Ikke én af politikerne fra partier som V, C, S eller R vover at nærme sig det logiske spørgsmål: hvorfor skal slagteriet i Hjørring overhovedet lukkes?

af Karen Sunds, økonom
Der er ikke mange slagteri-jobs i forarbejdning af valgflæsk.
Så kontant lyder kommentaren fra slagteriarbejdernes fagforening, NNF, efter at både regeringspartierne, de radikale og Socialdemokratiet er ved at falde over hinanden for at fortælle, hvordan de vil hjælpe de knap 500 slagteriarbejdere, der nu fyres fra Danish Crown i Hjørring.
- Det skal ikke komme an på pengene. Dem finder vi, lyder det gavmildt fra beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen.
Det klinger lidt hult, for sandheden er, at det har knebet gevaldigt med effektiv hjælp til alle de andre arbejdere, der indtil dato er blevet ofret i udflagning af arbejdspladser fra nordjyske virksomheder som Flextronics eller Eternitten - for at nævne et par stykker.
Og under VC-regeringen er efteruddannelsen blevet systematisk beskåret, med indførelse af brugerbetaling, kvoter og deslige. Men nu er der udskrevet folketingsvalg, og så er der ikke grænser for, hvad slagteriarbejderne kan regne med af assistance. Men nok kun frem til 8. februar...
Ikke én af politikerne fra partier som V, C, S eller R vover at nærme sig det logiske spørgsmål: hvorfor skal slagteriet i Hjørring overhovedet lukkes? Kunne det ikke videreføres i offentligt regi?
Danish Crown lukker ikke Hjørring-slagteriet, fordi det giver underskud. Tværtimod. Der er tale om supereffektiv og profitabel kødforædling. Det lukkes, fordi koncernledelsen - måske et par håndfulde mennesker - vil drive profitten endnu længere op, og derfor har kig på at udflage til Tyskland. Her skal arbejdet sandsynligvis overtages af billige østeuropæiske kolonnearbejdere, som Danish Crown allerede i dag gør udstrakt brug af.
For samfundet som sådan er udflagning af arbejdspladser det rene Ebberød Bank: en værdiskabelse, der bidrager til samfundets rigdom, lukkes ned. De fyrede arbejdere skal så leve af dagpenge fra staten. Konsekvensen er, at statens udgifter stiger, mens dens skatteindtægter falder. De kommuner, som rammes af store firmalukninger, får et kæmpe hul i kommunekassen, og det fører ubønhørligt nedskæringer i velfærden med sig. Dertil kommer, at samfundet mister en værdifuld teknologi og knowhow, som det kan tage årtier at bygge op igen.
Og endelig er det udtryk for et grotesk spild af ressourcer, at daglige fødevarer i dag fragtes rundt i hele verden, fordi vi hylder det frie marked. Hvorfor skal der bruges ressourcer på at fragte mine frosne hindbær fra en frysefabrik i Kina og til Danmark, når vi kunne lave dem selv? Hvorfor skal vi drikke mælk fra Tyskland? Og spise lammesteg fra New Zealand? Hvert land bør have sin egen produktion af daglige fødevarer, som kød, mælk, frugt, grøntsager og æg til eget forbrug. Det er bæredygtighed i praksis.
Samfundsmæssigt er der ikke ét ærligt argument for at lukke slagteriet i Hjørring. Og derfor er sagen klar: Det skal ikke være lovligt at føre arbejdspladser og værdiskabelse ud af landet. Det skal ikke være lovligt at lukke velfungerende og profitgivende produktion i Danmark. Simpelthen. Udflagningen af arbejdspladser skal stoppes.
Derfor må der rejses krav om, at det offentlige sikrer, at slagteriet i Hjørring videreføres. Om det så skal være økologisk eller traditionelt, er ikke det vigtigste i denne sammenhæng.
Så kan slagteriarbejderne fortsætte med det, som de er gode til: nemlig at slagte og producere det kød, som vi har god brug for hér i Danmark. I stedet for en fremtid som lavtlønnet servicearbejder eller lille selvstændig butiks- eller grønthandler. For det er jo det, som politikere og eksperter ellers kan byde på.