Vi tager afstand fra alle påstande om at lønnedgang vil sikre danske arbejdspladser
fra 3F Grafisk - Randers
Generalforsamlingen i 3F Grafisk - Randers afdeling har på sin generalforsamling, lørdag den 5. februar 2005, drøftet de stadige angreb på de danske arbejdspladser og forholdene for de danske arbejdere, og har enstemmigt vedtaget nedenstående udtalelse.
Vi skal på det kraftigste tage afstand fra den kampagne man fra visse arbejdsgiverorganisationer, heriblandt Emballageindustriens Arbejdsgiverforening, er fremkommet med, og som alene har det formål at forringe de løn- og arbejdsforhold, der i dag gør Danmark til et land med en rimelig levestandard.
Vi tager afstand fra alle påstande om at lønnedgang vil sikre danske arbejdspladser.
Det vil aldrig - vi gentager - aldrig blive tilfældet, at vi som land hverken kan eller skal overleve ved at forringe levestandarden og arbejdsmiljøet, for at kunne konkurrere med udlandet.
Vi skal til gengæld overleve i kraft af vores viden og gode, stabile og effektive arbejdsstyrke, og det må derfor være et krav, at også arbejdsgiverne snart indser, at uddannelse af sine medarbejdere ikke er en udgift, men en investering.
Med en arbejdsstyrke, der føler sig tryg i sin ansættelse, og føler man har en ledelse, som arbejder for at sikre virksomhedens fremtid - og vel at mærke en fremtid, hvor man ikke flytter virksomheden - har Danmark de allerbedste forudsætninger, for også fremover at kunne opretholde et velfærdssamfund til gavn for den samlede danske befolkning.
Hvis vi til gengæld kun har ledelser, bestående af topledere, der alene tænker på egne interesser, og kun er interesseret i at aktionærerne her og nu får et lidt højere udbytte, så er det disse ledere, som ødelægger den danske produktions- og forædlingsindustri.
Det er derfor en meget kortsigtet løsning at forsøge altid at skulle få det maksimale afkast, for en efterfølgende virksomhedslukning i Danmark og udflytning, vil på kort sigt ramme hele landet som en boomerang, hvor den samlede befolkning vil opleve nedgang med baggrund i en stor arbejdsløshed, og deraf manglende indtægter til at opretholde velfærdssamfundet.
De eneste, som eventuelt vil kunne tjene herpå, vil være de få topledere og aktionærer, hvis samfundsmoral er så lav, at blot de selv sikrer sig deres egen fremtid i et hvilket som helst land.
Men skal de have lov til - for egen vindings skyld - at ødelægge samfundet for alle andre?
Vi siger nej - og skal derfor opfordre alle danske arbejdere til både at fastholde og udbygge sine løn- og arbejdsvilkår, og til gengæld kræve af sin ledelse, at den arbejder for virksomheden og ikke for sig selv.
Vedtaget på generalforsamlingen i 3F Grafisk - Randers afdeling den 5. februar 2005
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278