Hvorfor vil hverken Venstre eller Socialdemokratiet appellere til de socialt dårligst stillede vælgere? Er vi allerede derhenne, at disse mennesker er marginaliseret i forhold til den politiske proces?

af Karen Sunds
Et af de mest slående træk i den folketingsvalgkamp, som nu lakker mod enden, er det faktum, at der stort set ikke er udstedt et eneste valgløfte fra de to 'præsidentkandidater' til de socialt svageste grupper i samfundet.
Og her taler vi ikke om en lille gruppe hjemløse og narkomaner, men om de 325.000 mennesker, der ifølge Socialforskningsinstituttet er så fattige, at de lider afsavn i deres hverdag: Enlige forsørgere, arbejdsløse på kontanthjælp, førtidspensionister, folkepensionister, indvandrere på starthjælp.
Fogh og Lykketoft kappes om at overgå hinanden i deres løfter til den gruppe vælgere, som er i arbejde og har en årsindtægt, der ligger godt over 250.000 kroner. Væk med mellemskatten, højere indkomstgrænse, før der skal betales topskat, et stort jobfradrag, lyder det i kor fra disse politikere.
Men hvad er der i posen til folk på overførselsindkomst?
For det første har gruppen fået det markant dårligere under Fogh-regeringen. Det har Socialpolitisk Forening og CASA for nylig dokumenteret i den nye sociale årsrapport for 2004. Årsagen er en hel række nedskæringer i kontanthjælpen for udvalgte grupper. Også Socialdemokratiet har været med i et forlig om at skære kontanthjælpen til bistandsmodtagere efter seks måneder.
Og de valgløfter, der gives nu til folk i arbejde, i form af et højt jobfradrag, rammer direkte mennesker på overførselsindkomst, fordi deres indkomst nu skal reguleres efter en lavere lønudvikling. Ikke et eneste løfte om en konkret forbedring, kun udsigt til at blive hægtet endnu mere af indkomstudviklingen.

De socialt ekskluderede
Man må spørge: hvorfor vil ingen af de potentielt regeringsbærende partier appellere til denne store vælgergruppe? Hvorfor er de tilsyneladende uinteressante som vælgere? Er vi allerede derhenne, at disse mange mennesker er blevet marginaliseret i forhold til den politiske proces?
Vi kender så udmærket fænomenet fra USA, hvor en meget stor del af befolkningen, nemlig den fattigste del, simpelthen ikke stemmer ved et præsidentvalg. Et valg har ikke noget med deres liv og hverdag at gøre. Det er to adskilte verdener. De tror ganske enkelt ikke på, at det er muligt at blive hørt ad den vej.
Så galt er det endnu ikke i Danmark. Men spørgsmålet er, om vi på vej derhen.
Socialforskningsinstituttet og andre har flere gange undersøgt og fundet, at en store gruppe af fattige, i stigende grad bliver marginaliseret i det almindelige politiske og aktive liv. Omkring 100.000 mennesker er såkaldt 'socialt ekskluderede'. De har ikke penge og overskud til at engagere sig. Dét, at få dagen og vejen til at hænge sammen, tager alle kræfterne. Fattigdommen bliver en hindring for at deltage i den demokratiske proces.
Vælgerundersøgelser viser, at mens andelen af sofavælgere blandt folk, der er i arbejde, ligger på 14 procent, er andelen blandt langtidsarbejdsløse på kontanthjælp helt oppe på 50 procent. For førtidspensionister er det 30 procent.
Og nu har vi så en valgkamp, hvor politikerne i uhyggelig grad med deres politik og iscenesættelse, skubber yderligere til hele denne marginalisering. Enhver langtidsarbejdsløs kan da kun blive bekræftet i, at ingen ønsker at høre hans mening om, hvad der skal op på den politiske dagsorden. Og der er ikke de højlydte protester over at blive skubbet ud i glemslens mørke. For som Jørgen Goul Andersen formulerer det: 'Disse mennesker gør jo ikke meget postyr af sig'.

Manipuleret virkelighed
Ikke så længe jeg kan huske, har vi oplevet en valgkamp, hvor medierne i den grad kan manipulerer et billede af virkeligheden frem, der adskiller sig fuldstændig fra den virkelighed, der leves udenfor spotlightet.
Når Fogh stikker valgløfter til 24 milliarder kroner ud, hviler spotlyset på netop denne lokkemad. Mens den sandhed, at løfterne blot skal betales med sociale nedskæringer ude i kommunerne, bliver holdt ude i det dybe mørke. Det samme med valgløftet om, at du allerede efter en måneds ventetid ved det offentlige sygehus kan kræve behandling på et privat hospital på det offentliges regning. Det lyder gavmildt. Men i realiteten er det ikke andet, end at forgylde privathospitalerne, hvad der i sidste ende suger enorme ressourcer ud af det offentlige sygehusvæsens pengekasse, og skaber dårligere behandling af befolkningen som sådan.
Det er i uhyggelig grad blevet en amerikansk valgkamp.