Når det drejer sig om en så nylig fortid som den anden verdenskrig, hvor man har et så moderne fænomen som en avis at støtte sig til, så bliver fortiden så levende, at det er lige ved, man synes man kan huske den. Ordene gør, at man næsten kan, og dog var man ikke født.

af Kjeld Stenum
En dag i slutningen af april 1942, godt to år efter tyskernes ydmygende besættelse af vores land, gik en tømrer og færdiggjorde dørmontering i kælderen til en overklassevilla i Klampenborg, der lige havde fået anlagt en ny haveterrasse.
Dørhullet i murværket er altid en smule større end karmen, derfor bliver der lidt fugearbejde bagefter. Men i dette tilfælde havde han fået lidt for meget fuge over døren. Tømreren greb til én af den slags nødløsninger, som man jo gør i den slags tilfælde, han gik ud og fandt et par daggamle aviser i herskabets skraldespand, Nationaltidende fra den 26. april, og Berlingske Tidende fra den 29. april, og dem stoppede han ind i sprækken, så det var nemt for mureren at pudse henover.
Så lå de der i mørket med alle deres bogstaver, og bare lå der, mens den varme krig sluttede, mens Danmark meldte sig ind i NATO og den kolde krig begyndte, mens jeg godt ti år senere kom til verden i et af Danmarks sidste huse uden indlagt elektricitet langt ude på den jyske hede, mens jeg gik i skole og voksede op, og mens mine forældre blev gamle, da Danmark meldte sig ind i EU, da muren faldt og min datter blev født, da min far døde og den kolde krig blev afløst af den verdensomfattende krig mod dæmoniserede afmægtige mennesker, den såkaldte krig mod terror.
En vinterdag næsten 63 år senere går en makker og jeg derude og renoverer, en del af renoveringen er udskiftning af de gamle kælderdøre, og derved kommer de gamle mørnede aviser igen ud i dagslys.
Det er en sand skat. Engang imellem må man undres over, hvad ord gør ved os, og hvad de gør os i stand til.
For jeg er én af den slags mennesker, der ikke kan lade være med at gå og samle ting op, og jeg har jo i mit efterhånden ikke helt korte liv fundet mange ting fra fjerne tider, som talte til mig på den ene og den anden måde, en hundrede og halvtreds år gammel halvskilling, en fire tusind år gammel stenøkse, og hvad man nu går og finder af sådanne ting.
De bringer mig nær en anden tid, nær til mennesker med livsbetingelser helt forskellige fra mine, og derfor er der noget underligt og højtideligt ved at røre ved sådanne ting. Det er næsten, som om de giver et elektrisk stød. Men ingen ting er dog som det skrevne ord.
Det gamle Babylon for eksempel - jo, arkæologien kan da fortælle os mange ting. Men det som gør, at vi er umådelig meget tættere på det gamle Babylon end på for eksempel vores egen bronzealder, selvom det er betydeligt fjernere både i tid og sted, det er, at der er skriftlige vidnesbyrd fra dette samfund.
Mest regnskaber over inddrivelsen af naturalskatten og den slags, og først fra denne Verdens første civiliserede samfunds senere periode har man lovtekster og lignende.
Når det drejer sig om en så nylig fortid som den anden verdenskrig, hvor man har et så moderne fænomen som en avis at støtte sig til, så bliver fortiden så levende, at det er lige ved, man synes man kan huske den. Ordene gør, at man næsten kan, og dog var man ikke født.
Det vi kastede os over derinde, det var naturligvis de verdenspolitiske begivenheder, store tyske flyverangreb mod Norwich, og engelske flyverangreb mod Køln, rygter om flere tyske offensiver end den på Østfronten, frygten for, at store dele af den indiske befolkning ville støtte japanerne, en frygt, der velsagtens var affødt af englændernes egen dårlige samvittighed overfor den indiske befolkning, som de selv havde begået masser af grusomheder imod, annoncering af et offentligt møde i Odd Fellow-palæet om, hvad Danmarks fortid forpligtede os til, og hvad Danmarks fremtid krævede af os.
Den slags er jo det, der først og fremmest fanger øjet hos os mænd, der er opdraget med, at slagmarker og storpolitiske scenerier er det mest sigende om verdens tilstand.
Vi lurede jo også noget på, hvordan borgerskabets aviser egentlig havde stillet sig til Hitler, vi vidste godt, at samarbejdspolitik var det store hit i de beslutningstagende kredse dengang. Da vi havde tygget nok på tingene, og ikke lige kunne finde på mere at snakke om i de aviser, pakkede jeg dem ned i min taske og tog dem med hjem.
Her fandt Charlotte, min femtenårige datter, dem en weekend. Og selvom hun godt ved noget om anden verdenskrig og nazisme og den slags, så var det ikke artiklerne om de ting, der straks opslugte hende, det var annoncesiderne, amerikanske filthatte, crepkjoler, gummistrømper og andre eksotiske beklædningsgenstande.
I begyndelsen hørte jeg ikke så meget efter, hvad hun læste op, hun er ret tøjinteresseret, og det er jeg ikke. Men da hun kom til gasgeneratorer til biler, udlejning af tørvemoser, sidevis af avertering efter ædelmetalgenstande, sågar gammelt tandguld, og den slags, kunne jeg godt se, hvor meget jeg var sprunget over, da jeg havde bladret forbi annoncesiderne.
Jo, selvfølgelig kommer man lidt nærmere til de brændende tyske og engelske byer ved at læse direkte vidnesbyrd fra den tid, hvor de fandt sted. Men dagligdag, hverdag, det er jo det, der virkelig gør fortiden levende for én, og den fandt man på annoncesiderne.
Hvad siger for eksempel ikke en overskrift som LEVEVEJ SØGES om tiden? Af teksten fremgår, at der var tale om en 33-årig ung forretningsmand, der fandt det væsentligt at gøre opmærksom på, at han var parat til alt.
Lidt længere nede endnu en annonce: RESPEKTABEL LEVEVEJ SØGES! Og hvorfor var det nu nødvendigt at gøre opmærksom på det, hvis man ønskede en respektabel levevej, filosoferer man.
Og hvad forventede man at blive tilbudt, hvis ikke man skrev ordet 'respektabel'? I et land besat af en magt, der havde brug for driftige unge mænd, som var villige til at lade sig købe til lidt af hvert?