I 1960´erne fremkom en retning inden for teatret, som man kaldte absurdismen. I de seneste uger har jeg ganske ufrivilligt deltaget i et lignende stykke absurd teater

af Uwe Max Jensen, billed- og performancekunstner
Fredag den 7. januar 2005 hævede jeg vandstanden i et værk på Aros Århus Kunstmuseum. Jeg pissede i Olafur Eliassons skulptur 'Waterfall'.
Efter fuldendelsen af mit værk blev jeg anholdt, tilbageholdt, bortvist fra matriklen og stillet et erstatningskrav på 12.000 kroner i udsigt.
Et erstatningskrav, der i sig selv var absurd, da intet var ødelagt, og der ingen skader var at udbedre.
I en pressemeddelelse gjorde jeg derfor opmærksom på, at sanktionen fra Aros Århus Kunstmuseums side udelukkende havde til formål at intimidere mig økonomisk.
Efter udsendelsen af pressemeddelelsen blev kravet uden videre opgivet.
Jeg glæder mig selvfølgelig over det umiddelbare bortfald af det økonomiske krav.
Men jeg ærgrer mig ærlig talt over, at Aros Århus Kunstmuseum på ny prøver at lukke den rimelige og relevante debat.
En debat der handler om, hvordan vi skal fordele de offentlige kulturmidler.
Aros Århus Kunstmuseum har muligheden for at bidrage konstruktivt til diskussionen af dette vigtige spørgsmål. I stedet forsøger man med alle midler at lukke debatten.
Det er ærlig talt absurd.