14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fremmedgørelse og forbrugsfiksering (II)

Fremmedgørelse og forbrugsfiksering (II)

Tirsdag, 22. februar, 2005, 00:00:00

Skal vi få vores identitet som ligeværdige mennesker tilbage, skal vi blive herrer i eget hus, kræver det et socialistisk samfund.

af Klaus Haase, DKP
Opdragelsen er som bekendt delvis flyttet bort fra hjemmet og ud i daginstitutioner og skoler. I og med at forældre skal ud og sælge deres arbejdskraft. Fremmedgørelsen bliver mere og mere synlig i undervisningssektoren. Skolelærerne har svært ved at få børn til at koncentrere sig i skolen.
Det medieglade barn i den stressede dagligdag uden synlige forældre, er ikke motiveret for undervisning, i det omfang man kunne forvente. De er ikke hjemmefra gjort undervisningsparate.
Men her står der et nyt produkt til rådighed. Et produkt, som enhver skole med respekt for sig selv har købt: Det drejer sig om forskellige amerikansk inspirerede 'sociale spil' som kan købes for penge, og som skal give børnene 'sociale kompetencer' - gøre dem til effektive og motiverede elever. Børn skal sidde i rundkredse og lære 'empati' og 'god opførsel'. Via fotografier, dialoger og rollespil skal de lære at opføre sig anstændigt overfor hinanden. Tage hensyn til hinanden.
Lærere og pædagoger står i krydsild i den uløselige gordiske knude, som kapitalismen har skabt: Børn skal både modnes hurtigt til at blive gode forbrugere på markedet, samtidig med at der forsinket skal kompenseres for den undervisningsparathed, der mere eller mindre er blevet saboteret af selv samme forbrugsmønster, der gennemsyrer familiens hverdag...

Kapitalismens fremmedgjorte voksne
Også blandt voksne lønarbejdere, er der 'behov' for et produkt, der skal få bedre og mere effektive og omstillingsparate lønarbejdere ud i den anden ende. Dette produkt er de såkaldte samarbejdskurser - et lirumlarum af spørgeskemaer, teambuildingkurser, rollelege, overlevelsesture med mere.
Også her står et marked klar med nogle pakkeløsninger. Konsulentkulturen er blevet en indbringende forretning... Der har, hvor grotesk og absurd det end kan lyde, er almen menneskelig samvær på en arbejdsplads noget vi ikke mere kan håndtere uden at blive vejledt af eksperter... Er vi virkelig blevet fremmedgjorte overfor hinanden, at det skal være nødvendigt?
Gode traditioner fra det private erhvervsliv er blevet en trend indenfor den offentlige sektor. Man arbejder ikke mere på et kommunekontor eller en døgninstitution. Næh, man er 'en virksomhed' der skal sælge et 'produkt'. Det menneskelige samvær skal kunne 'måles og vejes' via kontrolskemaer og koncepter. Ord fra det private erhvervsliv, den kommercielle verden, har sneget sig ind i den offentlige sektor. At have at gøre med levende mennesker skal stilles på linie med vinduespudsning, betjening på restaurant, rengøring og andre serviceydelser. Og så skal det hele udliciteres til private. Arbejde med mennesker skal gå hen og blive en forretning...
Almen menneskelig samvær er gammeldags. For resten er der heller ikke tid til det. Tid er penge.
I dag skal vi coache hinanden. Vi skal klædes på. Vi skal skabe traditioner og koncepter på fjorten dage. Og koncepterne sælges af en beredvillig konsulentverden, der garanterer at lige netop det produkt som de sælger via kurser, skal gøre netop din arbejdsplads - undskyld, virksomhed - til den bedste i verden...

Befrielsen kan kun være vores eget værk...
Ovenstående er en omskrivning af Marx' erklæring om, at arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk.
Vi lever i en turbulent tid, hvor fremmedgørelsen og tingsliggørelsen danser en marathondans, der tilsyneladende ikke kan stoppes.
I sine vurderinger, sin filosofi og sine teorier, har Marx også omkring omtalte problemstillinger været forud for sin tid.
Hermed en opfordring til at dykke ned i Marx betragtninger. Han levede i et industrisamfund og et varesamfund. Han eksisterede under en kapitalisme, der i et hektisk tempo udviklede sig. Med dette samfund som studieobjekt foregreb han den transnationale kapitalismes informationssamfund, og dens følgesygdomme: Fremmedgørelse og tingsliggørelse.
Men Marx så os ikke blot som passive ofre for omtalte onder. Han mente, at denne tilstand fordrer et modspil. En såvel materiel som kulturel revolution. Vi skal som mennesker selv handle mod fremmedgørelsen. Og skal vi få vores identitet som ligeværdige mennesker tilbage, skal vi blive herrer i eget hus, kræver det et socialistisk samfund.

Dette er anden del af Klaus Haases kronik. Første del blev bragt i avisen den 19. februar

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp