Fogh-regeringens opfattelse af viden og dannelse ligger lysår fra grundlaget for den kreative kaste

For tiden hører vi meget om den kreative klasse. Den består af kulturfolk, mange IKT-folk, projektledere, frontløbere, tovholdere, kunstnere, mediefolk og så videre. En del af dem fylder op i den sociologiske brokkassekategori der hedder servicearbejdere.
Det lyder bare ikke særlig smart at være servicearbejder. Så er det meget finere, at være en del af den kreative klasse som egentlig burde hedde den kreative kaste. Bag begrebet den kreative klasse ligger en opfattelse af at der slet ikke eksisterer klasser mere.

Der er nu alligevel noget i den kreative kaste, der repræsenterer en produktion og en livsstil der er dobbelt.
På den ene side er der tale om en objektiv udvikling i samfundet. For eksempel danner den tekniske udvikling helt andre typer af processer. Den globale dimension i organiseringen betyder også, at det gamle direkte hierarki er svækket og har fået nye former.
På den anden side ligger der også en tendens til at tage sig en plads i samfundet ved at tro på egne evner, ikke som solister, men i netværk og sociale systemer. Det kreative er også udtryk for en stræben efter livskvalitet og åbner faktisk en sprække til den enorme dynamik og kreativitet der er i samfundet som sådan, hvis det blev sluppet løs.
Det er denne dobbelthed vi ser i den sammenvævning af progressive træk overfor en åben eller mere skjult ageren for en borgerlig global økonomi med tilknyttet 'kreativ ideologi'. En af grundene til at den kreative kaste nu er så meget på banen - på basis af sin kreative ideologi - skyldes i høj grad fraværet af arbejderklassen som klasse med sin ideologi.

På sammen måde trækkes samfundet i to retninger. I den ene retning er den hippe kreativitet og i den anden retning er den forstokkede tilbagerullende skolepolitik, som vælter ud af Fogh-regeringen og dens støtteparti. Det er ikke herfra at den kreative kaste får uddannet sine lyse hoveder.
Tværtimod er det lærdommen, som vi husker den fra 50'erne. En viden som vi er trygge ved, og som vi sov godt til - time efter time. Sidste skud på stammen er Dansk Folkepartis forslag om folkedans på skoleskemaet. 'Folkedansen har været usynlig i årevis, men den fortjener at komme frem i lyset og blive indført som en del af vores kulturarv...' siger partiets kulturordfører Louise Frevert. Folkedans kan være udmærket, men at genoplive en stivbenet folkedansertradition uden liv i kludene - det er virkelig at forvandle den såkaldte danske kulturarv til en farce.
Den nationale kultur gælder kun for nogen. Dansk Folkeparti vil have Modersmålsundervisningen ud af skolen. Ønsket er at indvandrerbørn bliver bedre til dansk. Det er et godt mål. De bor her jo. Men de forstår ikke, at det vigtigste børn skal lære er at danne begreber i hovedet og i relation med omverdenen. Det sker bedst på det sprog man er god til. Herfra er det nemmere at lære andre sprog.

Fogh-regeringens opfattelse af viden og dannelse er primitiv og stammer fra den tidlige industrialismes tid. Den ligger lysår fra grundlaget for den kreative kaste. Indsigt i kompleksitet erstattes af test og tæsk. Det vil ikke overraske, hvis det næste forslag for Dansk Folkeparti bliver at udstyre Hjemmeværnet med 40.000 spanskrør. Og at Værnet skal opdeles i 8000 enheder af 5 mand og lotter, der tager rundt på skolerne. Især skal indvandrerbørn nok tage sig i vare for ikke at se ud som om de kommer fra lande, hvor de pisker folk på torvet.