Slaven kunne være vred på sin herre, som lagde lænken om hans fod. Vi andre, vi lægger os selv i lænker. Hvem skal vi være vrede på? Hvor har de det nemt, kapitalisterne! De må være verdenshistoriens lykkeligste udbyttere.

af Kjeld Stenum
Noget for noget, siger han, statsministeren, og mener, at hvis en bistandsmodtager vil have brød på bordet, må han/hun også demonstrere sin villighed til at betale samfundet tilbage og stille op til alskens ydmygende aktivering, arbejdsvurdering og så videre.
At leve sit liv i samfundet er ikke en given ret, men noget, man skal gøre sig selv fortjent til. Og hvis man af den ene eller den anden grund ikke optjener sin ret til livet, så bliver man skyldig og gældsat, hvis man alligevel vælger at opretholde det.
Det er muligvis ikke en udtalt ideologi, til gengæld er det vores moderne arbejdsmarkedssystems udtalte praksis. Der er meget store masker i det sikkerhedsnet, der er spændt ud under os, og det er meget nemt at falde nedenud. Og med globalisering og intereuropæisk konkurrence i lavtløn og villighed til at stille op til hvad som helst bliver maskerne større og større.
Fordi arbejdsmarkedssystemet er som det er, kæmper vi ekstra indædt for at holde os ovenover netmaskerne. Vi ved, hvor let det er at falde igennem, og vi ved, hvad der venter os, hvis vi falder igennem.
Dette er den første lænke, som vi lægger om foden på os selv: Det, at vi vælger at opretholde livet. Den er frivillig, ingen kan nægte det, vi kan jo bare vælge at lade være, derfor accepterer vi også, at vi bliver skyldige og gældsatte, hvis vi vælger at leve det skideliv og ikke betaler for det.
Den næste lænke, som de allerfleste af os allerede er i gang med at lægge ved siden af den første, før den er smedet færdig, den hedder renter og afdrag. I meget gamle dage hed det slaveri, i middelalderen kaldte vi det vornedskab og stavnsbånd, nu om dage hedder det renter og afdrag.
Og de allerfleste af alle os, som ikke hører til dette samfunds magthavere, vi har lagt en mere eller mindre tung udgave af den lænke om vores fod og klikket låsen fast. Vælger du livet og den gæld, som følger med retten til at nyde dette gode, så er du også allerede godt i gang med at vælge kampen for at holde dig indenfor på arbejdsmarkedet.
En del af det at holde sig indenfor på arbejdsmarkedet i disse EU-foriserede og globaliserede tider er villigheden til mobilitet, flexibilitet og forlængede arbejdstider. Skal man besidde disse kompetencer, som det hedder nu om dage, må man enten vælge at bosætte sig, hvor det er skidedyrt, eller man må vælge at bosætte sig, hvor det er billigere, men hvor afstanden til arbejdspladsen er så stor, at man er nødt til at have bil.
Eller vi må vælge at bruge al vores tid på arbejde, søvn og transport. Dette er de mest grundlæggende ting, som får så mange af os til - frivilligt - at lægge os selv i lænker i form af tyve- og trediveårslån, som i praksis gør os fri den dag, vores kiste bliver skubbet ind i krematorieovnen. Men det er kun de mest grundlæggende, der er tusind lignende valg.
Vi er verdens lykkeligste folk, siger opinionsundersøgelserne, vi er vores egen lykkes smede, siger vores statsminister, men vi er også vores egne lænkers smede, tror vi selv. Vi er selv ude om det, hvis ikke vi er lykkelige, tror vi, derfor bilder vi helst os selv og opinionsundersøgerne ind, at vi er lykkelige.
Men hvis vi virkelig er verdens mindst ulige og mindst ulykkelige folk - en påstand, som der er al mulig grund til at se kritisk på - så siger det mere om verden end om os. Og sådan er verden måske.
Vi kender det godt. Hvis vi står i en nødssituation - en skilsmisse for eksempel, eller blot en sammenbrændt bil - går vi til vores bank med hatten i hånden, og lugter bankerne, at vi er presset, har de ofte yderligere betingelser at knytte til, før de siger ja til at give os de langfristede lån, som de får mere end dobbelt igen: De ser meget gerne, at vi også accepterer den ene eller den anden åndssvage pensions- eller opsparingsordning, som reelt ikke er andet end risikovillig kapital direkte ned i deres lommer.
På samme måde fungerer det på verdensplan. Skal et udviklingsland have et lån, for eksempel hos Verdensbanken, lægger det sig i gældslænker, som tvinger det til forbrugsbegrænsning, lave investeringer og koncentration om kortsigtede lettjente eksportartikler, som på længere sigt undergraver både miljø og økonomi.
Det tæller ikke, at det som tvinger udviklingslandet til at søge om lån, oftest er forsøget på at komme fri af en tidligere gældsfældes indbyggede katastrofer. De internationale kreditgivere, som lugter nødssituationen, stiller i reglen yderligere betingelser til lånet. Det evindelige mantra, som går igen og igen i disse betingelser, hedder demokrati og markedsreformer.
Det lyder smukt, men dækker over den globale kapitals fri ret til at ødelægge miljø, tvinge børn og voksne mænd til at vælge - frit - mellem en sultetilværelse i byernes gader eller slavearbejde med en produktion, hvis indhold ikke de selv, men den globale kapital vælger, og smadre bondeøkonomien og splitte familierne på landet, hvor kvinderne står alene tilbage med børneflok, som de forsøger at forsørge ved at afsætte deres oftest håbløst gammeldags fremstillede landbrugsvarer på de lokale markeder i konkurrence med eksportstøttet og hjemmemarkedsbeskyttet europæisk moderne masseproduktion.
Dette mantra smadrer enhver mulighed for demokratisk økonomi, som det smadrede de sidste rester af demokratisk økonomi i Østeuropa for cirka femten år siden. På russisk hedder demokrati og markedsreformer i øvrigt glasnost og perestrojka.
Slaven kunne være vred på sin herre, som lagde lænken om hans fod. Vi andre, vi lægger os selv i lænker. Hvem skal vi være vrede på? Hvor har de det nemt, kapitalisterne! De må være verdenshistoriens lykkeligste udbyttere.