Der er inden for marxismen store vanskeligheder med at definere en samfundsklasse, skriver brasilianeren Augusto César Buonicore i denne artikel, som tidligere har været bragt i netavisen Vermelho.org.br. Han skriver blandt andet:

'I et konkret, historisk bestemt samfund er der derfor ud over de to polære hovedklasser andre klasser - mellem- eller overgangsklasser. Og selv hovedklasserne danner ikke en monolitisk blok. Denne forståelse er afgørende for at kunne udarbejde en revolutionær taktik og strategi, der er tilpasset et givet historisk øjeblik.
Den manglende forståelse for denne vigtige lære, som Marx og Lenin overlod os, har fået nogle venstreorganisationer til at følge en sekterisk og arbejderistisk politik. Selv den internationale kommunistiske bevægelse var offer for denne venstreafvigelse, som historien straffede den for.'
** lille box med foto ved indgangen til artiklen **
Augusto César Buonicore er historiker, medlem af Brasiliens Kommunistiske Partis centralkomite og af redaktionerne af tidsskrifterne Principios og Cr’tica Marxista samt det faglige debatblad Debate Sindical.

Noter om marxismen og samfundsklasserne
Der er inden for marxismen store vanskeligheder med at definere en samfundsklasse. Dette skyldes for det første, at Marx aldrig lavede en definition, end ikke en formel definition, af hvad en samfundsklasse er. Han døde, før han kunne gøre det, og efterlod os kun nogle få afsnit i sidste del af Kapitalen. Forskellige forfattere har forsøgt at rekonstruere begrebet ud fra spredte tekster, og resultatet har ikke altid været positivt.
I sine værker brugte Marx termen klasse på forskellig måde. Disse forskelle er forbundet med de forskellige abstraktionsniveauer, som han anvender i sin analyse af samfundet - konjunkturer, økonomiske samfundsformationer eller produktionsmåder.
Ideen om et samfund, som udelukkende er opdelt i to hovedklasser - f.eks. arbejdere og kapitalister - er knyttet til et bestemt abstraktionsniveau, nemlig produktionsmåden, i dette tilfælde den kapitalistiske. Men rene produktionsmåder findes ikke. Det, som findes, er konkrete sociale og økonomiske formationer, som aktualiseres i forskellige konjunkturer. I de virkelige - konkrete - samfund sameksisterer forskellige produktionsmåder, selv om en af dem altid er den dominerende. Det er denne dominans, som gør det muligt for os at udskille et slavesamfund, feudalsamfund, kapitalistisk samfund og socialistisk samfund. I et konkret, historisk bestemt samfund er der derfor ud over de to polære hovedklasser andre klasser - mellem- eller overgangsklasser. Og selv hovedklasserne danner ikke en monolitisk blok. Denne forståelse er afgørende for at kunne udarbejde en revolutionær taktik og strategi, der er tilpasset et givet historisk øjeblik.
Den manglende forståelse for denne vigtige lære, som Marx og Lenin overlod os, har fået nogle venstreorganisationer til at følge en sekterisk og arbejderistisk politik. Selv den internationale kommunistiske bevægelse var offer for denne venstreafvigelse, som historien straffede den for.
Lad os se, hvordan Marx behandlede spørgsmålet om samfundsklasserne i et ufærdigt kapitel i Kapitalen: 'Ejerne af den blotte arbejdskraft, ejerne af kapital og jordejerne, hvis respektive indkomstkilde er arbejdsløn, profit og jordrente, dvs. lønarbejder, kapitalist og jordejer, danner de tre store klasser i det moderne samfund, der beror på den kapitalistiske produktionsmåde. I England er det moderne samfund med sin økonomiske strukturering ubestrideligt udviklet mest, i sin mest klassiske form. Alligevel fremtræder denne klassestrukturering heller ikke her i helt ren form. Mellem- og overgangstrin tilslører også her (é) overalt bestemmelsen af grænserne'.
Her taler Marx ikke om den kapitalistiske produktionsmåde, men om det 'moderne samfund, der beror på den kapitalistiske produktionsmåde', hvor England var den udviklede model. Og selv der viste klasseforskellen sig ikke 'i helt ren form'.
Bukharin sagde rigtigt: 'Når vi analyserer en 'abstrakt samfundstype', dvs. en hvilken som helst ren samfundsform, bekymrer vi os alene, eller næsten alene, om hovedklasserne. Men når vi omvendt iagttager den konkrete virkelighed i dens bevægelse, er det naturligt, at vi tager hensyn til hele blandingen af økonomiske og sociale relationstyper'.
I Marx' og Engels' historiske skrifter, der sigtede mod at analysere de forskellige konjunkturer, som var opstået med 1848-revolutionen i Frankrig og Tyskland, støder man på termerne klassefraktion, overgangsklasse osv. Inden for de herskende klasser skelnede de mellem et industriborgerskab, et bankborgerskab, et handelsborgerskab, et agrarborgerskab og jordejere. De anerkendte eksistensen af et småborgerskab i byerne og et småborgerskab på landet. Tilmed i proletariatet følte de behov for at foretage nogle skel: pjalteproletariatet, arbejderaristokratiet osv.
Men hvad er samfundsklasserne for marxismen?
Den vigtigste klassedefinition inden for marxismen blev lavet af Lenin. Det blev givet i et enkelt afsnit i en artikel med titlen 'Et storstilet initiativ'., som handlede om betydningen af det frivillige arbejde under socialismen - de kommunistiske lørdage. Her skrev han: 'Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (...), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.'
Ifølge Lenin bør klasserne forstås som noget historisk bestemt. De har ikke altid eksisteret og vil ikke altid eksistere. De er forbundet med bestemte faser i udviklingen af den samfundsmæssige produktion. Enhver produktionsmåde producerer og reproducerer sine egne hovedklasser og/eller giver nye bestemmelser til de klasser, som stammer fra de forudgående produktionsmåder.

Klasser og klassefraktioner
Marx brugte ordet klassefraktion om de interne forskelle i borgerskabet. Industriborgerskabet er den del, som udvinder og tilegner sig merværdi, men det behøver de øvrige kapitalister, såsom købmanden og bankieren, som hjælper med at frigøre merværdien, dvs. muliggøre den. Fordelingen af merværdien er en nødvendighed for systemet, for at det kan bevares og udvides. I modsætning til de feudale jordejere var bankiererne og købmændene ikke snyltende klasser i den forstand, at de var unyttige for kapitalens produktion og reproduktion. Eksistensen af klassefraktioner udtrykker sig i forskellige økonomisk-erhvervsmæssige interesser.
Et eksempel: Skønt handelsborgerskabet ikke direkte udvinder merværdi af arbejderne, sådan som det er tilfældet med industriborgerskabet, holder det ikke af den grund op med at tilhøre én og samme klasse, nemlig borgerskabets klasse. Den grundlæggende interesse, som forener borgerskabets forskellige fraktioner, er bevarelsen af det kapitalistiske system. Men i konjunkturer, hvor denne interesse ikke er truet, kan de konfrontere hinanden om den økonomiske politik, som skal følges af de kapitalistiske regeringer, og organisere sig i forskellige erhvervssammenslutninger og partier. Disse uoverensstemmelser udmunder ikke sjældent i væbnede konflikter (statskup, borgerkrige og revolutioner).
Mens der er konsensus med hensyn til eksistensen af fraktioner inden for borgerskabet, stiller tingene sig anderledes, når vi analyserer proletariatet. I mange år dominerede et monolitisk syn på, hvad proletariatet var. Det gjaldt både for dem, der betragtede det i snæver forstand (proletariat = fabriksarbejdere), og dem, som betragtede det i bred forstand (proletariat = lønmodtagere). Kun få problematiserede eksistensen af fraktioner inden for proletariatet selv, skønt dette kunne forsvares ud fra Marx', Engels' og Lenins bemærkninger.

Hvad er proletariatet?
Vanskeligheden ved at formulere det marxistiske begreb proletariat skyldes blandt andet, at Marx selv aldrig klart og entydigt har defineret, hvad det moderne proletariat er. I sin berømte fodnote til den engelske 1888-udgave af Det kommunistiske partis manifest skriver Engels simpelthen: 'Ved proletariat forstås de moderne lønarbejdere, som ikke besidder egne produktionsmidler og derfor er henvist til at sælge deres arbejdskraft for at kunne leve.' Her står vi over for en udvidet definition af det moderne proletariat. Denne definition har været genstand for ophedet polemik blandt marxister. En polemik, som har strakt sig over mere end et århundrede. Det spørgsmål, der står tilbage, er: Kan alle lønmodtagere betragtes som proletarer? Jeg mener, at det svar, som kan udledes af Marx', Engels' og Lenins værker i deres helhed, kun kan være benægtende.
Ifølge disse værker tilhører de lønmodtagere, som udfører personlige tjenesteydelser (tyende o.lign.), eller som er forbundet med overbygningen (embedsmænd, militærfolk, præster, traditionelle intellektuelle osv.), ikke proletariatet. Og til proletariatet hører heller ikke de lønmodtagere, som varetager funktioner med hensyn til arbejdskontrol og koordination, såsom ledere og administratorer af virksomheder. Disse udfører ikke kun tekniske funktioner, men også en funktion forbundet med reproduktionen af udbytnings- og undertrykkelsesrelationerne inden for virksomhederne. De repræsenterer på denne måde kapitalens interesser over for arbejdet. De tilhører hverken borgerskabet eller proletariatet, men en social mellemgruppe. Det er vigtigt ikke at forveksle dem med de tekniske arbejdere, herunder nogle produktionsingeniører, som udelukkende eller fortrinsvis varetager tekniske funktioner.
Lad os nu bruge Lenins bemærkninger til at definere proletariatet som en særskilt klasse. Ifølge denne definition kan man sige, at proletariatet som klasse består af samtlige lønarbejdere, som er forbundet direkte med produktionen og frigørelsen af merværdi. Dvs. de lønarbejdere, som er produktive ud fra kapitalens synsvinkel. De udfører også et delarbejde efter ordrer fra de overordnede funktionærer, som kontrollerer produktionsprocessen - dvs. beslutter, hvad, hvornår og hvordan der skal produceres - under kapitalisternes almindelige kommando. Proletariatet som klasse er derfor ikke alene berøvet produktionsmidlerne og produkterne af deres arbejde, men også kontrollen over produktionen. Det er dette, som nogle marxistiske teoretikere kalder fremmedgørelse af arbejdet. Denne situation placerer dem blandt samfundet nedre dele, dvs. det, som man ofte kalder de 'folkelige klasser'. Begrebet proletariat går derfor videre end de traditionelle fabriksarbejdere, men må ikke forveksles (eller sammenblandes) med lønarbejderne som helhed.
For Marx indbefattede proletariatets klasse handelsansatte, bankfunktionærer, lærere i kapitalistiske virksomheder osv. Kort sagt alle de lønarbejdere, som er produktive for kapitalen. Han skrev tilmed: 'F.eks. kan lærerne på undervisningsinstitutionerne være blotte lønarbejdere for den, der driver undervisningen; der eksisterer talrige sådanne undervisningsfabrikker i England. Selv om de over for eleverne ikke er produktive arbejdere, er de det over for deres arbejdsgiver. (é) Over for publikum forholder skuespilleren sig her som kunstner, mens han over for sin arbejdsgiver er produktiv arbejder'. (Marx: Teorier om merværdien, 1. bog, bind 2, s. 496).
Om arbejderne inden for handlen skrev Marx: 'Disse kommisers ubetalte arbejde skaber ganske vist ikke merværdi, men skaffer ham [kapitalisten] dog adgang til at tilegne sig merværdi, hvad der for denne kapital giver akkurat samme resultat (é) Han er indbringende for kapitalisten, ikke ved direkte at skabe merværdi, men ved at bidrage til at formindske omkostningerne ved realiseringen af merværdien, i den udstrækning han udfører arbejde, som til dels er ubetalt'. (Marx: Kapitalen, 3. bog, bind 2, s. 385-393).
Et andet sted skrev han: 'Fra én side set er en sådan kommerciel arbejder lønarbejder ligesom enhver anden. For det første bliver hans arbejde købt med købmandens variable kapital, ikke med de penge, der gives ud som indkomst, og det bliver derfor ikke købt til private tjenesteydelser, men udelukkende for at øge værdien af den kapital, som udlægges dertil. For det andet er værdien af hans arbejdskraft og dermed hans arbejdsløn ligesom for alle andre lønarbejdere bestemt af omkostningerne ved produktionen og reproduktionen af hans specifikke arbejdskraft, ikke ved produktet af hans arbejde. Man må imidlertid skelne mellem ham og de arbejdere, der direkte beskæftiges af den industrielle kapital, på samme måde som mellem den industrielle kapital og handelskapitalen og derfor mellem den industrielle kapitalist og købmanden. Da købmanden som simpel omsætningsagent ikke producerer værdi eller merværdi (é), så kan heller ikke de merkantile arbejdere, som han beskæftiger i de samme funktioner, umiddelbart skabe merværdi til ham.' (Kapitalen, 3. bog, bind 2, s. 383-384).
Selv om vi er enige i, at et stort flertal af lønarbejderne udgør én og samme klasse, proletariatet, mener vi ikke, at man kan hævde, at der findes en fusion mellem alle disse lønarbejdere, som giver sig udslag i dannelsen af én enkelt ideologi, ét enkelt parti og ét enkelt samfundsprojekt - en enhedsmodel for socialismen.
Ved frit at anvende Marx' egne teoretiske bidrag i hans historiske værker kan vi sige, at proletarernes klasse, ligesom borgerskabet, ikke er sammensat som en monolitisk blok, uden sprækker. Den opdeler og underopdeler sig i særskilte fraktioner og lag. Hver eneste af disse fraktioner er bærer af sin egen ideologi og følgelig også af forskellige samfundsprojekter og politiske organisationsformer. Vi vil her bruge en værdifuld bemærkning fra Marx, for hvem 'man må skelne mellem den kommercielle arbejder og de arbejdere, der direkte beskæftiges af den industrielle kapital, på samme måde som mellem den industrielle kapital og handelskapitalen'.
Ligesom borgerskabets industrielle fraktion spillede en fortropsrolle i den borgerlige revolutionsproces, hvor den undertiden forenede sig med og undertiden bekæmpede andre fraktioner af sin egen klasse, er det i den socialistiske revolutionsproces op til arbejderklassen i snæver betydning at spille en fortropsrolle. Socialismens fremtid er derfor ikke uden sammenhæng med, hvilken fraktion af proletariatets klasse der står i spidsen for den revolutionære proces og opbygningen af den nye socialistiske stat.
Ingen af proletariatets fraktioner, eller lag, har nogen interesse i at bevare den kapitalistiske produktionsmåde i ubegrænset tid. Selv de mellemliggende lønarbejdere, som tilhører proletariatet, har i modsætning til småborgerskabet ingen særlig kærlighed til den private tilegnelse af produktionsmidlerne, eftersom de ikke er ejere. Netop derfor kan de forene sig i et projekt for revolutionær overgang til socialismen. Men der findes en kraftig tendens blandt de mellemliggende sektorer - intellektuelle lønmodtagere - til at satse på reformistiske løsninger, og de lægger hindringer i vejen for selve overgangen fra socialisme til kommunisme
Hvis overgangen skal have succes og ikke stoppe på halvvejen, må den bryde med bureaukratiseringen af samfundslivet - ved gradvist at ophæve staten - og delingen mellem intellektuelt og manuelt arbejde. Det vil sige, at det ikke er nok at statsliggøre produktionsmidlerne. Det er også nødvendigt, at selve produktionsforholdene revolutioneres. De revolutionære marxister forveksler ikke statsliggørelse med socialisering.
Men siger den klassedefinition, som er præsenteret ovenfor, alt om proletariatet? Det tror jeg ikke. Det er netop denne anden dimension, som i almindelighed er skjult for økonomisterne og reformisterne, som vi vil behandle i det følgende.
Klasse i sig selv og for sig selv
Ud over alle de objektive kendetegn, som vi lagde frem ovenfor, findes der en anden dimension i klassernes konstituering. Den relaterer sig til spørgsmålet om subjektivitet. En samfundsklasse i fuld betydning må forstås i dens objektivitet og subjektivitet. I deres bog Den hellige familie følte Marx og Engels allerede behov for at fremhæve de to dimensioner af proletariatet som særskilt klasse. Dertil brugte de to begreber: klasse i sig selv og klasse for sig selv. Det første er en forudsætning for det sidste. For Marx og Engels var en klasse i sig selv endnu en klasse i svag forstand. De skrev: 'Kapitalens herredømme skabte for denne masse en fælles situation, fælles interesser. Denne masse er derfor en klasse i forhold til kapitalen, men endnu ikke en klasse for sig selv. I kampen (...) forener denne masse sig og konstituerer sig som klasse for sig selv. De interesser, som den forsvarer, forvandles til klasseinteresser. Men kampen klasse mod klasse er en politisk kamp'.
Med henvisning til de franske bønder skrev Marx iLouis Bonapartes attende brumaire: 'For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klasser og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse. For så vidt som der kun består en lokal sammenhæng mellem småbrugerne, og deres interessers ensartethed ikke skaber fællesskab, en national forbindelse og en politisk organisation mellem dem, er de ingen klasse. De er derfor ude af stand til at gøre deres klasseinteresser gældende i deres eget navn.'
Eksistensen af disse to dimensioner i klassebegrebet griber ind i selve den forståelse, som vi har af klassekampen.

Klasse og klassekamp
I deres berømte indledning til Det kommunistiske partis manifest fra 1848 skrev Marx og Engels: 'Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend - kort sagt: undertrykkere og undertrykte - har stået i stadig modsætning til hinanden.'
Med dette udsagn sagde Marx og Engels ikke noget teoretisk nyt. Deres udgangspunkt var en arv fra hele den fremskredne tænkning, som var skabt af borgerlige intellektuelle i det 18. og 19. århundrede.
I et brev til Weydemeyer skrev Marx i 1852: 'Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var 1) at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2) at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3) at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.'
Jeg tror, at denne påstande afslører en vis beskedenhed hos Marx. I sit 'Forord' til Louis Bonapartes attende brumaire behandler Engels spørgsmålet på en anden og mere præcis måde. Han skriver: 'Det var netop Marx, som først havde opdaget historien store bevægelseslov, den lov hvorefter alle historiens kampe, hvad enten de foregår på det politiske, religiøse, filosofiske eller et hvilket som helst andet ideologisk område, i virkeligheden blot er et mere eller mindre tydeligt udtryk for kampe mellem samfundets klasser. (é) Denne lov, som for historien har den samme betydning som loven om energiens forvandling for naturvidenskaben'.
De dynastiske kampe i det 19. århundredes kapitalistiske Frankrig var en form, hvorunder kampen mellem borgerskabets forskellige fraktioner for at erobre politisk hegemoni inden for den borgerlige magtblok udviklede sig. Marx skriver i Louis Bonapartes attende brumaire: 'Når hver side mod den anden ville gennemføre restaurationen af sit eget kongehus, så betød det ikke noget andet, end at de to store interesser, som bourgeoisiet er splittet i - jordejendom og kapital - hver på sin side søgte at restaurere sit overherredømme og den andens underordning'. Og videre: 'Under bourbonerne havde den store jordbesiddelse regeret med sine præster og lakajer, under orléans'erne højfinansen, storindustrien, storhandelen, det vil sige kapitalen med dens følge af advokater, professorer og skøntalere. Det legitime kongedømme var blot det politiske udtryk for de herrer godsejeres nedarvede herredømme, ligesom julimonarkiet blot var det politiske udtryk for de borgerlige opkomlinges usurperede herredømme. Det som altså holdt fraktionerne fra hinanden, var ingen såkaldte principper, det var deres materielle eksistensbetingelser, to forskellige slags ejendom'.
Hvis Marx faktisk ikke opdagede klassernes eksistens eller kampen mellem dem, gjorde han noget langt mere revolutionært. Han opdagede, at klassekampen i sidste ende er historiens drivkraft.
Han opdagede, at klassekampen er klassernes eksistensmåde. Ligesom der ikke findes materie uden bevægelse, findes der ikke klasser uden klassekamp, selv om denne kamp ikke altid viser sig på samme måde. Enhver historisk etape har et særskilt indhold og en særskilt form.

Stadier i klassekampen
Men ligesom Marx, Engels og Lenin skelnede mellem klasse i svag forstand (klasse i sig selv) og klasse i stærkt forstand (klasse for sig selv), skelnede de også mellem de forskellige etaper og niveauer i kampen mellem klasserne. På en opadstigende skala placerer de den revolutionære politiske kamp øverst. Mange steder i deres værker skrev de tilmed, at klassekampen grundlæggende set er en politisk kamp, og at den faglige-økonomiske kamp endnu ikke var egentlig klassekamp.
I sin artikel Vores umiddelbare opgaver skrev Lenin: 'Arbejdernes kamp bliver først klassekamp, når de mest fremskredne repræsentanter for arbejderklassen i et land opnår bevidsthed om, at de danner en eneste klasse, og fører kamp, ikke mod isolerede arbejdsgivere, men mod hele den kapitalistiske klasse og mod den regering, som støtter denne klasse. Først når hver eneste arbejder betragter sig som medlem af hele arbejderklassen, når vedkommende i sin lille daglige kamp mod en arbejdsgiver eller funktionær ser en kamp imod hele borgerskabet og imod hele regeringen, først da bliver kampen til klassekamp'.
I en anden artikel skrev han; 'Økonomisterne (...) anerkender kampen for fem kopek for hver rubel som 'klassekamp', men de ønsker ikke at se eksistensen af en højere, mere udviklet og mere national form for klassekamp, på politikkens område. Økonomisterne godtager kun det i klassekampen, som er mere tåleligt ud fra det liberale borgerskabs synspunkt. De nægter at gå længere end de liberale og afviser en højere klassekamp (...) Marxismen erklærer, at klassekampen kræver fuld udvikling og kun er 'national', når den ikke alene omfatter politikken, men også deraf tager det væsentlige: organiseringen af statsmagten.
I et brev til Bolte i 1871 skriver Marx: 'Et forsøg på at tvinge de enkelte kapitalister til at nedsætte arbejdstiden ved hjælp af strejker osv. i en enkelt fabrik eller også i et enkelt fag er en rent økonomisk bevægelse; derimod er en bevægelse for at tiltvinge sig en ottetimers- osv. lov en politisk bevægelse. Og på denne måde fremvokser der alle vegne af arbejdernes isolerede økonomiske bevægelser en politisk bevægelse, dvs. en bevægelse af klassen for at gøre dens interesser gældende i almengyldig form, i en form, der har almengyldig kraft i samfundet'.
Bukharin følger samme retning, når han skriver: 'Klassekampen i egentlig forstand udvikler sig kun ved en vis grad af udvikling af klassesamfundene. I andre faser af denne udvikling kan de også vise sig som kim (...) eller som en 'iboende', skjult form'.
Det er godt at erindre, at kampen mellem de to hovedklasser ikke altid og ved alle lejligheder er den centrale i de politiske og tilmed sociale omformninger. Derfor skriver Marx i 'Forordet' til Louis Bonapartes attende brumaire den 23. juni 1869, at 'klassekampen i det gamle Rom alene blev udspillet inden for et privilegeret mindretal, mellem de frie rige og de frie fattige, mens befolkningens store produktive masse, slaverne, bare dannede en passiv piedestal for de kæmpende'.
Skønt denne sætning er præget af en kraftig dosis ensidighed, rammer den plet ved at anerkende, at modsigelsen mellem herrer og slaver ikke var den vigtigste under næsten hele den romerske slaveperiode. At den ikke er den vigtigste, betyder ikke, at den ikke er den grundlæggende. Heri beror ensidigheden i denne isolerede sætning af Marx. Modsætningerne mellem de forskellige klasser og fraktioner af frie mennesker foregik på en konstant sydende piedestal, og denne gav konflikterne mellem ikke-slaveklasserne form og rytme. Alle disse, eller i det mindste deres fortrop, vidste udmærket, hvad de havde under fødderne.

Klassestilling, klasseoprindelse, klasseholdning og klasseinteresse
De ægte klasseinteresser er forbundet med erobringen af klassernes almene-historiske mål. I proletariatets tilfælde hænger de sammen med ophævningen af den kapitalistiske undertrykkelse og udbytning og erobringen af socialismen. Man må derfor ikke forveksle den faglige-økonomiske interesse hos dele af proletariatet med disses klasseinteresser. Mange gange er de modsætningsfyldte og i ekstreme tilfælde antagonistiske.
Bukharin skriver: 'Det er absolut nødvendigt (...) at skelne mellem de varige og generelle interesser og de midlertidige interesser. De 'forbigående' interesser kan være i objektiv modsætning til de varige interesser (...) Det er nødvendigt at skelne mellem faglige interesser og gruppeinteresser på den ene side og generelle klasseinteresser på den anden side. (...) Denne gruppes (arbejderaristokratiets) særinteresser falder ikke sammen med arbejderklassens interesser som helhed: De er gruppeinteresser og ikke klasseinteresser'.
For Lenin er det afgørende at bryde med de rent faglige-økonomiske interessers begrænsninger, for at proletariatet kan spille sin revolutionære politiske fortropsrolle over for alle de dele af samfundet, der er interesseret i afskaffelsen af tsarismen og dernæst selve kapitalismen.
Klasseoprindelsen har relation til familiens klassevilkår, når individet fødes og vokser op. Klassestillingen er de objektive klassevilkår (klasse i sig selv), som vedkommende lever under på et givet tidspunkt. Klasseholdningen relaterer sig til den position, som individet tager i forhold til selve klassekampen. Den grundlæggende klasseinteresse har med sidstnævnte at gøre.
En persons klassestilling som arbejder gør, at vedkommende med større sandsynlighed indtager en socialistisk og revolutionær holdning. Den skaber betingelserne for at konstituere sig som klasseinstinkt (en endnu ufuldkommen bevidsthed), som mere eller mindre hurtigt kan udvikle en fuld og dermed også socialistisk klassebevidsthed. Derfor er det så vigtigt for Marx og Lenin, at et stort antal fabriksarbejdere kommer med i en revolutionær socialistisk organisation. Dette skaber de bedste betingelser for at imødegå reformistiske og venstresekteriske tendenser.
Men denne bevægelse er ikke mekanisk. Klassestillingen afføder ikke automatisk klassebevidsthed. I klassesamfundene er proletariatets bevidsthed i almindelighed domineret af den herskende klasses klasseideologi, dvs. den borgerlige ideologi. Klasseinstinktet kan kun forvandles til ægte (socialistisk) klassebevidsthed gennem revolutionær politisk kamp under ledelse af et fortropsparti, det kommunistiske parti.