Endnu en periode med Fogh ved magten vil være fuldstændig ødelæggende for velfærden og demokratiet i Danmark. Og det vil være en katastrofe for fagbevægelsen
af Jan Mathiesen, DKP/ML's faglige udvalg
Så kom valget. Det mest forhåndsomtalte valg i historien.
Men der er tale om et rigtigt fuck-valg, fordi der desværre ikke eksisterer en slagkraftig opposition, som for alvor kan udfordrer den nuværende regering, med en ny og anderledes politik til gavn for de fleste mennesker i dette land. Derfor må græsrødderne i fagbevægelsen på banen, og formulerer en politik som kan skabe den nødvendige fornyelse.
Endnu en periode med Fogh ved magten vil være fuldstændig ødelæggende for velfærden og demokratiet i Danmark. Og det vil være en katastrofe for fagbevægelsen. Et fornyet mandat til regeringen vil betyde en forstærkelse af den nyliberalistiske politik.
Foghs erklærede borgfred med Socialdemokraterne på velfærdsområdet er valgflæsk. Tommelskruerne vil blive strammet til med ødelæggelse af velfærden, udhuling af demokratiet, og indgreb overfor arbejderbevægelsen og fagbevægelsen, som alt sammen kun kan bringe Thatchers Storbritannien i erindring.
Ikke halehæng
Derfor er det afgørende, at der kommer et regeringsskifte ved dette valg. Regeringen må væltes, og det uanset den berettigede kritik der fra mange sider rejses mod Socialdemokraterne for selv at slæbe i nyliberalismens fodspor.
Men at flytte de stemmer, der også flytter et folketingsflertal, kræver at der bliver mobiliseret på en politik, som bryder med de nyliberale principper, og at den politiske kamp kommer ud på arbejdspladserne. Lavere institutionstakster og tilskud til børnefamilier er ikke nok.
I dag afholdes der en konference arrangeret af Fagligt Ansvar og LO Storbyerne. På mange måder en rigtigt vigtig konference, som mange tillidsrepræsentanter og faglige aktive bør deltage i.
Hvad er det for en bevægelse og platform, som skal synliggøres på mødet? Det bliver afgørende, at det klart formuleres, at de principper og den politik der konkret vedtages, er vores krav til en kommende regering, og ikke en valgtaktisk støtte til Socialdemokraterne. Fagbevægelsen skal være politisk, og gerne mere politisk end i dag.
Det betyder et opgør med fagbevægelsen som parlamentarisk halehæng. Tværtimod skal fagbevægelsen sætte dagsordenen. Den politiske platform der vedtages, forpligter fagbevægelsen til at kæmpe for dens gennemførelse, ikke bare når vi har en VC-regering, men også under en socialdemokratisk ledet regering.
Bud på en anden politik
På dette grundlag må de politiske nøglespørgsmål formuleres. Et bud kunne være:
* Forsvar af de kollektive solidariske velfærdsprincipper, og kraftig oprustning af velfærden.
* Nej til privatisering, beskatning af de multinationale og oprustning af uddannelser, social- og sundhedsområdet og børne- og ældreområdet.
* For en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
* Bevarelse og udvidelse af danske arbejdspladser, igangsættelse af almennyttigt boligbyggeri, uddannelsesgaranti til alle unge, genopretning af arbejdsmiljøloven.
* Bevarelse af den danske model for arbejdsmarkedet.
* Nej til EU-direktiver, for bevarelse af fagbevægelsen ret til organisation og konflikt.
* Demokrati, fred og frihed.
* For en aktiv humanistisk integrationspolitik, danske tropper hjem fra Irak, arbejde for begrænsning af de multinationales magt og global nedrustning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278