Kun det portugisiske folk kan gennem sin kamp skabe de betingelser, som er nødvendige for grundlæggende at ændre styrkeforholdet og stikke en kæp i hjulet på den strategi, som forfølges af de kræfter og partier, som har ført landet mod afgrunden

af Miguel Urbano Rodrigues
Resultatet af det portugisiske valg faldt ud til gunst for Socialistpartiet (PS), der fik absolut flertal. Det ville være naivt at gøre sig forhåbninger om, at den lovede kursændring vil blive til noget. Det kan allerede nu konstateres, at Socrates' kommende regering vil fortsætte de tidligere regeringers højrepolitik.
For at vurdere den komplekse portugisiske krise er det nyttigt at huske på, at i den nuværende europæiske konjunktur vil udfaldet af hvilket som helst parlamentsvalg - uanset de betydelige forskelle i folkenes økonomiske og kulturelle udvikling - ikke bryde med en kendsgerning, som det store flertal af vælgerne ikke har fået øjnene op for.
Tesen om, at der i EU er et demokratisk underskud, forsøder og dølger en foruroligende virkelighed.
Billedet er ikke ensartet, men det forhindrer ikke, at systemets tandhjul fungerer. I de femten europæiske lande, som trods geografien kaldes Vesteuropa, kan man se en fællesnævner. I alle disse lande hersker et regime, som i praksis er borgerskabets diktatur med demokratisk facade. I de tidligere socialistiske lande, som er med i EU, er det mest fremtrædende træk deres underkastelse under Washington og tendensen mod autoritære systemer med fascistoide træk.
Jeg er bevidst om, at den karakteristik, som jeg foretager af regeringerne i de femten lande, også støder mange kampfæller. Men jeg tror ikke, at jeg overdriver, når jeg bruger betegnelsen borgerskabets diktatur. Det, som i dag kendetegner et regeringssystem i Europa, er først og fremmest dets holdning til kapitalismen.

Nyliberal politik
I Portugal har de to partier, som har haft regeringsmagten i de seneste årtier, ført en nyliberal politik i tæt forbindelse med finanskapitalen og de transnationale selskaber. Men det er imidlertid forenklet at konkludere, at de skulle være ens. De adskiller sig med hensyn til kernen i deres sociale basis, den måde de forsvarer kapitalismen på, og selvfølgelig også den diskurs, som tjener deres taktiske manøvrer.
Socialistpartiet insisterer på at kalde sig socialistisk. Men selv de medlemmer, som hævder at være til 'venstre', bestrider ikke kapitalismen. De påtager sig at bidrage til dens 'menneskeliggørelse', hvad der er komplet umuligt grundet dens logik og funktionsmådes umenneskelige karakter. Ligesom tyskeren Bernstein for hundrede år siden proklamerer de, at den sociale uretfærdighed vil forsvinde gennem gradvise reformer, som vil fjerne de afgrundsdybe uligheder i menneskenes vilkår.
Diskursen er hyklerisk. Lederne bruger den som valginstrument, men de forsøger skyndsomt at skrinlægge deres egne projekter, som formelt går ud på yderst begrænsede reformer. Med de nuværende ledere - og intet tyder på en udskiftning i den nærmeste tid - skaber det forvirring, hvis man betegner Socialistpartiet som et 'venstrefløjs'parti.
PSD lægger stadig mindre skjul på sit ønske om at føre en politik, som øger de sociale forskelle, gør kapitalismen endnu mere grusom og uddyber kløften mellem arbejderne og den herskende klasse.
Hvis man påstår, at Maastricht-Europa inden for rammerne af de institutioner, som borgerskabet har påtvunget, er åbent for strukturelle reformer i retning af et fremskredent demokrati, er man med til at sprede illusioner. Uden store sociale omvæltninger, der er et resultat af folkenes kamp, vil de kosmetiske forandringer ikke kunne forhindre, at krisen forværres.
Den britisk-ungarnske sociolog Istvan Meszaros påpeger en kendsgerning, som er glemt af millioner: I det europæiske socialdemokratis - herunder de såkaldte socialistpartiers - praksis forudsætter de reformer, som diskuteres, 'den nødvendige udelukkelse af en hvilken som helst radikal strukturreform ved hjælp af ethvert middel (undertrykkende eller ej), som den herskende konstitutionelle orden råder over'.
Det er også Meszaros, som gør os opmærksom på en anden kendsgerning: Gennem de årtier, hvor de skandinaviske socialdemokratier såvel som det franske, tyske og britiske socialdemokrati var ved magten, hverken formåede eller forsøgte de at foretage strukturelle ændringer i den kapitalistiske økonomiske orden. Alle uden undtagelse opførte de sig som føjelige forvaltere af systemet. Det er desuden værd at erindre om, at Portugals Socialistparti ligger langt til højre for de socialdemokratiske partier i Danmark, Norge og Sverige.

Store kampe i horisonten
Menneskehedens globale krise er et resultat af kapitalismens krise. Eftersom denne krise er strukturel, forsøger imperialismen, der ikke har nogen løsning, at udskyde systemets nederlag ved at udløse 'forebyggende' krige og plyndre den tredje verdens resurser.
EU er en del af systemet og spiller nidkært sin rolle i de forskellige lande.
Det er åbenlyst, at menneskehedens fremtid afhænger af udfaldet af den nuværende krise for civilisationen.
Det ville derfor være naturligt, at debatten om de store problemer i nutidens verden havde fået en fremtrædende plads i den portugisiske valgkamp, eftersom selve livets fortsættelse er direkte truet af en eksterministisk imperial politik, som tilmed kan føre til menneskehedens udslettelse.
Men det skete ikke. Portugals Kommunistiske Parti (PCP) var undtagelsen. Såvel Socialistpartiet som PSD undgik bevidst at gå i dybden med diskussionen om de store spørgsmål, som er forbundet med integrationen i EU. Og de forbigik stort set emner som Palæstina, Irak og de spændinger, som USA har skabt i Latinamerika, Centralasien og Østasien.
Socrates og Santana Lopes (ledere af henholdsvis Socialistpartiet og PSD) nøjedes med at lave et begejstret forsvar for den europæiske forfatning.
Misinformationen i Portugal har nået et sådant omfang, at det store flertal af vælgerne ikke ved, at Maastricht-Europa er en kontrarevolutionær konstruktion. Ingen progressiv politik er mulig inden for rammerne af en forfatning, som for første gang i historien institutionaliserer kapitalismen.
For de progressive kræfter på kontinentet indbefatter det rigtige valg en vanskelig kamp for at knuse det overnationale harnisk og forhindre den selvmorderiske udvikling henimod den imperiale forbundsstat. Den er vanskelig, fordi det kun kan ske inden for rammerne af en kontinental kamp. Hvis vi skal være realistiske, er arbejdernes internationalistiske solidaritet i de 25 medlemslande for tiden meget lav.
Når man for eksempel i den nuværende situation taler om muligheden for et socialt europæisk projekt, er det ensbetydende med at sprede illusioner. Uden en socialistisk planlægning af udviklingen og uden, at socialismen oprettes i et stort europæisk land, kan man ikke engang gennemføre kravet om en 'kontinental mindsteløn', med mindre det sker i form af et forgiftet bolsje.
Men hvordan skal man så kæmpe mod den økonomiske politik, der påtvinges fra Bruxelles og Frankfurt?
Det ville være romantisk at bilde sig ind, at et lille og tilbagestående land som Portugal skulle have forudsætninger for isoleret at udfordre EU´s præføderale struktur.
Men den bjergkæde af vanskeligheder, som tegner sig i horisonten, retfærdiggør ikke pessimistiske holdninger, som i praksis fører til, at man opgiver kampen. De umiddelbare mål, som er inden for arbejdernes rækkevidde, kan tjene som platform for videre ambitioner. Et eksempel er de voksende kampe mod 'stabilitetspagten', som er knyttet til den fælles mønt og udgør et sandt lønpoliti, der undergraver de sociale erobringer og reducerer omkostninger i alle lande under Bruxelles' formynderskab.
Grækenlands Kommunistiske Parti mobiliserer stadig mere mod EU´s diktatur. At komme ud af EU kan i dag virke som en utopi. Men næsten alle revolutionære brud skete imod historiens tilsyneladende logik og gjorde forudsigelserne til skamme.
Civilisationens krise varsler store kampe. Den senile kapitalismes endeligt har ingen dato i kalenderen, men den fremstår som sikker viden.
Den franske revolution i 1789 startede ikke med stormen på Bastillen. Dens sæd spirede, mens den såkaldt oplyste enevælde var på sit højeste. Den russiske Oktoberrevolution ville ikke have forandret tilværelsen, hvis Lenin og hans kammerater ikke i det enevældige og tilbagestående Rusland allerede i slutningen af de foregående århundrede havde forudset, at den var uundgåelig, og havde arbejdet for at gennemføre det, som syntes umuligt.
Den herskende klasse i Frankrig bruger ordet 'katastrofe' til at betegne den situation, som i et kaotisk billede ville opstå med Frankrigs udtræden af EU. Men - jeg citerer igen Georges Gastaud - 'Frankrigs udtræden af EU ville kun være en katastrofe for storborgerskabet og dets europæiske klassefæller og rådgivere. Arbejderne inden for offentlig service, de udflagede arbejdere, brugerne af det sociale system, de små og middelstore landbrugere... ville ånde lettet op. Rundt om i Europa ville arbejderne føle sig opmuntrede'.

Det lange seje træk
En revolutionærs og især en kommunists forpligtelse er ikke at være samtidig med de sociale omformninger, som han lever og kæmper for. Sejren for hans ideer kan ske efter hans død. Eller blive udskudt flere generationer.
Mismod og kapitulation er utilladelig i en epoke som vores med civilisationskrise, hvor et uhyrligt system, den globaliserede kapitalisme, udgør en trussel mod selve menneskehedens overlevelse.
Jeg er bevidst om, at det overvældende flertal af befolkningen i Portugal ikke er forberedt på de kampe, som indbefatter frontale sammenstød med magtorganerne i EU, hvis projekt og ideologi de ikke kender.
I Portugal forværres den grusomme farce omkring storborgerskabets diktatur med demokratisk facade af den vildledende og bedøvende virkning af et mediesystem, som med sjældne undtagelser er middelmådigt, og som søger at påtvinge importerede modeller, der hylder råkapitalismen og den vildeste individualisme og djævleuddriver ideen om den sociale revolution.
De tilsidesætter evige principper for en menneskeværdig tilværelse og opfinder værdier, som bidrager til fremmedgørelse. De drømmer om arbejdernes afpolitisering og fremkomsten af en uformelig masse af folk, som er underkastet storkapitalens vilje og projekt.
April-revolutionen i 1974, hvis store økonomiske landvindinger blev tilintetgjort, efterlod heldigvis på det sociale plan en arv, som skønt den er under kraftig beskydning, hårdnakket stiller sig op imod den offensiv, som rettes mod den.
Kendsgerningerne viser imidlertid, at den kraft, som arbejderne viser i deres modstand mod at blive tæmmet, ikke modsvarer en tilsvarende bred forståelse for, at 'det repræsentative demokrati' i Partugal ikke er andet end en mystificering. Derfor skiftes Socialistpartiet og PSD ved hjælp af stemmerne til at danne en regering, som til stadighed fører en politik, som er uforenelig med folkets mindste forhåbninger og helt klart med de løfter, som de giver under valgkampen.
Socialistpartiet maskerer sig som venstrefløjsparti, men alle dets lederes opfører sig som allierede med storkapitalen og imperialismen. Det bidrog på afgørende vis til at stoppe April-revolutionens fremmarch og deltog aktiv i den sammensværgelse, som gik forud for modkuppet den 25. november 1975. Under Mario Soares' ledelse bød det CDS med i regeringen og indledte således alliancerne med højrefløjen.
Valget af Socialistpartiets og PSD's deputerede sker systematisk på initiativ af de respektive partiapparater, uden at partiernes medlemsbasis inddrages. De repræsenterer sig selv og i mange tilfælde økonomiske interesser.
Venstreblokken forsøger at give et billede af en fornyet og kampivrig venstrefløj. Den fik valgt otte deputerede, men er et parti, som er integreret i systemet på trods af al dens råben op. Den bringer minder frem om de grupper, som Lenin ud fra deres ideologi og handlemåde kendetegnede som 'vrede småborgere'. Den drog stor fordel af den kærlige behandling, som den fik i medierne.
Med hensyn til CDS er det et ultrareaktionært parti, som var på randen af udslettelse, og som overlever takket være karismen hos en aggressiv populist. Hans nåde Paulo Portas kan danne skyggeregeringer og tilmed forkynde regeringsprogrammer, men han er bevidst om, at hans parti kun udfylder rollen som krykke for PSD, når dette er nødvendigt. Paulo Portas meddelte sin afgang som partiformand, men dette ændrer ikke ved denne kendsgerning.

En slem regering
Undtagelsen i den eksisterende karikatur på et demokrati er Portugals Kommunistiske Parti. Det spillede en afgørende rolle i kampen mod fascismen og i udløsningen og forsvaret for April-revolutionen. Inden for EU´s rammer danner det i dag sammen med det græske parti en duo på to store kommunistiske partier, som definerer sig som marxistisk-leninistiske og ikke giver afkald på det revolutionære perspektiv for en samfundsforandring.
Billedet er dystert, og valget varsler ikke ændringer i den politik, som fører landet mod en kommende krise. Det absolutte flertal, som Socialistpartiet har opnået, vil tværtimod forværre denne situation.
Socrates' demagogi vil ikke forhindre, at problemerne hober sig op i en lang række. I stedet for de 150.000 nye job, som han lovede at skabe, vil vi sandsynligvis opleve en voksende arbejdsløshed. I to nøglesektorer, uddannelse og sundhed, vil forfaldet fortsætte. Det lidt, som han i valgkampen sagde om det sociale sikkerhedssystem, tyder på, at han vil gøre alt for at ødelægge arbejdernes historiske landvindinger. I dialogen med Bruxelles og Washington vil hans holdning være ydmygende underkastelse.
I det billede, der åbner sig efter valget, er en ting sikker: I den umiddelbare horisont tegner sig konturerne af en af de værste regeringer i de sidste 30 år.
Dette perspektiv retfærdiggør ikke passivitet.

Kæmpende kommunistisk gruppe
En vigtig faktor, som der må tages hensyn til, et krisernes indbyrdes forbindelse. På grund af sin strukturelle og ikke cykliske karakter vil den krise, som berører kapitalismen, blive uddybet i USA og Europa. Portugal vil blive hårdt ramt.
Demagogien fra det absolutte flertals regering vil ikke kunne forhindre, at den folkelige utilfredshed tager til. Den store opgave for de progressive kræfter - navnlig for PCP som revolutionært parti - vil være på afgørende vis at bidrage til, at de sociale kampe, som tegner sig i en horisont præget af klassekamp, ikke kun går i retning af sektoriale krav, men at de antager en permanent karakter og stiller sig mål, som rammer ind i systemets logik og funktion. Et eksempel: en hårdnakket og ubarmhjertig kamp mod privatiseringerne, især af vandforsyning og renovation, og kampagner for gennationalisering af den offentlige service.
Det forøgede antal stemmer på valgfronten CDU og valget af yderligere to kommunistiske deputerede bekræfter, at de mest progressive kræfter i det portugisiske samfund - i modsætning til højrefløjens spådomme - stadig har tillid til PCP og styrker det. Disse stemmer er en ansporing til at styrke kampen.
Tilstedeværelsen i parlamentet af en kæmpende kommunistisk gruppe, der afgrænser sig fra systemet, kan i denne sammenhæng få stor betydning, hvis de parlamentariske initiativer inden for de institutionelle rammer indskrives i en ambitiøs strategi for en hårdnakket fordømmelse af tandhjulene i det borgerlige diktatur, der er maskeret som demokrati.
Alene og isoleret - og hvor rimelige og belejlige de end er - kan de kommunistiske forslag, som lægge frem i parlamentet, ikke forhindre den kommende regerings højrepolitik. Det bekræftes af parlamentets funktion gennem de seneste valgperioder. Det spillede sin egentlige rolle, da det bund og grund saboterede eller neutraliserede de progressive initiativer, som forekom det uforenelige med den herskende borgerlige ideologi eller - for at være mere eksplicit - med storkapitalens interesser og imperialismens krav.
Kun det portugisiske folk kan, som historiens subjekt, gennem sin kamp skabe de betingelser, som er nødvendige for grundlæggende at ændre styrkeforholdet og stikke en kæp i hjulet på den strategi, som forfølges af de kræfter og partier, som har ført landet mod afgrunden.
Jeg ser ikke denne kamp som en forlængelse i lige linje af andre kampe, som arbejderne har ført i de senere år. For at ramme det undertrykkende system i dets grundvold må den have en anden karakter. Ikke revolutionær - hvad der ville være umuligt i Portugal her i begyndelsen af det 21. århundrede - men heller ikke kun rent dagskravsagtig og reformerende.
For at tage historiens udfordring op inden for rammerne af en kamp, som er stadig mere global og internationaliseret, må vores folks kamp indskrives i en strategi, som frontalt og gennem ord og handling afviser det samfundsprojekt, som førte landet ud på afgrundens rand.
Opgaven er gigantisk. Jeg har ingen illusioner, eftersom millioner af portugiserer endnu ikke forstår, at kapitalismen er fordømt, og at den i sin hovedbastion, USA, har antaget en eksterministisk dynamik.
Men netop fordi de undertrykkende systems irrationalitet nu truer menneskeheden som helhed, har kampen mod dette system ikke kun som mål at ændre livet. Det er for at ændre livet, at det er nødvendigt at kæmpe for at gøre en ende på udbytningen af mennesket.

Miguel Urbano Rodrigues er medlem af Portugals Kommunistiske Parti og tidligere EU-parlamentariker.