Når først krigsfangen mister sine rettigheder, vil alle til sidst blive krigens fange

af Patrick Mac Manus, forfatter og talsmand for Foreningen Oprør
En langvarig krig, skjult og uden offentlig indsigt. Det er perspektivet. En krig uden slagmark, uden fronter. En ukonventionel, hemmelig krig med skjulte fængsler og krigsfanger, der ikke anerkendes. En krig, der i sin nye form sætter de konventioner under pres, der udsprang af tidligere krige.
I 'krigen mod terror', som af dens strateger opfattes som nærmest permanent tilstand, udviskes forskellen mellem fredstid og krigstid, ligeledes adskillelsen mellem militær og sikkerhedspolitisk organisation og civil status. Her fuldbyrdes udviklingstendenser i relationen mellem krig og samfund, der kan iagttages igennem det sidste århundrede. Det er civilsamfundets endeligt, der er det truende perspektiv.
Til nedbrydning af krigens konventioner svarer en tiltagende retskulturel forfald i de krigsførende samfund. Også her mister civilsamfundet i stigende grad sin beskyttelse mod statsmagten. Tilvæksten i hemmelige procedurer i retsplejeloven, der er blevet stærkt kritiseret af retseksperter, afspejler de nye vilkår.
Den social-liberale stat viger for sikkerhedsstaten. Sociale og politiske løsningsmodeller trænges i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser og indskrænkninger i borgeres retsbeskyttelse. Det synes at være en regel, at jo større deregulering på det socialpolitiske felt i bredeste forstand, jo større bliver den statslige repressionstilbøjelighed.
Den sikkerhedspolitiske tendens går igen i både den indenrigspolitiske tilgang til kriminalitet og migration og i den udenrigspolitiske tilgang til opretholdelsen af det internationale system som ramme for en global liberalistisk økonomi. Og imens bærer havet ligene af de flygtende ind på en ugæstfri kyst.
I sidste ende retter den såkaldte 'krig mod terror' sig mod en folkelig modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro, ydmygelse og tab. Terrorlovgivningen og 'krigen mod terror' er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den globale økonomiske dagsorden.
Også i den internationale bistandspolitik vinder dette sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller. I en bevægelse bort fra en hidtidig humanitær ideologi er den internationale bistandspolitik nu i mindre grad rettet mod en bekæmpelse af fattigdom, end mod en bekæmpelse af de fattiges oprør. De fattiges potentiale som terrortrussel er rykket i forgrunden.
Magtanvendelse, hvor åben krig og besættelse vil være undtagelsen i forhold til krigens mere tilslørede former, er nutidens udenrigspolitiske horisont. I de krigsførende samfund vil krigen snige sig ind i hverdagen i en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, i en ny normalitet, hvor hidtidige normer nedbrydes.
Og her er det tilfældet, at når først krigsfangen mister sine rettigheder, vil alle til sidst blive krigens fange.