Der er ingen tvivl om, at imperialismen i sin nuværende fase er ekstremt farlig. Men den er ikke almægtig. Og dens evne til at handle er begrænset af såvel den egne indre modsætninger og svagheder som af den modkraft, der kan skabes af en magtfuld fredsbevægelse

af Sven Tarp, international sekretær, DKP/ML
For tre uger siden besøgte NATO's generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, Danmark. På et pressemøde oplyste han, at han var meget tilfreds med det, han havde set under sit besøg, Og han opfordrede de andre medlemmer af NATO til at følge Danmarks eksempel.
Man må spørge sig, hvad Danmark har gjort for at gøre sig fortjent til denne tvivlsomme ros fra den øverste leder af denne militaristiske organisation?
Selvsagt ikke noget godt. Hvis det havde været for 20 år siden, da Danmark førte sin såkaldte 'fodnotepolitik', der udtrykte visse forbehold over for NATO's mest aggressive planer, kunne Jaap de Hoop Scheffers ord have haft et vist positiv element. Men sådan er det ikke længere. Tiden er en anden, og der samme er Danmarks officielle politik.
Sidste år vedtog Folketinget den største militærreform siden Anden Verdenskrig. Det indebar blandt andet nedlæggelse af det traditionelle territoriale forsvar og oprettelse, i dets sted, af en hurtig udrykningsstyrke på 2.000 professionelle og veltrænede soldater, der er udrustet med de mest sofistikerede våben, og som kan sættes ind såvel inden for rammerne af NATO som af den nye EU-hær.
Men af Jaap de Hoop Scheffers mund skal man ikke kun vente ros, og han benyttede da også lejligheden til at kritisere såvel Danmark som de øvrige NATO-lande - med undtagelse af USA, England og Frankrig - fordi de efter hans mening ikke bruger tilstrækkelige resurser på militæret.

Militaristisk tænkning i dag
De ideer, som Natos generalsekretær gav udtryk for under sit besøg i Danmark, sammenfatter perfekt hovedlinjerne i udviklingen af de imperialistiske magters militaristiske og våbenmæssige tænkning i dag:
- hel eller delvis nedlæggelse af det traditionelle territoriale forsvar, eftersom der ikke længere findes nogen reel trussel mod deres grænser, efter at tidligere tiders hovedfjende, Sovjetunionen, er forsvundet;
- opfindelse, i stedet for, af en ny indbildt fjende, som kan retfærdiggøre det opskruede våbenkapløb og den stadig mere undertrykkende politik over for deres egne befolkninger;
- professionalisering og sofistikering af de imperialistiske hære og deres omdannelse til hurtige udrykningsstyrker, som kan forfølge og straffe denne indbildte fjende, hvor det end tjener deres egne økonomiske, politiske og geostrategiske interesser.
Baggrundstæppet for denne triste og ørkensløse politik er den dybe almene krise, som kapitalismen befinder sig i som samfundsøkonomisk system, og som gør, at imperialismen fører en stadig mere eksterministisk politik, der truer med at føre menneskeheden ud i hel eller delvis tilintetgørelse, hvis de anti-imperialistiske og fredsbevarende kræfter ikke kommer på højde med tidens krav.
Vi lever med andre ord ikke i en tid med fredelig samkvem og social fremgang, tværtimod. For enhver objektiv iagttager er det indlysende, at USA i dag er den stærkeste og farligste imperialisme. Det gælder navnlig under George W. Bush, hvis regering har stadig klarere nyfascistiske træk, hvad der blandt kan ses af den nylige udnævnelse af Alberto Gonzalez som statsanklager. Denne person har åbent argumentet for, at USA«s præsident har ret til at tillade tortur - og tilmed folkemord - uden at kunne blive straffet for sådanne forbrydelser.
USA er menneskehedens fjende nummer ét. Under påskud af at gøre en ende på de virkelige terroristers forbrydelser, angriber og massakrerer denne imperialisme sammen med sine allierede de folk, som ikke er terrorister, og forvandler sig på denne måde til den værste og farligste statsterrorisme, som historien har kendt.

En bevægelse for fredens alternativ
Fredskræfterne og de anti-imperialistiske kræfter må tage hensyn til denne situation og opbygge en bevægelse for et fredens og overlevelsens alternativ, som beror på kampen mod hovedfjenden. Opbygningen af en sådan bevægelse er kompliceret og fuld af fælder. For at begrænse mig til de seneste erfaringer fra mig eget land, vil jeg gøre opmærksom på to mulige typer afvigelser, som kan bringe denne noble bestræbelse i fare.
For det første er det klart, at vi bør forene alle dem, der kan forenes på et givet tidspunkt for at forsvare freden - og det er mange. Men denne bredde og nødvendige taktiske smidighed bør ikke få os til at sænke vores anti-imperialistiske faner. Erfaringen viser, at hvis fredsbevægelsen ikke har en stadig større kerne, der forsvarer konsekvente anti-imperialistiske positioner, risikerer den at miste orienteringen og tabe pusten ved hver ny kurve på vejen fremad. Det er dogmatisk at hævde, at først må vi erobre freden og dernæst får vi se, for det giver ikke ret meget mening at kæmpe mod krigen, hvis man ikke samtidig afslører og bekæmper de dybere og permanente årsager til denne krig. Og disse årsager er selve det imperialistiske system med dets forskellige militære apparater, herunder NATO.
For det andet er det helt rigtigt at udnytte de interimperialistiske modsætninger, herunder de modsætninger, som findes mellem USA og det såkaldte 'gamle Europa'. Men dette må ikke få os til - under påskud af at bekæmpe hovedfjenden - at støtte 'alternative' imperialistiske projekter såsom EU. I Danmark er der kræfter, som indtil i går var antimilitaristiske, men som i dag - som følge af manglende orienteringsevne og tillid til en ægte massebevægelses omformende kapacitet - støtter EU«s nye overnationale og imperialistiske projekt, med dets forfatning og dets nye hær, fordi de mener, at det er det eneste alternative til USA«s imperiale magt.
Men bare en hurtig læsning af den nye EU-forfatning - som mere end en forfatning ligner et regeringsprogram - fjerner enhver tvivl om, at EU også i fremtiden vil samarbejde med NATO, samtidig med at det opbygger sin egen hær og militære strategi, som beror på de samme imperialistiske principper, som styrer USA og dets krigspolitik.

Solidaritet med den irakiske modstandsbevægelse
For os er konklusionen klar: Vi må på nationalt og internationalt plan bygge en bred bevægelse mod krigen, som i centrum har en konsekvent anti-imperialistisk kerne, der blandt andet er kendetegnet ved sin internationalistiske solidaritet med alle de folk, nationer og kræfter, som kæmper mod imperialismen.
Det er særligt vigtigt at udtrykke og koordinere vores solidaritet med den heroiske irakiske modstandsbevægelse. Denne væbnede kraft udgør ironisk nok for tiden den vigtigste fredskraft, eftersom den tilføjer den amerikanske imperialisme drøje slag netop der, hvor denne har koncentreret flest militære resurser. Hermed begrænser den Bush-regeringens muligheder for at rette sin eventyrpolitik mod andre lande og folk.
Det er ligeledes en pligt at udtrykke og koordinere vores solidaritet med det palæstinensiske folk, med den bolivarianske revolution, med det socialistiske Cuba, med de fem cubanske patrioter i de nordamerikanske fængsler, med de colombianske revolutionære, med Simon Trinidad og Rodrigo Granda, fremtrædende ledere af FARC, som illegalt er blevet henholdsvis udleveret og bortført af Uribe Velez« regering, og med alle andre folk og fredskræfter, der kæmper mod imperialismen.
Der er ingen tvivl om, at imperialismen i sin nuværende fase er ekstremt farlig. Men den er ikke almægtig. Og dens evne til at handle er begrænset af såvel den egne indre modsætninger og svagheder som af den modkraft, der kan skabes af en magtfuld fredsbevægelse, som vejledes af politisk klarhed, anti-imperialisme, international solidaritet, humanisme og den videnskabelig optimisme, som altid gør det værd at kæmpe for en bedre fremtid.

Sven Tarp deltager netop nu på Verdens Sociale Forum i Brasilien, som åbnede i går. Her holder han dette oplæg i dag.