Bør alle vi, der kalder os kommunister, ikke bruge de sidste dage i kampen for at styrke liste Ø?
af Jørgen Tved, Frederiksværk
En af mine bekendte her i Frederiksværk, afslørede for nylig, at ham havde stemt på SF ved de sidste valg. Nu var han i tvivl. Hvor skulle han stemme. Han er modstander af EU.
Jeg tror jeg blev forkert i ansigtet. Jeg havde gennem flere år opfattet ham som kommunist og ved, at han engang har stemt på Fælles Kurs. Ak ja hvor godt kender man sine venner. Med store bogstaver fortalte jeg ham, at kommunister naturligvis stemte på Enhedslisten, der er simpelt hen ikke andre muligheder.
Jeg må så tilstå, at jeg undrer mig over, at Enhedslisten ikke har betydelig større tilslutning, hvis man skal lægge de mange meningsundersøgelser til grund. Nok ser det ud til at de går frem med et mandat, men deres tilslutning ligger kun omkring de tre procent.
Er der flere organiserede som uorganiserede kommunister, der i den nuværende situation kan være i tvivl om hvor krydset skal sættes? Bør alle kræfter ikke sættes ind, for at give både regeringspartierne, men også socialdemokratiet og SF, en på hatten de kan mærke. Bør alle vi, der kalder os kommunister, ikke bruge de sidste dage i kampen for at styrke liste Ø?
Jeg har selv været meget kritisk over for denne liste, og jeg kan sagtens finde punkter i deres optræden og program, som efter min opfattelse er forkert, men jeg mener også, at Enhedslisten bevæger sig i netop den retning, med en stadig mere klar antikapitalistisk holdning, som jeg ønsker.
Jeg møder heller ikke den kolde antikommunisme, når jeg af og til støder på Enhedslistens kandidater, højst et manglende kendskab til hvad kommunisme er for en underlig størrelse. Tillad mig at anbefale alle gode kræfter at slå et slag for mange stemmer til liste Ø den 8. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278