Intellektuelle og kunstnere fra 52 lande og forskellige kulturer, som er samlet i Caracas, Simon Bolivars vugge, er enige om, at det er nødvendigt at rejse en mur af modstand mod det projekt for herredømme over verden, som man i dag forsøger at påtvinge os
fra Verdenskonferencen af intellektuelle og kunstnere 'Til forsvar for menneskeheden' Caracas, 1.- 5. december 2004
Vi lever i en tid, hvor FN's Charter ikke respekteres. Den internationale legalitet blev krænket, og principper som ikke-indblanding i staternes indre anliggender og selve begrebet suverænitet bliver droppet. Geneve-konventionerne om krigsfanger og beskyttelse af civilbefolkningen bliver overtrådt: tilfangetagne torteres og pines, fængsler oprettes uden lovhjemmel på besatte områder i Guantanamo og Irak.
Invasionen og ødelæggelsen af Irak, truslerne mod andre nationer i Mellemøsten, det palæstinensiske folks martyrium og stormagternes indblanding i Afrika viser, at de er fast besluttede på med blod og brand at påtvinge en orden, som bygger på magt.
En stor del af disse aggressioner har til formål at tilegne sig de mindre udviklede landes oliereserver, mineraler, biodiversitet og vand. Vi støtter folkenes ret til at bevare kontrollen over disse resurser og afvise de røveriske interventioner.
Hvor langt vil man gå...
Forbrydelserne mod det irakiske folk viser, hvor langt de regeringer og medier, der erklærer sig som forsvarere af menneskerettighederne, er rede til at gå. Falluja, som i dag er lagt øde, vil stå som symbol på den heroiske modstand på et tragisk tidspunkt i historien.
En del af dette projekt for herredømme består i betalingen af den ulovlige udlandsgæld, planen om økonomisk anneksion af Latinamerika og Caribien ved hjælp af ALCA og andre planer og aftaler, som truer landenes uafhængighed og reelle muligheder for at udvikle sig.
Der er voksende fare for nye former for intervention og aggression i en situation, hvor de sociale kampe og forandringer i regionen tager til. Begreberne 'forebyggende krig' og 'regimeskifte', som er formuleret i USA's officielle regeringsdoktrin, udgør en trussel mod ethvert land, som ikke bøjer sig for de imperiale interesser eller har strategisk betydning. Et eksempel er den nylige intervention i Haiti.
I dag er det mere nødvendigt end nogensinde at rejse solidaritet med Venezuela, Cuba og alle de folkelige sager på dette kontinent.
Solidaritet med de kæmpende
Vi udtrykker ligeledes vores solidaritet med folkene i Irak, Palæstina og Afghanistan og med alle, som gør modstand mod imperialistisk besættelse og aggression.
Et vigtigt led i den globale kamp mod de imperialistiske eventyr er helt sikkert mobiliseringen af de mest bevidste sektorer af det nordamerikanske folk sammen med de kræfter, som har demonstreret mod krigen i Europa, Latinamerika og andre dele af verden.
Vi fordømmer terrorismen. Men vi modsætter os den politiske udnyttelse af den såkaldte 'krig mod terrorismen' og den bedrageriske brug af værdier og begreber som demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Følger af nykolonial udplyndring
Mens umådelige resurser bortødsles i militærindustrien, finder en hærgende og tavs udryddelse sted som følge af sult, sociale problemer, ekstrem fattigdom, helbredelige sygdomme og epidemier. De lidelser, som folkene i Afrika, Asien, Latinamerika og Caribien pådrages som resultat af de internationale finansinstitutioners politik, ignoreres af dem, som ønsker at dominere verden, og af de globale eliter, som drager fordel af den nykoloniale udplyndring.
Fraværet af programmer, som kan føre til reel løsning af disse problemer, er endnu et tegn på den umenneskeliggørelse, som kendetegner vores epoke.
De kampe, som føres af arbejderne, bønderne, de arbejdsløse, de forarmede, de udbyttede, de udstødte, kvinderne, de oprindelige folk, efterkommerne af de afrikanske slaver, emigranterne, de seksuelle mindretal, de forsvarsløse børn og ofrene for sexhandelen, er også vores kampe. Vi forpligter os til at støtte kravene fra dem, som forsvarer deres rettigheder og deres identitet imod den nyliberale globaliserings totalitære og ensrettende hensigter.
Trusler mod selve livet
En stor del af menneskeheden, som ligger under bundgrænsen med hensyn til mad, lægebehandling, elforsyning, bolig og vand, er ofre for et system, som udtømmer naturresurserne og ødelægger miljøet, og som med sit irrationelle forbrugsræs truer selve livets fortsættelse.
Det store flertal har meget begrænset adgang til uddannelse og har ingen glæde af de fordele, som de nye informationsteknologier og produktionen af generisk medicin kunne give dem. Det rådende økonomiske system markedsgør og privatiserer størstedelen af den intellektuelle produktion og forvandler den til et redskab, som skal forevige koncentrationen af rigdom og tæmningen af bevidstheden.
Det er påtrængende at forhindre, at WTO - gennem sin politik for at forvandle verden til en vare - tilintetgør den kulturelle diversitet.
Koncentrationen af ejendomsretten til massekommunikationsmedierne gør informationsfriheden til et bedrag. De mægtige medier, som tjener det hegemoniske projekt, forvrænger sandheden, manipulerer historien, nærer diskriminationen i dens forskellige varianter og fremkalder resignation over tingenes aktuelle tilstand, som præsenteres som den eneste mulige.
Aktion er nødvendig
Det er nødvendigt at gå i offensiven med konkrete aktioner. Den første af disse aktioner, som er besluttet på denne konference, er dannelsen af et net af informationsnetværk, kulturel kunstnerisk handlen, solidaritet, koordinering og mobilisering, som forbinder kunstnerne og de intellektuelle med de Sociale Fora og de folkelige kampe, og som sikrer fortsættelsen af disse bestræbelser og deres sammenføjning i en international bevægelse 'Til forsvar for menneskeheden'.
Det er afgørende at imødegå propagandaen fra de hegemoniske centre og sætte frihedsideerne i omløb gennem alle kanaler: radio- og tv-stationer, internet, alternativ presse, film, lokale medier og så videre, og at sprede kendskabet til udviklingsprojekterne og erfaringerne fra den folkelige deltagelse og uddannelse, så de kan gøres til referenceramme for genskabelse af de utopier, som ansporer historien.
Den venezuelanske virkelighed viser, at den folkelige mobilisering er i stand til at erobre og fastholde magten for folket og forsvare de store omformninger til dets fordel. Vi takker den bolivarianske regering, Venezuelas folk og dets præsident, Hugo Chavez, for de forpligtelser, de har påtaget sig over for denne internationale bevægelses fremtid.
I denne tid med store farer giver vi atter udtryk for vores overbevisning om, at en anden verden ikke alene er mulig, men også nødvendig. Vi vil kæmpe og opfordrer til at kæmpe for den med mere solidaritet, enhed og beslutsomhed. I forsvaret for menneskeheden udtrykker vi vores vished om, at folkene vil få det sidste ord at skulle have sagt.
Appellen har tidligere været trykt i tidsskriftet Ret og Vrang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278