12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svinehunden i valgkampen

Svinehunden i valgkampen

Lørdag, 29. januar, 2005, 00:00:00

Anders Fogh Rasmussen nyder at sole sig i mediernes rampelys, og fortælle om de løfter han har opfyldt. Men han vrider sig, når listen over lukkede arbejdspladser, glimtvis kommer i mediernes søgelys. Der er trods alt kun få, der tror, at det er en naturlov, at arbejdspladserne forsvinder til udlandet ofte endda med statstilskud

af Jørgen Petersen, DKP/ML
Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om beskæftigelsen er et af de temaer, der kan koste den borgerlige regering stemmer. Massefyringen af slagteriarbejdere bragte åbenlyst regeringen i modvind og rettede fokus på den kendsgerning, at arbejdsløsheden er vokset markant under den borgerlige regering.
Efter at ti tidligere overvismænd har sagt, at regeringens jobplan er urealistisk, er der sået en stor tvivl ved regeringen løfter om 60.000 nye job i løbet af de næste fire år. Da denne jobplan ydermere er grundlaget for hele regeringens økonomiske politik, er det næppe en forkert antagelse, at spindoktorerne har været på overarbejde i statsministerens valgkontor.

Stop for kontanthjælp
Spindoktorerne lavede en plan, med vanlig sans for betydningen af den politiske offensiv. Anders Fogh Rasmussen foreslog at lave en uddannelsesgaranti til alle unge og samtidigt fjerne unges muligheder for at få bistandshjælp.
Allerede i dag skal unge bistandsmodtagere have tilbudt uddannelse. Det nye i statsministerens forslag er derfor truslen om at fratage de svageste unge i samfundet den bistandshjælp, som for en periode er deres eneste eksistensgrundlag.
Forslaget er både absurd og asocialt. Men det er med sikkerhed valgt med omhu på grund af dets store signalværdi. Det spiller i uhyggelig grad på myterne om de unge anden- eller tredje-generationsdanskere, som går direkte fra folkeskolen til at blive professionelle samfundsnassere. Det var således ikke en kanin, men en svinehund Anders Fogh trak op af hatten i det første duelmøde med Mogens Lykketoft i Brøndbyhallen.
Det var som bekendt den borgerlige regering selv, der afskaffede skolepraktikken. Det tvang mange unge til at afbryde en igangværende uddannelse og stille sig op i køen af bistandsmodtagere.
Som om man kan løse hele det komplicerede sæt af sociale problemer og vanskelighederne med integration gennem tvang eller ved at fratages folk deres eksistensgrundlag.
Venstre håber naturligvis at flytte det politiske fokus fra deres brudte valgløfter og samtidigt puste til modsætningerne i Socialdemokratiet og mellem Socialdemokratiet og det Radikale Venstre.

Truslen mod danskheden
Svinehunden var med til at sikre Dansk Folkeparti et godt valg for tre år siden. Fremmedhad, islamifobi eller den åbenlyse racisme er politiske trillinger. De er enæggede af karakter og fremtræder kun med hårfine nuancer ofte skabt af hensynet til racismeparagraffen, som det endnu ikke er lykkes Dansk Folkeparti at få afskaffet.
Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti har stået i skyggen i en valgkamp, som har været præget af 'præsidentopgøret' mellem Mogens Lykketoft og Anders Fogh. Som forventet tyer Dansk Folkeparti nu igen til hjælp fra svinehunden, i et forsøg på at vende de vigende meningsmålinger.
Det danske sprog er nu så truet, at myndighederne skal pålægges kun at anvende dansk i enhver kontakt med borgerne, lyder det fra Dansk Folkeparti.
Ironisk nok ligger Dansk Folkepartis eget program oversat til ti sprog på partiets hjemmeside. Truslen mod danskheden kommer åbenbart fra Pia Kærsgårds eget parti!

Boykot skal forbydes
Også SF føler sig åbenbart så klemt, at partiformand Holger K. Nielsen slap en svinehund løs. SF-formanden mener nemlig, at Hizb-ut Tahrir burde forbydes, fordi organisationen arbejder aktivt for at få herboende muslimer til at boykotte valget.
Det er et akut anfald af muslimofobi, som har ramt den EU-glade politiker. For få måneder siden fandt SF det relevant at bruge en formue på store plakater, der meddelte de forbipaserende, at SF stadig er et rødt parti. De penge er spildt. Hvad med et nyt valgslogan? Stem SF - nu også med svinehund. Det kan naturligvis suppleres med biografreklamer med Holger K. Nielsen, hvor han forklarer, hvorfor demokratiet må afskaffes for at forsvare demokratiet.
Og nu vi taler om svinehunden, så skal det naturligvis også nævnes, at der er blevet offentliggjort en valgvideo med klip fra Bertel Haarder, der som bekendt har sin egen kennel for avl af svinehunde med jakkesæt og slips. Det har fået den pæne minister til at bryde ud i et sandt raseri. Tænk engang hvor beskidt valgkampen er blevet i Danmark. Der er nogen der tillader sig at hænge en minister op på ting, han selv har sagt og skrevet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp