Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen har sat sit fokus på indvandrerkvinder og opfordrer til at de kræver ligestilling med deres mænd, eventuelt bryder ud af ægteskabet

fra Støttekredsen for flygtninge i fare
I Støttekredsen undrer vi os over, hvorfor ligestillingsministeren kun mener indvandrerkvinder skal kræve ligestilling. I mange danske ægteskaber er kvinderne ikke ligestillet med deres mænd. Hverken lønmæssigt, arbejdsmæssigt, eller hvad angår fordeling af arbejdsbyrderne i hjemmet. Ganske vist var der i 1970'erne et kvindeoprør, som betød forbedringer for mange kvinder. Men oprøret stoppede igen, uden at der var indført fuld ligestilling, og siden ser det ikke til at være gået op af bakke af sig selv. Tværtimod.
Undersøgelser viser, at masser af danske kvinder fortsat udsættes for vold i deres ægteskab. Vi undrer os over, hvorfor ligestillingsministeren kun sætter fokus på indvandrerkvinderne og ikke på 'voldsramte' kvinder i det hele taget, og opfordrer alle voldsramte kvinder til at kræve ligestilling. Eller mener ligestillingsministeren, at det er i orden, at danske kvinder udsættes for vold fra deres ægtemænd?
Det er et typisk problem for kvinder, der forsøger at bryde ud af deres voldelige ægteskaber, af deres tidligere ægtemænd jagter dem med trusler og vold, såvel for kvinder af dansk- som kvinder af anden etnisk oprindelse.
For alle voldsramte kvinder gælder, at det grundet bolignød i Danmark, nærmest er umuligt for dem at bryde ud af et voldeligt ægteskab. De har ingen steder at flytte hen, de er tvunget til at flytte ind på krisecentre, hvis der ellers er plads.
Kvinder af anden etnisk oprindelse har yderligere det problem, at de risikerer at blive sendt tilbage til det land de kommer fra, og lige i armene på familie, der fordømmer og hævner sig, hvis de ellers har noget familie at komme tilbage til.
Såfremt ligestillingsministeren ønskede ligestilling med sin kampagne, ville det have været på sin plads at kræve en løsning på boligproblemet for alle kvinder, der forsøger at bryde ud af deres voldelige ægteskab.
Såfremt ligestillingsministeren med sin kampagne ønskede ligestilling, ville det have været på sin plads at kræve, at ingen kvinder, der forsøger at bryde ud af et voldeligt ægteskab, skal risikere at blive sendt ud af Danmark, - ene og alene fordi de ikke længere vil leve sammen med en voldelig ægtemand.
Såfremt ligestillingsministeren med sin kampagne ønskede etniske kvinder ud af deres isolation, kunne hun jo have startet med de kvinder, der har siddet fastlåst i isolation fra resten af samfundet rundt omkring på danske asylcentre i årevis. De sidder der på grund af regeringens asylpolitik, hvor forfølgelse grundet køn, ikke er anerkendt.
Ligestilingsministeren har med sit fokus på indvandrerkvinder, for os at se ikke startet en kampagne for etniske kvinders ligestilling, men atter en gang er det lykkedes regeringen at sætte gang i en udskillelseskampagne af etnere fra det danske samfund.