Fredsbevægelsen i EU-landene har en stor opgave i at kæmpe mod vedtagelsen af EU-forfatningen, som vil skabe det formelle grundlag for en EU-hær.

af Karen Sunds, DKP/ML
I dag går hundredtusinder af fredselskende mennesker på gaden over hele verden, for at demonstrere mod besættelsen af Irak.
En besættelse, der er det hidtil klareste eksempel på, at vi er trådt ind i en meget farlig periode. Imperialismen er i offensiven. Kravet er nye markeder og mere lebensraum, og den direkte årsag til dens aggressivitet er dens dybe strukturelle krise og den stadig mere intense kamp om profittens fordeling.
I dag må det være klart for enhver, at invasionen og besættelsen af Irak aldrig handlede om at 'skabe frihed og demokrati'. Den handler fra start til slut om monopolernes økonomiske interesser. Om kontrol med oliepris og olieforsyning, men også om at trænge ind i Iraks telekommunikations- og elsektor, højteknologi, vandforsyning, for at sikre sig nye profit-strømme. Og for at skabe et brohovede til at kunne gøre det samme i resten af Mellemøsten.
I denne hellige krig, trædes folkeretten, folkenes selvbestemmelse og demokratiske ret til at herske i eget hus under fode. Det er sandheden om de, der slår sig op som demokratiets forsvarere.
Denne politik er krystalklart formuleret i USA«s sikkerhedsstrategi, den såkaldte Bush-doktrin: USA forbeholder sig ret til at angribe et hvilket som helst andet land på kloden, hvis det er i dets interesse. Og det vil ikke underlægge sig nogen internationale spilleregler, der måtte stå i vejen.

EU's sikkerhedsstrategi
Nogle politiske kræfter gør sig til talsmænd for, at EU er et muligt modstykke til USA«s aggression. At en stærk militær EU-supermagt ville være en human supermagt, der kunne gøre verden mere sikker at leve i.
Det er fuldt forståeligt, at alle fredselskende kræfter spekulerer i, hvordan der kan skabes et modstykke til USA-imperialismen. Men det er en kendsgerning, at EU ikke er dette modstykke, og ikke kan være det.
Tværtimod har EU selv vedtaget en sikkerhedsstrategi, den såkaldte Solana-strategi, der på mange områder er en tro kopi af Bush-doktrinen.
Og i den nye EU-forfatning definerer Unionen også sin ret til at 'forsvare og fremme sine værdier og interesser i forbindelserne med den øvrige verden', og det skal ske 'med passende midler indenfor de beføjelser, der er tildelt den i forfatningen' (artikel I-3, stk. 4 og 5). Og disse beføjelser er, som vi skal se, militære.
Hvorfor kan Unionen ikke være et modstykke til USA? Det helt grundlæggende svar ligger i, at Den Europæiske Union bygger på de europæiske monopolers stærke økonomiske interesser, og den vil se det som sin førsteopgave at forsvare disse interesser overalt på kloden. Og det er herfra, kilden til militær aggression skabes, som vi ser det i Irak i dag. Denne sammenhæng er naturligvis gyldig, hvad enten vi taler om USA eller om EU.
Den europæiske monopolkapital er ikke nogen ny jomfruelig spiller på banen. Den har tværtimod, gennem mere end et århundrede, trukket et blodigt spor gennem alle de gamle kolonier i Afrika og Latinamerika. Og den europæiske kapital har stadig stærke interesser i disse områder. Se på, hvordan gamle spanske kapitalinteresser i Latinamerika nu er et springbræt for de europæiske koncerners aggressive indtrængen i denne verdensdel. Forsøget på at gennemtvinge en privatisering af vandforsyningen i de latinamerikanske lande, med fatale konsekvenser for befolkningen, er blot et eksempel.
Eller tag Congo, hvor franske monopolers interesser også er på spil. Det er ikke nogen tilfældighed, at EU«s kampstyrker blev sat ind netop her i sommeren 2003, og at de store EU-lande flere gange siden har givet udtryk for, at det er her de nye militære kampstyrker, Unionens 'læderhalse' skal sættes ind.
Eller tag EU«s interesse for at placere sig militært i Moldovien. Igen er det olieforsyninger og kontrollen med det vigtige Kaukasien, der er den bagvedliggende dagsorden for EU«s dispositioner. Som det også er formuleret direkte i Solanas sikkerhedsstrategi: forsyning af olie og gas til EU-landene anses for at være en vigtig sikkerhedsopgave.

To alen ud af et stykke
Grundlæggende set er den amerikanske og de europæiske imperialisme to alen ud af et stykke. Dermed være ikke sagt, at der ikke er forskelle i deres optræden. Det er der, og de har især to hovedårsager:
1. Den europæiske monopolkapital er ikke i samme grad trængt op i en krog, som den amerikanske imperialisme. USA«s økonomi er med sine accelererende underskud på statsbudget og betalingsbalance og deraf følgende voksende udenlandsgæld og begyndende kapitalflugt, i dyb krise. Som en såret bjørn, uhyre farlig og utilregnelig. Den europæiske imperialisme er ikke i samme grad 'såret'. Den er naturligvis ramt af imperialismens generelle krisetræk, men de store europæiske monopoler vinder terræn ude i verden i øjeblikket.
2. Ren militært har EU i øjeblikket slet ikke samme pondus som USA, der uden sammenligning er verdens stærkeste krigsmaskine. De tre store lande, Frankrig, Storbritannien og Tyskland er gået forrest med etablering af særlige kampgrupper, der skal være klar til at blive sat ind kampe i 2007, ligesom EU«s Eurokorps opererer på Balkan. Men det er stadigvæk småting ved siden af Pentagon.
Men netop med hensyn til det sidste punkt er EU lige nu i gang med at få skabt et gennembrud. Dette gennembrud hedder EU-forfatningen.
Nogle af de militært set vigtigste brikker i den nye EU-forfatning er følgende:
1. Forfatningen pålægger medlemslandene uforbeholden loyalitet overfor Unionen: 'Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer Unionens indsats på dette område. De afstår fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet' hedder det i EU-forfatningens artikel I-16.stk.2.
Det er en bemærkelsesværdig vidtgående formulering, når man tænker på stridighederne om Irak-besættelsen mellem de store EU-lande.
2. Der kan etableres en EU-hær, indenfor den nye EU-forfatnings rammer. Det fremgår af artikel I-41: 'Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom'. (Det Europæiske Råd er det halvårlige EU-topmøde).
3. Våbenindustrien får sit eget agentur, Det Europæiske Forsvarsagentur, der skal sikre våbenindustriens interesser, herunder øget våbenforskning, og større ordrer.
4. EU-forfatningen pålægger medlemslandene af øge deres militærudgifter.
De to sidste punkter findes i artikel I-41.stk. 3. Det vil altså sige, at såvel våbenagenturet som pligten til at opruste er skrevet direkte ind i Unionens grundlov. Det må siges at være ret usædvanligt.

Den tredje supermagt
Disse afgørende elementer i EU-forfatningen vil naturligvis ikke slå om i resultater fra dag ét. Det vil tage noget tid at bygge et militær op, der ligner det amerikanske. Men perspektivet og retningen er der ikke tvivl om, hvis unionsforfatningen bliver en realitet.
Derfor har vi, de fredselskende kræfter i EU-landene , en stor og uhyre vigtig opgave, der presser sig på den kommende tid: nemlig at gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at denne grundlovsfæstede oprustning bliver en realitet. Vi må med andre ord se det som en primær opgave at forhindre EU-forfatningens vedtagelse.
For modstykket til den amerikanske imperialisme er nemlig ikke en militær EU-supermagt. Men derimod os selv, de mange millioner over hele verden, der har taget kampen op mod krig og barbari, 'den tredje supermagt', som det blev kaldt under Irak-invasionen.
Det er vigtigt at forstå, at selvom de to stormagter USA og EU på mange måder konkurrere indbyrdes, så har de også et samarbejde. Når det gælder undertvingelsen af de lande i verden, der sætter sig op imod imperialistmagternes taktstok - som Iran, Syrien, Cuba, Nordkorea - samarbejder EU og USA om at sætte disse lande og folk til vægs. Bagefter kan de så som gribbe slås om byttet.
Vi har set dette samspil mange gange i de sidste år: tag den imperialistiske indtrængen på Balkan, hvor det handlede om at få splittet Jugoslavien som land. Her var det EU, med Tyskland i spidsen, der lavede det beskidte arbejde med at infiltrere området og få skabt det politiske kaos, som kunne være anledning til stormagternes indtrængen. Da dette arbejde var gjort, overtog USA selve den militære opgave.
Det samme spil ser vi lige nu overfor Iran, der er udpeget som en slyngelstat. Ganske vist har EU en anden taktik end USA: EU lover investeringer og handelsaftaler til Iran, hvis de vil stoppe deres atomanlæg. I øvrigt tilbud om investeringer, som åbenlyst er i EU«s egen interesse. USA spiller med de militære muskler og truer landet med handelssanktioner, og måske militære træk.
Men samtidig ser vi netop i disse dage, hvordan de to magter finder sammen i en fælles offensiv overfor Iran: USA tilslutter sig EU«s taktik for nuværende. Til gengæld lover EU at bakke USA op, hvis det på et senere tidspunkt kommer til et mere direkte angreb på Iran.
Trods den konstante magtkamp mellem Bruxelles og Washington, har de to imperialist-poler altså i høj grad også brug for hinanden.
Netop derfor ser vi nu Bush give sin opbakning og støtte til EU«s forfatning.
Hvis det lykkes os at fælde unionsforfatningen, og dermed stikke en kæp i hjulet på hjørnestenen i EU«s militære opbygning, så har vi svækket imperialismen som sådan. Det vil blive opfattet som et alvorligt nederlag, ikke kun i Bruxelles, men også i Pentagon.