Forbrugsmønstret har splittet fællesskabet ad. Især i parcelhusfamilier: Hver sit værelse. Hver sin computer. Hver sin telefon. Hvert sit fjernsyn. Hver sin dvd. Vi lever i et kapitalistisk samfund, et varesamfund. I denne kommercielle verden, er vi næsten selv blevet til varer. Blevet til ting overfor hinanden

af Klaus Haase, DKP
Vi handler individualistisk ud fra en filosofi om 'hvad der kan betale sig'. Fællesskabet forsvinder i massekulturens individfiksering: Hver sin af det ene. Hver sin af det andet. Hver sin af alting. Produkterne skal jo sælges som metervarer. Det fordrer en ensartethed og tilgængelighed. De skal kunne betale sig...
Man taler om, at vi er fremmedgjorte overfor hinanden. Mange mener måske, at dette udtryk tilhører psykologien. Men faktisk var det filosoffen Hegel og siden Marx, der først benyttede udtrykket. Især i sine ungdomsskrifter beskæftigede Marx sig med dette begreb. Her er den marxistiske definition på begrebet fremmedgørelse:
'Et samfundsmæssigt forhold, der beror på den private ejendomsret til produktionsmidlerne og gennem hvilken de af menneskeskabte produkter, relationer og institutioner fremstår som fremmede for mennesker. Forekommer at være magter de er underkastet, og ikke formår at ændre gennem handling' (Lille politisk ordbog, udgivet af kommunistiske studenter).
Marx kommer ind på fremmedgørelsesbegrebet flere steder i 'Kapitalen'. Han omtaler fremmedgørelse som en berøvelse . Lønarbejderne er de berøvede, i og med at de arbejder på et marked, hvor de må afhænde de ting, som de producerer (Kapitalen 1. bog 1 s74). Siden hen taler Marx om, at den materielle fremmedgørelse netop er en proces, der betinges af, at de sociale relationer, der fremtræder som varer og penge, behersker menneskene som fremmede magter, fordi det ikke erkendes, at de er skabt af menneskene selv. (Kapitalen 1.bog 1 s 75).
Marx var forud for sin tid, i og med at det verdensmarked, som han ofte omtaler, med globaliseringen for alvor trådt i karakter. De i ovenstående citat nævnte 'fremmede magter' behersker os som aldrig før...

Da der for alvor kom turbo på fremmedgørelsen
I 88, da statsmonopolet på medierne i Danmark blev ophævet, herskede der i første omgang en jubeloptimisme; mange mente, at dette ville fremskynde alsidigheden i mediebilledet, i og med at konkurrencen indfandt sig.
I dag kan vi konstatere, at det er en sandhed med modifikationer. Vi er tilskuere til en ensartet, fordummende sendeflade. Man kan tale om leflen for den laveste fællesnævner. Vi kan konstatere, at man med statsmonopolets ophævelse (lidt forsinket i forhold til de fleste andre lande i den moderne kapitalistiske verden) åbnede for Pandoras æske.
Som alle ved, var det djævelske indhold i Pandoras æske tv-reklamerne. Det er min stilfærdige påstand, at reklamernes indtog resulterede i en systematisk forførelse af normalt begavede modne danskere, og en åndelig voldtægt af unge, børn og barnlige sjæle... Det har for alvor givet forbrugerkulturen fart på. Den har påvirket vores bevidsthed. Den har fremmedgjort os.

Og tingsliggørelsen...
Her melder sig endnu et marxistisk begreb. Marx taler om 'Tingsliggørelse':
'En betegnelse for det forhold, at noget der ikke er en ting, bliver betragtet som en ting. I de vareproducerende samfund tingsliggøres bestemte sociale relationer, dette kaldes varefetichisme' (Lille politisk ordbog).
Jeg husker, at en bekendt en dag betragtede mine nye løbesko, i det han spurgte mig: Hvordan har du det med dine NIKE. Passer I godt sammen?
Min undren gik selvsagt på min bekendtes omtale af en ting, et par sko, som om det var et levende væsen. En ny kæreste. Det samme spørgsmål fik jeg siden stillet i forbindelse med køb af nyt tøj, et musikanlæg. Eller en anden mærkevare. En særlig eksklusiv ting. Med 'udstråling' 'status' og signaler udadtil. Noget promoverbart. Siden jeg var ung(for en snes år siden) er det jo blevet sådan, at mange af de unge vælter sig i mærkevarer. De er omvandrende reklameskilte ('man skal jo være med'). De unge identificerer sig med mærkevarerne. Således tingsliggør de sig selv - og hinanden...
Man kan jo gå videre til et andet 'produkt'. Man kan næsten i vor tid tale om et produkt der maksimalt tilfredsstiller nogle behov for kommunikation, for at 'være på' og for at realisere sit ego.( Indtil et mere avanceret kommunikationsmiddel melder sig på det elektroniske marked) Jeg tænker på en vare, der har formået at gøre sig selv uundværlig på forbløffende kort tid. Det er naturligvis mobiltelefonen, der for mange børn og unges vedkommende er flyttet ind i deres liv på linie med sovedyret eller deres nærmeste venner og familie og kærester.
Mobiltelefonen er et 'genialt' eksempel på et produkt, en ting, der fremmedgør den personlige relation ved at stjæle det autentiske samvær. Den tingsliggør de sociale relationer...
Fremmedgørelse. Tingsliggørelse...
Det er ikke 'nok' at producere et kommunikationsapparat, der har en praktisk funktion. Det skal også have et 'personligt' præg over sig. Mobiltelefonen er gået hen og blevet 'din nærmeste ven', som du altid har ved din side. Samtidig med at du er så tæt på den, og føler dig så knyttet til den, kan du skifte den ud med en anden. Og så for én krone! Og det, uden at føle noget savn. Samtidig forskåner den dig for den ægte personlige (forpligtende) relation. Den giver dig lejlighed til at føre lange dialoger. Eller bare føre envejskommunikation - alt efter om du taler eller sms'er... Du kan klæde den på eller klæde den af med hylster. Du kan få den til at kalde på dig med alle melodier. Og alt sammen virker det jo ganske personligt. Som om det er dit helt eget valg (og ikke et resultat af masseproduktion og forbrugersegmenter)
Fremmedgørelse...Varefetichisme...Tingsliggørelse...
En fremmedgjort, forjaget forbrugerverden - hvor familiestrukturen er i delvis opløsning, eller i hvert fald har udtømt tidligere funktioner - har skabt en forbrugsbevidsthed og forbrugsfiksering for selv små børn. Forbrugsmønstret har splittet fællesskabet ad. Især i parcelhusfamilier: Hver sit værelse. Hver sin computer. Hver sin telefon. Hvert sit fjernsyn. Hver sin dvd. Det amputerede fællesskab er ført ud til det yderste via fremmedgørelse og tingsliggørelse.

Dette er første del af Klaus Haases kronik. Anden del bringes i næste uge.