2010 planen, som der tales så meget om, er hverken udtænkt af Jelved, Lykketoft eller Fogh. Den kommer, som så mange andre aktuelle politiske tiltag, fra EU-systemet

af Karina Rohr Sørensen, DKP/ML's landsledelse
Ingen af de opstillede ja-partier har lyst til at diskutere forfatningen under valgkampen om pladserne i Folketinget, og selv opstillede nej-sigere siger ikke meget, hverken om Unionen, om forfatningen, eller om den udtalte konsensus der gør EU til et emne, der ikke bliver snakket om.
Måske er det derfor, at under tre procent af de danske vælgere synes, EU er et væsentligt tema. Hvorfor bruge tiden på at diskutere EU, når nu det er Folketingets taburetter, der stemmes om?
Der er gode grunde til at ja-siden, ikke har lyst til at tage debatten, og mindst lige så mange gode grunde til at vi skal insistere på at tale EU før 8. februar.
Ja-sidens manglende lyst til at snakke EU er ikke det store mysterium. De store ja-partiers vælgere er typisk delt på spørgsmålet, og det nyeste ja-parti, SF, har måske medlemmernes opbakning, men ville nok tabe en del vælgere på at gå markant ud med et ja-budskab.
Derudover ville en reel debat om EU og EU's indflydelse på dansk politik, kunne gøre en del vælgere klogere på, hvorfor politikerne forsøger at sælge os nøjagtig samme vare pakket lidt forskelligt ind.
Problemet for alle konsensus-politikerne, hvad enten de stiller op for Venstre, Konservative, Radikale eller Socialdemokraterne, er jo, at de er rørende enige. Enige om at følge EU-kommissionens årlige anbefalinger til at ændre alt fra dagpenge til pensioner og efterløn. Enige om at binde kronen fast til euroen, og forsøge at føre samme økonomiske politik som i Euroland, enige om at EU's ambition om at blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010 skal danne model for, hvordan Danmark skal se ud i 2010. For 2010 planen, som der tales så meget om, er hverken udtænkt af Jelved, Lykketoft eller Fogh. Den kommer, som så mange andre aktuelle politiske tiltag, fra EU-systemet.
Og hvis dette ikke er nok til at få dig til at stille din folketingskandidat spørgsmål om holdning til EU, kommer der lige et par grunde mere:
For det første er mere end 70 procent af de love, der vedtages i Folketinget enten direkte eller indirekte inspireret af EU. Ønsker folketingskandidaten ukritisk at følge den kurs, der udstikkes fra Bruxelles? Alene dette spørgsmål bør gøre det væsentligt at diskutere med de kommende folkevalgte, hvad de mener om Unionen.
For det andet står vi overfor en afstemning om forfatningen, eller EU-grundloven som den også kaldes. En forfatning der er et frontalt angreb på selvbestemmelsesretten, en forfatning der satser på oprustning og stormagtsdrømme, en forfatning der presser rammerne for velfærd. EU opfordrer medlemslandene til at ratificere forfatningen senest i slutningen af 2006. Der er derfor alt mulig grund til at kende kandidaternes indstilling før krydset sættes 8. februar.
For det tredje har det afgående Folketing for nylig taget 1,2 millioner kroner af EU-oplysningsmidlerne fra nej-bevægelserne. Pengene går hovedsageligt til de store ja-partier. Lige nu rejses kravet om fair folkeafstemning, herunder krav om husstandsomdeling af forfatningsteksten, og krav om rimelige økonomiske vilkår for begge sider.
Sammensætningen af det kommende Folketing vil i høj grad være bestemmende for om disse krav bliver hørt, om de bliver taget alvorligt og om der bliver handlet på dem. Også derfor burde vi diskutere EU op til Folketingsvalget.