommunister her i landet - forén eder. Kender I den?
Stalin, Mao, Tito og Hoxha er døde. Sovjet og Jugoslavien er sprængt. Albanien, Kina er hvad.
Der er tre små lande - Cuba, Korea og Vietnam - der stritter imod, men det er i det store og hele de fire første lande, der er grund til vores splittelse. De lande tillod sig at lade splittelsen blive global.
Det har verdens befolkning tabt meget på. Også her i Danmark opstod den splittelse, og det har vi tabt en forfærdelig masse på.
Da det hele væltede i Sovjet kom 'roekuleklapperne' sarkastisk hen til mig og sagde: 'Nu har du jo tabt, Ivan. Hvad vil du nu gøre?'
Jeg svarede: 'Jeg har sgu da ikke tabt, det har du. For før kunne vi true arbejdskøberne med, at hvis de blev for frække, så kunne vi bare socialisere hele skidtet. Men det kan vi ikke lige nu - de vilde dø af grin. Nu skal du se hvor frække de kan blive.'
Hvor er jeg ked af, at jeg kan sige: 'Hvad sagde jeg.'

Ved udgangspunktet
Så vi der klappede - for det gjorde vi - og det er derfor, at alle arter af kommunister har så varme hænder - vi kan roligt sende de gamle døde mænd på museum. Tal pænt om dem, de var af deres tid, og den tid var anderledes, men det var os, der klappede.
Og så til diskussionen om sammenslutningen af vore partier, der er i gang. Vi har i øjeblikket gode kammerater, som sidder og vender ord - skal det være komma eller punktum? Men da de forskelligt afvigende ideologier er døde, så må vi tilbage til udgangspunktet. De forskellige kommunistpartier opstod i protest over Første Verdenskrig. Inden 1914 skulle alle arbejdere i alle lande forene sig, men nu blev socialdemokraterne pludselig nationalistiske og alle landes arbejdere skulle i skyttegravene
Det var starten. De russiske soldater dannede sovjetter og blev enige om at stoppe galskaben og meldte sig ud af krigen - de tog simpelthen hjem.
Det gjorde socialdemokraterne sure. Her lå mange landes unge mennesker i mudder og lort og morede sig med at skyde på hinanden og så ville de ikke være med. Først russerne og senere sovjetstaten blev gjort til hovedfjenden - og er det for øvrigt endnu. Men nogle DSU'ere kom til fornuft og DKP blev dannet.
Det var før jeg blev født i 1934, men jeg så min mor græde af angst den 9. april 1940. Jeg kan huske at hun senere satte et stort kort op på væggen og med sorte nipsenåle fulgte fronten på den ene side og de røde på den anden - slaget om Moskva og senere slaget om Stalingrad. Så kom sabotagen og Schallburgtagen og ikke at forglemme folkestrejkerne og freden.
Jeg blev DKU'er omkring 1951. I 1949 var Danmark blevet kuppet ind i NATO - Socialdemokraterne havde ikke glemt, hvem der var hovedfjenden.

Kun et mål
Den samlede presse, ja der var jo lige Land og Folk, men ellers, var med på vognen mod den socialistiske verden, og der startede splittelsen.
Det er den, der nu skal slås en streg over, og det skal være med en lærestreg.
Der findes kun et mål. Forskellige lande må nå målet, som de kan. Nogle går, nogle kører med hest, andre med bil, alt efter evne, men målet er det samme.
Det tragiske i hele sagen, ja, det ved vi jo alle - de eneste som vinder, så længe vi diskuterer, det er kapitalen. Taberne er kapitalskaberne, dem som sælger deres arbejdskraft.
Jeg vil slutte dette indlæg med: Stop diskussionen - der er ting der er langt mere alvorlige for tiden. Nedsættelse af lønninger. Udflagning af arbejdspladser. Udlicitering. Afvikling af et selvstændigt Danmark, og jeg kunne blive ved siden ud.
Derfor: Kommunister i Danmark forén jer - det kan ikke gå hurtigt nok.