Lad os begynde med melklisteret, for det er det, de fleste af os vader rundt i. Det er trummerummet. Når vi er unge, har vi drømme. Vi tror, vi har verden i vores hånd, og den er til for os og fyldt med muligheder. Og sådan burde det også være.

af Kjeld Stenum
Livet er en menneske-ret, og det er skipperlabskovs også. Hvad skipperlabskovs angår, så findes den såvel i den dyre udgave, der vinder Danmarksmesterskabet i kokkekunst, med dådyrkød og førsteklasses økologiske kartofler, som i en klam melklisteragtig udgave, der smager af stordrift og meget lidt tid og kan købes på dåse i enhver discountbutik.
Det jeg ville ind på i denne skærveknuser er, at også med hensyn til det med høj og lav kvalitet minder livet om skipperlabskovs.
Lad os begynde med melklisteret, for det er det, de fleste af os vader rundt i. Det er trummerummet. Når vi er unge, har vi drømme. Vi tror, vi har verden i vores hånd, og den er til for os og fyldt med muligheder. Og sådan burde det også være.
Men for at klare dagen og vejen indgår vi flere og flere kompromisser med vores drømme. Vi må have penge, for vi har udgifter til husleje, mad og transport. For at få penge må vi i hvert fald midlertidigt finde os i, at andre, nemlig vores arbejdsgivere, bestemmer over den energi, vi investerer i den verden, der retteligen tilhører os.
Vi bliver måske forelskede, lægger os måske også børn til, har måske for en stund en fornemmelse af i hvert fald på det område at have fat i en ende af evigheden. Men i det lange løb resulterer lyksaligheden i et større behov for penge. Vi skal have mere plads, og børn koster penge. Flere kompromisser. Bil, overarbejde, for nogen måske også moralske kompromisser, fordi de vælger karriere.
Familielivet bliver ikke, hvad det skulle være, undertiden forliser det ligefrem. Jo, vi glæder os da i dagligdagen, vi ved godt, det ikke helt er, hvad vi havde drømt for vores eget liv, i stedet glæder vi os over at se præcis vore egne ungdomsdrømme leve videre hos vores poder og gør alt, hvad vi kan for at bevare dem uspolerede så længe som muligt.
Men vi mærker også i stigende grad, når de begynder at bakse med vingerne, de er alligevel ikke helt os, og det skal de heller ikke være. En dag vil de flyve selv, eller hvad man nu skal kalde det, og når vi første gang erkender det, føler vi os både lidt forladte og dybt bekymrede, for vi ser pludselig melklisteret, som vi er midt i.
Og vil de, når de når vores alder, stå som os og tænke, at det blev ikke hvad de drømte om, i stedet blev det mest melklister? Det vil de nok, erkender vi desillusioneret, og for at holde melklisteret ud begynder vi måske at fylde det med krydderier og kunstige smagsstoffer i form af diverse eksotiske ferier, eller vi får svært med at styre et misbrug af den ene eller den anden slags.
Tiden kommer, sagde de gamle indianere, tiden går, siger vi, og nu er den allerede snart gået.
Nogen få kan leve et andet liv. De bliver rige. Undertiden fødes de til det, undertiden bliver de det ved at udnytte den dybt umoralske ret til at berige sig på andres arbejde, som er indbygget i grundlaget for samfundssystemer som vores.
Jamen de må vel kunne realisere ungdomsdrømmene så? De behøver ikke at drømme om, at verden tilhører dem, for det gør den jo rent faktisk. Tjoh. Nu har jeg i mit liv som jord- og betoner stukket næsen indenfor i mange slags miljøer, undertiden har jeg også haft arbejde for de virkelig rige.
Vi ser dem komme i deres dyre jaguarer, de farer rundt på pladsen, snakker i mobiltelefon hele tiden og ser hverken det ene eller det andet, så stiller de sig måske hen til os. Snakker lidt om projektet, afslører mest deres dybe uvidenhed om det hele, og vi kigger lidt, hvad vil de os, som de står der i deres tynde dyre habit og småfryser i frostvejret, stiller sig helt tæt hen til os i vores tykke tilmudrede arbejdsdragter?
Står de ikke og angler efter den menneskevarme, de ikke kan gå til deres egne efter, som oversete kyllinger, der er bange for ikke at få lov til at være med i flokken? Og måske går det med et op for os, at de også godt ved, hvad vi ved om det, deres unge smukke kone bruger tiden på, mens de farer rundt og laver store penge.
Jo, de betaler dyrt for at få lov til at beholde hende, tænker vi så, og sammenligner med vores egne melklister-liv. Misunder vi dem? Nej. Det, der dukker op i mit hoved, er nogen melankolske linjer, den canadiske sangerinde Joni Mitchell sang, dengang jeg var ung: 'I look on life from both sides now / from up and down, but still somehow / it´s life-illusions I recall / I really don´t know life at all.'
Nej, jeg med mit trekvart-mislykkede liv, jeg misunder dem virkelig ikke. Det er jo lovligt at være styrtende rig i samfund som vores. Men det moralske kompromis, man skal indgå for at være det, er så stort, at man i enhver anden henseende bliver ensom og fattig. Den ensomhed, der følger pengemagt så sikkert som svovllugt følger fanden, gør alt det, man kan købe for penge, til tomme kalorier.
Fem minutter efter man har spist, mærker man den bundløse sult. Derfor kan den rige aldrig få nok. Nej, livskvalitet er noget helt andet, livskvalitet er noget med samspil og fællesskab, og det lader sig nok slet ikke realisere i vores samfund.
Hvorfor skal det nu gøres til noget venstreorienteret at tale om kvalitet, klagede tidligere tv-kok Claus Meyer til Mik Schack i et af mine favorit-tv-programmer? Kvalitet det er jo noget objektivt, som alle partier burde kunne gå ind for og slå et slag for.
Kære Claus Meyer. Du har fuldstændig ret i, at kvalitet er noget objektivt. Netop derfor kan de partier, der vil bevare et samfund som vores, ikke tale om det. Hvis vi virkelig evnede at tale om kvalitet, så vi alle kunne se det, ville det sprænge vores samfund. Og folk som dig, i virkeligheden så burde I bures inde efter terrorist-lovene.