Koreas folk fejrer i februar 2005 lederen af Den Demokratiske Folkerepublik Korea kammerat Kim Jong Il. Han fylder 63 år den 16. februar, der samtidig er fridag i Nordkorea
af Anders Kristensen formand for Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea
Kim Jong Il beklæder den højeste post i Nordkorea - formand for Den Nationale Forsvarskommission og han er samtidig leder af landets ledende parti - Koreas Arbejderparti.
Formand Kim Jong Il blev født den 16. februar 1942 i en anti-japansk guerillalejr i bjergegn nær det berømte Paekdusan bjerg tæt på byen Samjiyon i Ryanggangprovinsen i det nordligste Korea.
Hans far er Nordkoreas grundlægger, præsident Kim Il Sung, der døde i 1994. Hans mor er den berømte revolutionære kommunistiske modstandskvinde og helt Kim Jong Suk, der døde af sygdom allerede i 1949 få år efter Koreas befrielse.
Efter Koreas befrielse i 1945 flyttede kammerat Kim Jong Il med familien til Pyongyang. Efter almen skolegang blev Kim Jong Il student på Kim Il Sung-universitetet i Pyongyang i årene 1960-64. I 1961 blev han medlem af Koreas Arbejderparti. Efter universitetet blev han ansat i partiet. Først som instruktør og senere anvancerede han efter nogle år til kontorchef i en afdeling i partiets centralkomites administration.
I 1973 blev Kim medlem af partiets centralkomite og året efter medlem af politbureauet. I 1980 blev kammerat Kim Jong Il på Koreas Arbejderpartis 6. kongres valgt til at bestride poster helt i toppen af partiet: Medlem af politbureauets præsidium, medlem af centralkomiteens sekretariat og medlem af partiets centrale militærkommission. I 1982 blev kammerat Kim Jong Il valgt ind i Den Øverste Folkeforsamling (parlamentet).
Senere i 1990 blev Kim valgt som næstformand for Den Nationale Forsvarskommission og 3 år senere i 1993 blev han formand for denne kommission. I 1991 blev kammerat Kim Jong Il udnævnt som øverstkommanderende og marskal for Koreas Folkehær. Og endelig blev Kim Jong Il valgt som generalsekretær for Koreas Arbejderparti i 1997 - en post der grundet 3 års sorg havde været ledig siden den tidligere generalsekretær Kim Il Sungs død i 1994.
Ved en forfatningsændring i 1998 blev det fastslået at, at titlen præsident for evig tid skulle tilhøre afdøde præsident Kim Il Sung - grundlæggeren af det socialistiske Korea. Derefter blev posten som formand for Den Nationale Forsvarskommission (som Kim Jong Il allerede bestred) gjort til den højeste post i republikken.
Kammerat Kim Jong Il har igennem årene udgivet en lang række bøger om politik, om ideologi, om videreudvikling af Juche-ideen og om vejen til genforening af det delte Korea.
Kammerat Kim Jong Il underskrev i Pyongyang i 2000 Nord-Syd Fælleserklæringen om Koreas Genforening sammen med Sydkoreas daværende præsident Kim Dae Jung. En historisk erklæring, hvis indhold vi de sidste fire et halvt år har set langsomt, men sikkert i gang med at blive implementeret. Jernbaner, veje og telekommunikation står foran at skulle åbnes, ligesom samhandel og kulturel udveksling mellem de to tidligere hermetisk tillukkede sider af demarkationslinjen mellem Nord og Sydkorea.
Under kammerat Kim Jong Il's ledelse har befolkningen i Nordkorea overvundet den største natur- og hungerkatastrofe i landets nyere historie. Det er sket under ekstremt vanskelige betingelser med afbrudte samhandelsrelationer efter USSR's fald i 1990'erne, og en konstant og aggressiv blokade, konfrontation og krigstrusler fra USA.
Folket i Nordkorea er således nu i fuld gang med genopbygningen af det socialistiske Korea. Formand Kim Jong Il har som leder af Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Koreas Arbejderparti og Koreas Folkehær dygtigt overvundet adskillige krigstrusler og kriser i forhold til USA-imperialismen. Herunder den seneste krise, der startede med Bush-regeringens 'stempling' af DDF Korea som tilhørende 'ondskabens akse'.
Kammerat Kim Jong Il har formået at skabe respekt om Nordkorea og dets folk, og gjort det tydeligt, at republikken aldrig vil underlægge sig USA's verdensherredømme eller acceptere en genforening af Korea a la 'Tysklandsmodellen'.
Venskabsforeningen ønsker kammerat Kim Jong Il og det koreanske folk varmt tillykke med dagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278