Arbejderen bringer 15. januar en beretning om dannelsen af det svenske Kommunistiska Partiet med et foto fra den stiftende kongres. Og hvad ser man? I baggrunden et stort billede med Engels, Marx, Lenin og Stalin. Det er vel næppe blot en museumsgenstand hentet frem i dagens anledning!

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Hvad er tanken med billedet? Det er forhåbentlig ikke et forsøg på en rehabilitering af Stalin, den Stalin der i socialismens navn lod uanede mængder af mennesker - kommunister og ikke-kommunister - udrydde eller lide i usle fangelejre.
I en tid hvor den kommunistiske bevægelse får nogen tilgang af nye medlemmer, er det vigtigt, at vi ikke over for dem dækker over fortidens grove fejltagelser, men at vi tværtimod søger at give et nøgternt, nuanceret billede af vor bevægelses udvikling.
Den kommunistiske bevægelse har været båret oppe af mennesker, der ønskede et bedre samfund med større lighed og værdighed til mennesket, men vi må ikke være blinde for, at der har været personer, der har forstået at udnytte bevægelsen til egen fordel, og i den forbindelse har sat sig selv over partiets demokrati og respekten for andre mennesker. Et sådant menneske var Stalin. Han gjorde sig selv til enevældig diktator.
Ud over de mange menneskelige ofre bidrog han derved til at hæmme de demokratiske, kritiske diskussioner, der er livsnødvendige for et samfund og en bevægelse i udvikling. Derved har han helt givet også bidraget til den stagnation i samfundslivet og produktionen, der kom til at præge de socialistiske lande - også efter hans død og Sovjetunionens Kommunistiske Partis opgør med personkulten omkring ham.
I en nutidig kommunistisk bevægelse må det derfor efter min mening være helt nødvendigt at tage afstand fra Stalins misbrug af den socialistiske tanke, og som det mindste bør store portrætter af ham være utænkelige ved kommunistiske forsamlinger.