Der er indgået en uhellig borgfred mellem valgkampens hovedaktører om ikke at gøre Irak til en stor sag i valgkampen.

af Lotte Rørtoft-Madsen
Som daglige forbrugere af både de skrevne og de æterbårne medier lever vi i disse dage i to parallel-universer.
På en og samme tid er der to valgkampe i gang på tv-skærmene, men de krydser stort set ikke ind over hinanden.
Det ene øjeblik kan nyhedsudsendelsernes udsendte rapportere fra en farce-valgkamp, som føres fjernt fra Danmark, men som et flertal af de danske folketingspolitikere har et medansvar for. I næste øjeblik hentes danske politikere og folketingskandidater ind i tv-studierne uden at blive stillet til ansvar for de ugerninger, der netop er rullet hen over skærmen.
Der er valg (det kaldes det i hvert fald) i Irak. Og der er valg i Danmark. Men om der forsøges skabt en sammenhæng, en kobling - nej, det ville vist være for meget sagt.
De folketingspolitikere, der 11. november sidste år stemte for fortsat dansk militær tilstedeværelse i Irak, rejser glade og fro landet rundt uden at blive naglet fast på den sørgelige men sande kendsgerning, at de har blod på deres hænder.

Læren fra NATO-valget i 1988
Og det er danskernes 'egen skyld'. Vi interesserer os nemlig slet ikke for udenrigspolitik, har valgforskerne fundet ud af. Og vi har slet ikke tradition for at kaste udenrigspolitik ind i valgkampe:
'Danmark har ingen tradition for at gøre udenrigspolitik til et valgtema. Vi er ikke særligt interesserede i verden omkring os,' mente lektor Anette Warring fra RUC at vide i MetroXpress 24. januar.
Tradition og tradition. En kendsgerning er det, at der i 1988 blev udløst valg på et udenrigspolitisk emne. Valget 10. maj dette år handlede om Danmarks forhold til NATO og er da også gået over i historien som 'NATO-valget'. Den siddende Schlüter-regering var på konfrontationskurs med et folketingsflertal, der gang på gang pålagde regeringen at tage forbehold for beslutninger i NATO-hovedkvarteret.
Og vigtigst af alt:
Uden for Folketingets mure havde der udviklet sig en slagkraftig fredsbevægelse, især med fokus på den danske regerings accept af, at danske havne blev anløbet af amerikanske atombevæbnede krigsskibe og mod opstilling af amerikanske krydsermissiler i Europa.
Det var denne bevægelse, der 'slog parlamentarisk igennem' med udløsningen af folketingsvalget i maj 1988 - uden at partier som DKP og Venstresocialisterne i øvrigt var eller kom i Folketinget.
Så det er altså muligt at presse udenrigspolitiske dagsordener ind i en valgkamp, hvis presset er kraftigt nok. Og hvis der er modsætninger blandt de dominerende folketingspartier.
Det er der bare ikke i dag.
I stedet er der indgået en uhellig borgfred om Irak mellem valgkampens hovedaktører - Venstre og Socialdemokratiet. Eftersom de i dag er enige i hovedlinjerne omkring den danske Irak-politik, har ingen af dem interesse i at gøre dette spørgsmål til et omdrejningspunkt i valgkampen.
Kun 'hvis danske soldater i forbindelse med valget i Irak bliver dræbt i større stil' vil billedet ændre sig, lyder de kyniske kalkuler i MetroXpress.

Danskerne reserverer sig
Selvom presset hidtil ikke har været stort nok til massivt at stille folketingspolitikerne til ansvar for krigsforbrydelserne i Irak, skal man ikke tage fejl. Den danske befolkning reserverer sig.
En måling fra midten af november måned af danskernes holdning til Irak-krigen viste et dramatisk fald i opbakningen til krigen. Den viste den hidtil største modstand mod regeringens beslutning i foråret 2003 om at støtte USA's invasion af Irak.
Analysen i ugebrevet A4 viste, at kun 36 procent anser det for rigtigt, at Danmark besluttede at deltage med soldater og materiel i krigen. Hele 56 procent er imod. Det er et stort skift siden februar 2004, hvor et flertal på 52 procent bakkede op bag den danske krigsdeltagelse.
Og det var endda før massakrerne mod Falluja. Men dog efter at en af Foghs store løgne i sin embedsperiode - løgnen om de irakiske masseødelæggelsesvåben - var blevet afsløret.
Besættelsesstyrkerne - herunder de danske - er i dag i store problemer i Irak. Modstandskæmperne angriber i stigende grad egentlige militære installationer - og de gør det koordineret og systematisk.
Derfor har Bush da også her få dage før det ulovlige farcevalg, som foregår i morgen søndag, annonceret, at det amerikanske militær bliver i Irak lang tid fremover - mindst et par år endnu for fuld styrke.
Alene den udmelding trækker tæppet væk under, at det såkaldte valg har til hensigt at give irakerne suveræniteten tilbage.

Træk soldaterne hjem nu
Med Bush-regeringens klare udmelding vil det kommende Folketing umiddelbart, når det træder sammen efter den 8. februar, stå over for et klart valg: Skal Danmark fortsat deltage i en krig, der hverken fører mod fred eller frihed for irakerne?
Det skal Danmark naturligvis ikke, og kravet om at trække de danske soldater hjem må ganske enkelt gennemføres umiddelbart.
Men bliver situationen i Irak så ikke værre? Påtager vi os så ikke et medansvar for, at den irakiske befolkning kastes ud i endnu mere usikkerhed og lovløshed?
Sådan lyder i hvert fald det socialdemokratiske argument.
- Vi stemte imod krigen i marts 2003. Da Bush forklarede, at krigen var slut, blev vi til en besættelsesmagt. Dermed har vi en række forpligtigelser over for befolkningen. Blandt andet opretholdelse af lov og orden. Vi besluttede dengang at bakke op bag besættelsen, fordi vi havde den forpligtigelse. Vi er med nu for at genoprette et samfund der er rimeligt civiliseret. (Per Kaalund, S, 11. november 2004)
Men et samfund bliver ikke 'rimeligt civiliseret ' og der kan ikke skabes 'lov og orden', når det er besat af fremmede magter.
Derfor kan der svares et klokkeklart nej til, om det ikke bliver værre hvis de 525 danske soldater trækkes hjem. Tilbagetrækning af alle udenlandske tropper er derimod den eneste måde, hvorpå der kan indledes en ny kurs i Irak.
I argumentationen imod at kræve de danske soldater hjem henvises der også til, at det humanitære arbejde og genopbygningsarbejdet vil blive hæmmet, fordi det ikke vil blive beskyttet af militærfolk eller politi.
Men problemstillingen er en helt anden:
Civilt hjælpe- og genopbygningsarbejde vil kunne gennemføres langt mere sikkert, hvis ikke det er blandet op med besættelsesstyrker. Og hvis det gennemføres af lande, der ikke har blod på deres hænder og har deltaget aktivt i besættelsen.
Der er brug for at kaste argumenter som disse ind i valgkampen her i slutfasen, så den parlamentariske borgfred om besættelsen af Irak brydes. Grundlæggende set handler det om at gøre presset for at trække de danske soldater hjem så stærkt, at det ikke kan siddes overhørigt efter valget den 8. februar.

Lotte Rørtoft-Madsen er medlem af DKP/ML's landsledelse

Den 11. november 2004 stemte et flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og Kristendemokraterne for at forlænge de danske soldaters tilstedeværelse i Irak i foreløbig seks måneder frem til juni 2005. Beslutningen åbner også for at udsende flere end de nuværende 525 danske soldater i Irak.
SF og Enhedslisten stemte som de eneste imod.