12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop udflytning

Stop udflytning

Onsdag, 02. februar, 2005, 00:00:00

Staten bør overtage de lukkede slagterier. Hvis danske kapitalister ikke vil videreføre gode arbejdspladser, der skaber værdier og indtægter til samfundet, må staten tage over og sikre at virksomhederne og den oparbejdede knowhow bliver i Danmark

fra DKP/ML Århus
Under valgkampen har politikere valfartet til Nordjylland som en anden flok guldgravere. Men der er ikke fundet guld. Virkeligheden er, at de er oppe for at levere valgflæsk i kilovis, på Danish Crown der lukker. Men ingen af de mange løfter om omskoling og efteruddannelse skaffer arbejdspladser.
To ud af tre danskere kræver, ifølge en undersøgelse foretaget af instituttet Zapera, at regeringen griber ind over for udflytning af arbejdspladser. Alligevel ser vi, at fagbevægelsen, Dansk Industri og det meste af Folketinget hilser udflytningen velkommen i globaliseringens navn.
Den 1. maj lukker Danish Crown slagteriet Tulip i Ringsted, fordi de ansatte ikke vil gå 15 procent ned i løn. En hævnaktion fra koncernledelsen på slagteriarbejdernes kamp for at bevare deres tilkæmpede løn og arbejdsforhold. Slagteriet giver ikke underskud, men kan få arbejdet udført i Tyskland til en langt lavere løn.
Hvis Danish Crown ikke vil fortsætte et moderne, effektivt og profitskabende slagteri, må den danske stat tage over. Staten må garantere, at produktionen fortsætter med de hidtidige vilkår for de ansatte.
En videreførsel af slagteriet giver kun plusser i det samfundsmæssige regnskab. Vi beholder arbejdspladserne, værdiforøgelsen og eksportindtægterne. Vi undgår samtidig at Danmark drænes for den værdifulde knowhow og teknologi inden for fødevareforædling.
Den bedste internationale solidaritet vi kan vise, er at sætte hælene i og stoppe udflytning af arbejdspladser. Siger vi effektiv nej til virksomhedslukning og lønnedgang, vil det få gejsten op blandt arbejdere i andre lande der også er presset af liberalismens globalisering.
Virksomhed efter virksomhed lukker og flytter sin produktion til udlandet, hvor blandt andet lønnen er meget lavere end i Danmark. Mere end 11.000 arbejdspladser alene inden for industrien er det sidste år forsvundet ud af landet. Et fald på tre procent.
Udflytning af arbejdspladser er renlivet klassekamp. Udflytning rammer arbejderne, og det danske samfund mister værdierne af arbejdspladserne. Værdiskabelsen i samfundet bliver mindre, og dermed undergraves grundlaget for vores velfærd. Samfundsmæssigt er der ikke et eneste argument for at udflytte arbejdspladser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp