Hvis individet udfolder sig, vil det af sig selv være til gavn for alle andre. Og hvis det sker på basis af markedskræfterne, så har vi et samfund uden problemer.

Er det ikke naturkatastrofer, der skyller over menneskeheden er det springfloder af lykke - tilmed midt i valgkampen.
Verdens sande tilstand af lykke er netop blevet offentliggjort. Ifølge den ligger danskernes lykke helt i top - vi er verdens lykkeligste mennesker. Det er da lidt af en nyhed. Hvad vil vi så mere?
Folkene bag World database of happiness har offentlig gjort deres lykkemåling, der er gennemført i 112 lande for perioden fra 1946 til 2004. I 1973 fik vi 7,8 i dag har vi 8.
Der er benyttet en skala fra 1 - 10, hvor 1 er en tilstand af dyb depression og hvor 10 er ultimativ lykke. På de næste pladser - efter os - ligger Schweiz og Malta, som vi har overhalet siden sidste år. De ulykkeligste er angiveligt mennesker i Tanzania, Zimbabwe, Moldova, Ukraine og Armenien.

Hvad er det så, der giver pote og gør os til verdens lykkeligste? Ifølge den hollandske forsker, der står bag, er det, fordi Danmark er et højindkomstland med demokrati, et ukorrupt politisk styre, en udstrakt grad af frihed, hvor folk kan skabe deres eget liv, og så er vi tolerante.
Vi må dog se i øjnene, at der er langt fra 8 til den ultimative lykke på 10, hvilket selvfølgelig bør være målet. Og mon dog ikke at hvis vi når 9, så kan vi også få øje på lykke til både 11, 12 og 13! Sådan udvikler det sig jo.
Men hvordan kan vi være så lykkelige? Vi står jo lige midt i suppedasen med et valg, der er sat op til - Fogh eller Lykketoft. Der er ikke så mange år siden, at et hverdagsvalg stod mellem Hof eller Tuborg.
Der blev lavet mange væddemål og målinger på, hvad der var bedst - hvor lykken var størst. Det var en illusion. I dag, hvor ølkulturen breder sig, ved vi bedre. Vi har smagt det gode øl med den kraftige smag, der gør lykken nærværende.
Lykke er imidlertid en svær konstruktion. Den engelske filosof og politiker Jeremy Bentham - der levede fra 1748 til 1832 - søsatte utilitarismen, der er en lykkemoral.
Enkelt udlagt skulle samfundet indrettes efter at producere mest mulig lykke til fleste mulige. Lykkesummen var altså samfundets succeskriterium.

Men hvad lykke er, det kan kun den enkelte afgøre. Han mente at individerne ville afstemme deres interesser indbyrdes. Indgreb i den enkeltes frihed kunne kun ske, hvis det førte til en forøgelse af lykkens totalsum, der blev beregnet som summen af borgernes nydelse fratrukket ubehag.
Der er noget Fogh-kling-klang i det her. En liberalisme baseret på princippet om at hver er sin egen lykkes smed. Hvis individet udfolder sig, vil det af sig selv være til gavn for alle andre. Og hvis det sker på basis af markedskræfterne, så har vi et samfund uden problemer - det være sig miljøproblemer, økonomiske problemer og så videre.
Problemerne skyldes angiveligt kun statens eller slavefællesskabets indgriben. Alligevel holder Fogh meget af staten og den politiske magt.
Og så længe det er et personligt projekt baseret på kontrakter med klassefæller, er det ok. Pragmatismen kom til udtryk i ugens løb, da han erklærede i en tale til Danmarks Liberale Studenter:
- Moderne mennesker gider ikke finde sig i standardløsninger. Jeg vil hellere tage mit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at putte alle mine løsninger ind i en liberalistisk tænketank.
Når vi ser på resultatet og bliver proppet med retorikken, så breder ubehaget sig. Ulykken lurer rundt om hjørnet.