Grise er følsomme og intelligente dyr. Kommer en gris for eksempel til at lugte griseblod, før den slagtes, bliver den aldeles vild, og dens kød bliver uspiseligt. Kom ikke og sig, at moderne dyretransport ikke påvirker kødkvaliteten!

af Kjeld Stenum
Er der andre end mig, der har tænkt ved det, eller er det bare noget, jeg bilder mig ind? At når man køber for eksempel kødpålæg, er der bestemte produkter, man kan være sikker på at få mavekneb af?
Det at de alligevel en gang imellem dumper ned i kurven i Netto eller Fakta skyldes dels, at der hele tiden dukker ny produkter op, som man skal prøve, og hvor man først begynder at stille spørgsmålstegn ved produkterne, når de tredje gang har givet mavekneb.
Dels skyldes det fortravlethed. Et eller andet skal man jo hitte på at komme på den forbandede madpakke, folk puffer og skubber her lige efter fyraften, hvor man køber ind, og man hiver let noget ned, som man egentlig allerede var betænkelig ved.
Men disse ting er kun overfladiske forklaringer. Først og fremmest dumper de jo ned i kurven, fordi de er der. Med al deres fordærv og dårligdom. Et fordærv og en dårligdom, som skyldes præcis det samme som størstedelen af al anden fordærv og dårligdom i vores samfund.
Nemlig den almindelige centralisering og effektivisering, som al kapitalisme jo har tendens til at udvikle, men som kapitalismens moderne superredskab EU i særlig grad fremmer i disse år. Nogen siger, EU har en etisk dimension, og det er muligt at arbejde for sociale målsætninger og velfærd i EU.
Men det er, fordi de kun ser på den politiske beslutningstagnings overflade, de ser ikke på den produktionsmæssige side af sagen. Og det er den, der bestemmer udviklingen. Nu havde EU for et års tid siden dyrevelfærd på dagsordenen, og nogen forsøgte at få bare nogenlunde anstændige regler for dyretransport over lange afstande.
Lad os nu sige, de havde fået noget ud af deres bestræbelser, hvilket de ikke fik, men hvis de havde fået, ville det så ikke have bevist, at EU har en etisk dimension? Nej, for etiske regler er noget, man først begynder at bekymre sig om, når de etiske problemer i det hele taget er holdt op med at løse sig af sig selv.
Og at de er holdt op med det, skyldes jo netop EU. Når slagterierne lukker her i landbrugslandet Danmark, hvor der lever mere end dobbelt så mange svin som mennesker, så er man sgu nødt til at køre grise over lange afstande.
Samtidig læsser man flere og flere grise på lastbilerne, i dag er det almindeligt at køre med dem i to etager. Hvad betyder ikke bare den lille besparelse, der ligger i, at vognmanden kan nøjes med at køre én i stedet for to gange, af forringet kødkvalitet?
Grise er følsomme og intelligente dyr. Kommer en gris for eksempel til at lugte griseblod, før den slagtes, bliver den aldeles vild, og dens kød bliver uspiseligt. Kom ikke og sig, at moderne dyretransport ikke påvirker kødkvaliteten!
De eneste, der har det fint med moderne fødevareproduktion, det er bakterierne. Grise er meget mere tilbøjelige til at blive syge, hvis man propper for mange af dem sammen på for lidt plads og giver dem for ringe udfoldelsesmulkigheder, præcis som vores børn er det, når vi gør det samme ved dem i børnehaver og vuggestuer.
For at løse det problem bruger man medicin på grisene, det giver resistente bakterier, hvis miljøet er stort nok til at udvikle dem, og det er det netop i moderne stordrift.
Vi ved godt, hvad der er sundt og godt og etisk rigtigt at spise. Men vi er alligevel med til at træde møllen rundt, for vi vil gerne have billigt grisekød i Netto, vi er jo nødt til at acceptere nul lønstigning, mens alt andet stiger, og opskruet arbejdstempo og mere arbejdstid også, hvis ikke også vores arbejdspladser skal ryge udenlands ligesom slagteriarbejdernes.
Det handler alt sammen om tid. Moderne kapital er tid slet og ret. Livskvalitet er tid. Moderne masseproduktion gør materielle goder så værdiløse, at selv den fattige i vores del af verden får sin del.
Måske tåler hans/hendes rent materielle status og private forbrug ligefrem sammenligning med den riges. Men fattigdommen er der, fattigdom er fattigdom på tid. Den fattiges tid er bortdisponeret og planlagt af bankerne og kreditforeningerne, hvor han/hun har sine lån til hus og bil, allerede før han/hun selv har taget stilling til den. Der skal bankes renter og afdrag af. Og vi må nøjes med at drømme om masser af tid.
Nøjes med at købe brød i Føtex, der har gæret natten over og er bagt i stenovn og emmer af god tid. For give os tid til at bage det selv, det går slet ikke. Vi har ikke tid. Og det brødkorn, vi kan købe, det har heller ikke haft tid, det er både stråforkortet og vækstfremmet, så brødet ville alligevel ikke komme til at smage, som det skulle. Vi har ikke tid. Det er fattigdommen.
Det er slaveri så effektivt som i Romerriget og betydelig mere brutalt. De fattige i den tredje verden misunder os på afstand for alle vores materielle goder og stræber efter at komme til vores lande, men lykkes det på en eller anden måde for dem at få adgang til vores ugæstfri kultur, begynder de hurtigt at længes hjem. På grund af den ensomhed, de stadig er levende nok til at opleve, at vi lever i heroppe midt i vores evindelige optagethed, på grund af den brutale måde, hvorpå vi behandler vores gamle og vores børn, på grund af vores mangel på tid, simpelthen.
Det er muligt, de var fattige derhjemme, men de var dog rigere end os, rigere på tid.
Det statussymbol, som den moderne velhaver signalerer, det er masser af tid.
Tilbagetrukkethed fra dagligdagens detaljer i sin ledelsesstil, koncentration om det spændende, at tænke de store linjer og de kreative tanker. Tid til først at møde til sit direktørjob, når børnene er kørt i skole, tid til at engagere sig i forældremøder, til familien. Tid til motion, til sundhed.
Måske ligefrem tid til kreativ kokkerering i eget køkken med kvalitetsråvarer. De ser ikke så forskellige ud fra dem, du og jeg køber i Netto. Men tro ikke, han/hun ligner dig eller mig, og tro ikke, maden er, som den vi køber i Netto. Der er forskel på fisk. Der er oceaner af forskel.