11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ideologisk felttog

Ideologisk felttog

Fredag, 21. januar, 2005, 00:00:00

Ligesom i valget i 1998 og i 2001 vil boligen ved dette valg komme til at stå centralt. Boligen er den tungeste post på danskernes budget, og valgforskere har for længst vist, at boligpolitiske spørgsmål hurtig kan vende en stemning for og imod et parti

af Klaus Hansen, Lejernes Landsorganisation
Venstre og Det Konservative Folkeparti klarede valgkampen 2001 ved at udstede en klar garanti til lejerne. Der vil ikke blive rørt ved huslejen eller huslejereguleringen. Det store spørgsmål er nu, om denne garanti vil blive gentaget? Vil statsministeren garantere, at lejerne også i næste valgperiode undgår, at regeringen åbner for en markedsleje?
På andre områder har VK-regeringen klart vist en ideologisk profil.
VK-regeringen har med milliardtilskud fremmet nybyggeri af udlejningsboliger ejet af private investorer og spekulanter. Med fri leje og uden boligsociale forpligtelser. Selv Ejendomsforeningen Danmark har påvist, at dette byggeri ikke er for almindelige indkomster, men er så dyrt, at der er over 10.000 ledige private udlejningsboliger.
Regeringen har også vist sin klare ideologiske profil, når det gælder de kollektivt ejede almene udlejningsboliger i Danmark. Regeringen har inddraget flere milliarder af den opsparing, lejerne har afsat til vedligeholdelse og forbedring i Landsbyggefonden. De svageste indkomster skal på den måde aflaste statens udgifter til finansiering af nyt alment udlejningsbyggeri til hele befolkningen.
Samtidig har regeringen gennemtvunget en lovgivning, der gør det muligt at sælge almene boliger. Billige lejeboliger kan omdannes til ejerlejligheder. Konsekvens, færre billige almene boliger og færre boliger til den boligsociale opgave.
Regeringen har åbnet for pantsætning af andelsboligen til forbrugslån. I sommerferien 2004 udtalte Venstres boligpolitiske ordfører Inge Lene Ebdrup, at det ville være en naturlig fortsættelse, at andelsboliger også kunne omdannes til ejerlejligheder. En politik, der igen vil ramme de svageste befolkningsgruppers mulighed for at finde en bolig.
Når det drejer sig om den boligsociale opgave vil regeringen betale de private udlejere 30.000 kroner pr. anvisning, mens det for regeringen er en selvfølge, at lejerne i de kollektivt ejet boliger i den almene boligsektor, gratis stiller boliger til rådighed til kommunens sociale anvisning.
Regeringen har med rund hånd foræret boligejerne milliardgevinster ved at liberalisere lånelovgivningen og ved at indføre et skattestop, der tilgodeser de mest velstillede boligejere. Det er netop påvist, at formuefordelingen under denne regering er rykket kraftigt i ejerboligfolkets favør.
Lejerbevægelsen må derfor spørge, hvad har denne regering i posen til lejerne efter næste folketingsvalg. Vil regeringen yderligere sætte sin ideologi igennem? Ejerlejligheder står centralt for denne regering. Andelsboliger som ejerlejligheder? Private udlejningsboliger som ejerlejligheder. De konservative har været inde på denne tanke.
Lejerbevægelsen opfordrer regeringen til at spille med åbne kort. Så har vælgerne et fair grundlag for at finde ud af hvor deskal sætte deres kryds den 8. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp