24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark bør stemme for dialog

Danmark bør stemme for dialog

Torsdag, 17. marts, 2005, 00:00:00

Nogle af de værste brud på menneskerettighederne i verden i dag finder ganske vist sted i Cuba, men på det område der er besat af USA

fra Dansk-Cubansk Forening
Til udenrigsminister Per Stig Møller
Vi henvender os i anledning af, at FN's Menneskerettighedskommission afholder sit årlige møde i Geneve fra den 14. marts.
Vi opfordrer den danske regering til i år ikke at understøtte den traditionelle resolution - fremlagt af USA og enkelte andre lande - som fordømmer Cuba for særligt alvorlige brud på menneskerettighederne.
Der er vel ikke noget land i verden, der er perfekt, men det er objektivt helt ude af proportion særligt at kritisere det cubanske samfund for brud på menneskerettighederne. Realiteten er, at Cuba sikrer sine borgere retten til livet og til alle andre grundlæggende rettigheder.
De forhold, som Danmark, EU og FN's Menneskerettighedskommission måtte ønske ændret i Cuba, bør forfølges inden for rammen af en dialog. En sådan dialog er aldrig blevet afvist af cubanerne, hvis den bygger på FN-pagtens grundlæggende fundament om medlemstaternes suverænitet og ligestilling.
Når USA år efter år enten selv eller skjult bag et andet land fremsætter forslaget om fordømmelse af Cuba, skyldes det, at USA skal bruge en sådan fordømmelse til at legitimere sin blokade mod Cuba - en blokade som hele verden, også Danmark, 13 år i træk har fordømt. Senest i 2004 med 179 stemmer for og kun fire stemmer imod.
Det er særligt farligt, hvis USA i år får banket et flertal på plads bag sin resolution mod Cuba. Det er velkendt, at Cuba er blandt de lande USA betegner som 'slyngelstater' eller 'tyranniets forposter'. Disse lande står over for en akut trussel om et amerikansk militært overfald. USA vil utvivlsomt misbruge en eventuel resolution fra UNHRC i Geneve som en legitimering, også hvis eller når dets fjendtlighed mod nabolandet Cuba udvikler sig fra blokade til militær aggression.
Nogle af de værste brud på menneskerettighederne i verden i dag finder ganske vist sted i Cuba, men på det område der er besat af USA, og hvor Guantanamo-flådebasen ligger. Det er ironisk - selvom dette ord langt fra er stærkt nok - at USA på denne baggrund vil fordømme Cuba for brud på menneskerettighederne.
I disse uger bruger USA alle midler for at sikre et flertal for en resolution, som vi endnu ikke kender ordlyden af, men hvis indhold og hensigt alle kender.
Vi mener Danmark skal sige nej til konfrontation med Cuba og ja til dialog.
Vi er opmærksomme på, at Danmark ikke for tiden har en plads med stemmeret i UNHRC, men Danmark har en stemme, som bør lyde for fornuft og dialog, imod hykleri og konfrontation.

Vedtaget på generalforsamling 12. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp