Freja Wedenborg rejste fra Danmark til Brasilien for at deltage i Verdens Sociale Forum i Porto Allegre i slutningen af januar. Her blev hun en af 155.000 deltagere fra 135 lande i verden. Hun deltog i nogle af de 6880 debatter og workshops. Hun var en af cirka 200.000, som deltog i åbningsmarchen. Her skriver hun om nogle af de umiddelbare oplevelser

Tydeligst er solidariteten de latinamerikanske lande imellem. Her er det først og fremmest båndene mellem Venezuela, Cuba og Brasilien der træder frem.
Over hele Porto Allegre kan man se det gamle elværks skorsten. I disse dage bærer den bannere der tydeliggør for enhver, at det er i denne sydbrasilianske by at verdens sociale forum holdes. Det tidligere elværk, der er omdannet til informationscentral for forummet, ligger ved Gua’basøens bred, og det sociale forum breder sig ud over det enorme område omkring søen i elleve forskellige områder med hver deres scener og telte med debatter, workshops, informationsboder, kulturelle begivenheder og møder. Solidaritet imellem lande og folk er det gennemgående indtryk man får når man går rundt i området.
Tydeligst er selvfølgelig solidariteten de latinamerikanske lande imellem. Her er det først og fremmest båndene mellem Venezuela, Cuba og Brasilien der træder frem, tre lande der på hver deres måde og i hvert deres tempo gør deres til en verden med mere social retfærdighed og mindre amerikansk og vestlig dominans, økonomisk såvel som socialt og politisk.
Selvom mange menige brasilianere er skuffede over det tempo som præsident Lulas lovede sociale reformer sker i, kan man som besøgende ikke undgå at imponeres over byen Porto Allegre, som har åbnet sine private hjem og offentlige områder for dette enorme arrangement. Det er tydeligt at venstrefløjen i mange år har ledet bystyret. De fleste kan læse, favelaerne - slumområderne - er slet ikke så fremtrædende og forfaldne som i for eksempel Rio de Janeiro og efter hvad jeg hører alle andre brasisilianske storbyer, gaderne er rene og de mange billboards bærer politiske budskaber i stedet for reklamer, primært fra PCdoB, Brasiliens kommunistiske parti.
Efter en debat om socialisme i det 21. århundrede, som repræsentanter fra mange af verdens kommunistiske partier deltog i - heriblandt Sven Tarp fra vores danske DKP M/L - talte jeg med José Reinaldo Carvalho, som er international sekretær i Partido Comunista do Brasil (PCdoB).(1)
Da han netop havde holdt oplæg som socialismen i det 21. århundrede, spurgte jeg ham hvad det sociale forum betød for denne.
- I arbejdet for socialismen er diskussioner som denne en nødvendighed. Forummet som institution en ramme for disse. Her kan venstrekræfter fra hele verden mødes, og det er i dette møde at vejen til et nyt samfund findes.
Inden han hastede videre til den venzuelanske præsident Chavez tale nående jeg også at spørge Carvalho, hvad valget af Lula har betydet for kampen.
- Lulas regering er et skridt mod en styrkelse af demokratiet og suveræniteten. Det er vigtigt for fremtidens socialisme.
Det utrolige arbejde med at få stablet forummet op - de mange, mange telte, halmhuse, amfiscener, oversætterboksene med udstyr og trådløse modtagere til alle deltagere, madboderne med varieret, økologisk mad, presserummet, infostationerne om forummet spredt over hele byen - den bæredygtige affaldsortering og den daglige oprydning, de offentlige toiletter (med papir! Der findes næppe en renere dansk musikfestival); det hele må have taget tusinder af aktivister lang, lang tid at bygge op og holde kørende, og viser det store politiske engagement, der er kommet i det brasilianske folk.

Verdens Sociale Forum og Venezuela
- Først og fremmest er forummet et mødested, hvor revolutionære organisationer i hele verden kan hente viden om, hvordan andre organisationer kæmper.
Selvom de politiske og sociale forandringer måske sker knap så radikalt i Brasilien som i enkelte andre progressive latinamerikanske lande, er støtten til disse lande fra her fra World Social Forum i Porto Allegre mere end tydelig. Overalt møder man cubanere og venezuelanere, som taler, debatterer og skaber bånd.
Søndag talte den venzuelanske præsident Hugo Chavez i et stopfyldt stadion. Dagen op til talen tilbragte han blandt andet med at lave aftaler med MST, de brasilianske jordløses bevægelse. Alle brasilianere viser tydeligt hvor begejstrede de er for Chavez. Og i det cubansk-venzuelanske solidaritetstelt nær José Marti scenen spillede latinamerikas største revolutionære musikere som Vicente og Santiago Feliu, Pancho Villa og Patricio Nauzloa om aftenen deres hyldetssange til den cubanske, bolivarianske og socialistiske kamp, mens et enigt publikum sluttede op om at få mange af sangene til at slutte med slagord. Flere poeter deltog med digtoplæsninger også.
Under en af disse koncerter fangede jeg José Noguera fra landsledelsen af den bolivarianske studentersammenslutning i Venezuela. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommet.
- For at sprede den bolivarianske revolution, der sker i mit land, og fordi de fleste af verdens medier ikke fortæller sandheden om hvad der sker i Venezuela. Jeg håber at folk på den måde kan få øjnene op for de revolutionære, sociale programmer der netop nu gennemføres i Venezuela.
Hvad har du lavet mens du her været her?
- Jeg har holdt oplæg og konferencer om denne proces, jeg har mødtes med folk og knyttet venskaber og kontakter, især inden for studenterområdet, og så har jeg lavet interviews som nu.
Hvad er vigtigheden af et forum som dette er forhold til jeres kamp i Venezuela?
- For mig har det betydet at jeg har kunnet fungere som et eksempel for andre folk og kunne oplyse om Venezuela.
Verden sociale forum bærer sloganet 'en anden verden er mulig'. Hvilken rolle tror du forummet spiller i kampen for denne anden verden?
- Først og fremmest er det et mødested, hvor revolutionære organisationer i hele verden kan hente viden om, hvordan andre organisationer kæmper.
Og hvordan kommer vi så videre fra blot at informere hinanden til konkret handling?
- Det er et godt spørgsmål! Jeg tror at enheden er kodeordet. Hvis vi skaber en enighed har vi styrke til at konsolidere den kamp de forskellige bevægelser kæmper.
Resten af interviewet handlede om Venezuela.
Kan du kort fortælle hvad der sker i Venezuela nu?
- Jeg kan fortælle dig hvad der sker på mit område, uddannelsesområdet. Som det er nu har alle adgang til gratis og god uddannelse på alle niveauer og de fleste benytter sig af denne mulighed. Læsestoffet er opdateret og det er både voksne og børn der sættes i gang med at lære at bruge det. Faktisk kan størstedelen af den venezuelanske befolkning læse nu.
Hvad vil det betyde for Venezuelas fremtid?
- Uddannelse er den kritiske faktor for at øge folkets magt. Hvis man vil udvikle et land må man udvikle befolkningen.
Hvilke udfordringer ser du foran dig i dit arbejde med uddannelse og studerende i Venezuela?
- At de studerende der forlader skolerne som færdiguddannede skal have en stærk social bevidsthed med sig!
Hvordan kan vi i Danmark og i resten af verden vise vores solidaritet med den bolivarianske revolution i Venezuela?
- Først og fremmest ved at lære om den bolivarianske revolution og ved at give denne viden videre. Dertil er ungdomslejren i august i Caracas, vores hovedstad, jo en udmærket mulighed. (2)
Orlando Herrera fra det venezuelanske uddannelsesministerium, som jeg også snakkede med, får lov til at svare på det sidste spørgsmål.
Hvad har Venezuela, Cuba og Brasilien til fælles?
- Vi har kærligheden til folket og livet tilfælles. Vores horisont er den samme, hvad end man kalder den socialisme eller bolivarianisme.

Verdens Sociale Forum og Palæstina
Rytmiske slogans: 'Palæstina er min ven! Hvis du skaber problemer for ham, skaber du problemer med mig!'
'Viva Brazil! Viva Palæstina!'
Råbene lød på portugisisk igennem Porto Allegre fra deltagerne i verdens sociale forum i fredagens store optog mod den israelske besættelse. Tusinder af svedende brasilianere med palæstinatørklæder gjorde det klart med rytmiske slogans, at 'Palæstina er min ven! Hvis du skaber problemer for ham, skaber du problemer med mig!' og 'nok, nok, ikke flere høge!'
Demonstrationen endte ved det palæstinensiske solidaritetstelt i et af de store debatområder, hvor den palæstinensiske delegation havde bygget en anseelig mur, som demonstranterne stormede og væltede som en symbolsk handling mod den israelske apartheidmur i Palæstina. I støvet fra ruinerne af den væltede mur talte jeg med Mohammed Aiash fra Stop the Wall, Palæstina.
- Vi er kommet her for at vise, hvordan muren er et billede på den apartheid Israel udøver i Palæstina. For at vise de metoder de bruger, og får at bede verdens folk om at hjælpe med at skabe fred i et Palæstina med to stater.
Hvordan skal vi hjælpe?
- Det første skridt er lille, men vigtigt. I kan hjælpe ved at nægte at købe israelske varer før de stopper besættelsen og river muren ned. Istedet bør I købe palæstinensiske varer. Når I køber olivenolie som en palæstinensisk bonde selv har produceret hjælper I ham til at blive på sin jord. Vi har ikke brug for bistand, men for hjælp til at etablere vores økonomi.
Og det næste skridt?
- Så skulle hele verden mødes foran Det Hvide Hus i Washington for at vise George Bush, at vi ikke vil finde os at Israel står over de internationale regler, blot fordi USA hjælper dem! Men det første skridt er det vigtigste, og så er det ikke engang særlig svært.

Verdens Sociale Forum - og hvad så...
Hjem til de daglige kampe i sin fagforening, sit parti eller en anden organisation.
Under fuldmånen i en blåsort nat ved Gua’basøens bred i Brasilien vandrer en stor gruppe mennesker vuggende fremad mens de klapper i takt til sambatrommernes dunkende rytmer. De standser og sætter sig ned og indianerne iblandt dem synger en ældgammel brasiliansk sang. De rejser sig og løber og en gruppe afrikanerne imponerer hinanden med kapioerasping. En rottefængerske med langt, lyst hår spiller på fløjte et sted i mængden. Og hendes ven jonglerer med ild. Overalt er der bål, dans, bevægelse.
På World Social Forum i Porto Allegre var mangfoldigheden stor.
Anti-krigorganisationer fra Korea diskuterede amerikanske militærbaser med Japanere fra fredsbevægelsen. Sydamerikanske indianere byggede halmhuse med økologer fra kooperativer i Berlin. Irakiske modstandsfolk demonstrerede med jordløse fra MST. Zapatister, afrikanske fagforeningsfolk og miljøorganisationer planlagde verdens sociale vandforum i Mexico til marts 2006. Brasiliens kulturminister Gilberto Gil spillede Bob Marley fra åbningsscenen. Folk mødtes, diskuterede og informerede.
Alligevel virker det som om at det samme spørgsmål hen imod slutningen af forummet rejste sig fra alle forskellige sider - i de uformelle diskussioner udenfor foredragsteltene, i gaderne og i lufthavnens ventesal - hvordan kommer vi videre herfra? Hvordan kommer vi fra møderne, diskussionerne og debatterne til en handling, som ikke blot er planlægning af flere møder og workshops? Vist er informationsdeling vigtigt og vist kan der knyttes bånd fra den og til steder hvor der sker noget, som i de brasilianske jordløses bevægelse, i Venezuela og så videre.
Men hvordan kan forummet bruges til for alvor at rokke ved den imperialistiske verdens magtcentre? Det spørgsmål er i højeste grad relevant for os der bor midt i disse centre. For en der har deltaget individuelt i forummet må svaret blive, at det kun kan ske ved at komme her organiseret og rodfæstet i de daglige kampe hjemme, i sin fagforening, sit parti eller en anden organisation.
Under den bagende sol er der således intet andet nyt end en bekræftelse på, at de kampe er en del af en verdensomspændende bevægelse. Verdens Sociale Forum er nok det bedste bud på den fælles platform, der gør en anden verden mulig.

Noter:
(1) Læs evt. interviewet med Carvalho i Dagbladet Arbejderen den 12. februar.
(2) Venezuela er vært for Verdensungdomsfestivalen til sommer. I Danmark er man i gang med at danne en national komite, som skal sikre en solid dansk deltagelse i festivalen. Interesserede kan kontakte Ungkommunisterne i KPiD eller DKP/ML.