Det er tankevækkende, at de bedste indspark i valgkampen slet ikke skyldes store og firefarvede annoncer, men ægte aktivitet og bevægelse.

af Birthe Sørensen, redaktør
- Jeg er ked af at Danmark i fire år mere skal trækkes med en borgerlig regering, som skal holdes oppe af Dansk Folkeparti. Nu ligger vejen åben for et samfund, hvor der er langt mere privat og mindre fælles.
Således lød ordene fra Mogens Lykketoft på valgaftenen, da han i en stærkt følelsesladet tale annoncerede sin afgang som Socialdemokratiets formand. Jeg er enig og kan hun have respekt for den måde, Lykketoft tog sit nederlag på - men enig i analysen af, hvad der gik galt, bliver vi næppe.
Socialdemokratiets nederlag skyldes ikke først og fremmest medierne, selv om det også er rigtigt, at Fogh-regeringen er blevet båret frem, og at der er fokuseret alt for meget på præsidenter og mindre på politik.
Hovedårsagen til Socialdemokratiets store nederlag må søges i den oppositionspolitik - eller rettere mangel på opposition - som er ført siden den borgerlige regering kom til magten. Socialdemokratiet har fortsat den udvikling, der har været i gang længe - væk fra et klasseparti over til et nyliberalt midterparti. En udvikling, som hverken Lykketoft eller andre i partitoppen har betvivlet rigtigheden af.
I den samme proces har fagbevægelsen løsnet båndene til Socialdemokratiet og LO har trukket millionerne. Selv om det er rigtigt, at fagbevægelsen ikke skal være en stempelmaskine for et enkelt parti, har det imidlertid kun resulteret i mere apolitisk forbund og lokalafdelinger. Store dele af fagbevægelsen har reelt været usynlig i denne valgkamp - ikke mindst LO.
Fagligt Ansvar har som en ny og ung bevægelse slet ikke været i stand til at løfte de opgaver, som en valgkamp stiller. Måske også fordi mange af de socialdemokrater, som også er i denne bevægelse, har haft svært ved at finde deres egne ben i et valg mellem partiloyalitet og en kampagne for de krav, der er opbakning til på arbejdspladserne.

Ægte aktivitet og bevægelse
De mistede millioner har muligvis givet problemer for Socialdemokratiet. Men det er tankevækkende, at de bedste indspark i valgkampen slet ikke skyldes store og firefarvede annoncer, men ægte aktivitet og bevægelse.
Da slagteriarbejderne i Hjørring gik i strejke i protest mod lukning af deres arbejdsplads, gav det ekko over hele landet. Ligeledes gjorde hjemmehjælpernes kamp mod minuttyranniet, som også blev understøttet af arbejdsnedlæggelser i Aabenraa og Bov. Bedre end mange annoncer formåede de to arbejdergrupper at få sat en dagsorden.
Det samme gjorde den unge 'Stop-Nu' bevægelse, som for alvor fik sat uddannelsesproblematikken på dagsordenen. Og deres indsamlede 20.000 kroner til en uvildig undersøgelse fik langt større effekt end nogen annoncekampagne kunne have gjort.
Endelig var der de 300 kunstnere og intellektuelle som indkaldte til en demonstration mod krigen i Irak. Selv om de ikke ligefrem blev båret frem af medierne, var de alligevel med til at sikre, at dette vigtige spørgsmål blev et emne i valgkampen.
Det er disse eksempler, som peger fremad og viser noget om den vej, vi skal gå i opbygningen af enheden mod højre. Men vi må også se i øjnene, at vi i dag er alt for splittede og spredte til for alvor at få sat en dagsorden, som kan gøre op med den liberale hærgen.

Klare standpunkter
Og hærgen bliver der. Det viste allerede partilederrunden på valgaftenen. Efter at diskussionen om kommunalreformen har været stort set fraværende i valgkampen, erklærede Fogh Rasmussen frejdigt, at nu har vælgerne haft lejlighed til at tage stilling til reformen, som nu med fuld kraft skal føres ud i livet.
Resultatet bliver omlægninger, privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor. Og næste skridt vil være rapporten fra Velfærdskommissionen, som vil lancere en række såkaldte nødvendige reformer af velfærdssamfundet. Efter at regeringens skattepolitik har udhulet hele grundlaget for den offentlige sektor, vil vi blive præsenteret for en kendsgerning - det vil ikke længere være råd.
Som et af de få lyspunkter i en sort tid er Enhedslistens fremgang. De bliver honoreret for deres klare standpunkter, både i velfærdskampen og i forhold til krigen i Irak. Men også i forhold til kampen mod EU-forfatningen - som samtidig rammer SF som en boomerang.
Også fremgangen for det Radikale Venstre er udtryk for opbakning til de klare standpunkter, ikke mindst i flygtninge-indvandrer-debatten. Den anstændige humanisme lever stadig i dette parti, som desværre også er en særdeles tvivlsom allieret for arbejderklassen.
Og arbejderklassen er det, som har nøglen til at vende udviklingen. Skal det lykkes kræver det en kæmpende og målbevidst fagbevægelse - og en politisk fagbevægelse, som evner at skabe klarhed i en forvirret tid. Som evner at tale til de øjensynligt store dele af arbejderklassen, som i øjeblikket ser Dansk Folkeparti og Venstre som løsningen. Som evner at give parolen 'Enhed mod højre' kød og blod, saft og kraft.