Det må være på tide at få løn og pris på bustransport op på rimeligt leje, så man også der kan leve af en 37 timers arbejdsuge
af Torben Joconde, formand Turistchaufførernes Landsklub
Pressen belyser to forskellige tilfælde af ulykker, hvor midaldrende chauffører får ildebefindende, med trafikuheld til følge.
Jeg tror ikke det er de sidste ulykker af den karakter, vi kommer til at se, før man indser, at lønnen skal hæves op på et niveau, hvor man kan leve af at være chauffør på normal tid (37 timer).
Chauffører på store biler (busser, lastbiler og vogntog) er super professionelle, men lønningerne halter uhjælpeligt bagud, ikke mindst som følge af privatisering for så vidt angår den kollektive transport. Dette afføder, at mange må arbejde urimelig længe for at holde en normal indkomst, og flere fagforeninger oplever medlemmer blive langtidssygemeldt på baggrund af stressrelateret nedslidning.
Chauffører der kører eksportkørsel med store lastbiler, er lønnet på en slags akkord med delvis betaling pr. kilometer. Og chauffører i turistbusser er timelønnede eller i international kørsel lønnet pr. udedøgn.
Tager man en turistchauffør, får han ved international kørsel 1200 kroner pr. døgn, og det er før skat, så skal man kunne følge med som forsørger og chauffør, skal man knokle en vis legemsdel ud af bukserne, og det giver stress, overtræthed, og deraf følgende ulykker.
Det skyldes, at priserne i turistbranchen er presset helt i bund, da firmaerne med djævlens vold og magt skal have materiellet ud og rulle, så hellere sænke priserne helt urealistisk og tjene lidt end at have for to til tre millioner kroner bus stående hjemme.
Det må være på tide at få løn og pris på bustransport op på rimeligt leje, så man også der kan leve af en 37 timers arbejdsuge. Tager man en turistchauffør og sammenligner med en pilot, er lønnen cirka 15 procent af pilotens, men hvor stor er ansvarsforskellen? Men stressfaktoren er væsentlig større hos de fleste chaufførgrupper.
Nu må der stilles krav til branchen, inden der kommer flere lig på bordet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278