Grækenlands Kommunistiske Parti lægger vægt på, at alle kommunistiske partier er i dialog og kontakt, men det græske parti går ikke efter at finde et ideologisk kompromis.

af Grækenlands Kommunistiske Parti
Under diskussionerne forud for kongressen blev det understreget, at det må gøres endnu mere for at koordinere, opstille fælles mål og udvikle aktionsenheden i den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen for at imødegå den imperialistiske aggression Socialismens nødvendighed må vises som det eneste alternativ til det eksisterende imperialistiske system.
Der blev påpeget, at der er behov for at præsentere et markant kommunistisk standpunkt, en kommunistisk pol, for at bedre at kunne overvinde problemerne og vanskelighederne i denne kamp. Og der er samtidig behov for koordineret optræden i den internationale anti-imperialistiske og anti-monopolitiske kamp, hvor også andre kræfter er aktive.
Kongressen pålægger den nye centralkomite at lede partiets internationale aktiviteter efter følgende hovedlinjer:

Nødvendigheden af kommunisterne
Vort parti vurderer, at den internationale kommunistiske bevægelse i den seneste periode har taget visse skridt til at genvinde kræfterne. Adskillige kommunistiske partier og arbejderpartier har været bedre rustet til at møde den imperialistiske aggression og aktionere mod de imperialistiske krige i Afghanistan og især krigen mod Iraks folk. Nogle har spillet en ledende rolle i arbejderklassens kamp for sine rettigheder. I denne sidste periode har de kommunistiske partier i højere grad end tidligere taget initiativer til koordinering af fællesaktioner. Antallet af internationale og regionale møder har været i stærk vækst.
På trods af disse fremskridt er den internationale kommunistiske bevægelse fortsat organisatorisk og ideologisk splittet. Den befinder sig stadig i krise. Striden mellem revolutionære, kommunistiske holdninger og opportunistiske, reformistiske holdninger pågår fortsat inden for dens rækker. Konflikten fortsætter mellem linjen for 'modstand og brud' og linjen for 'tilpasning og assimilation' i det kapitalistiske system.
Hovedpunkterne i denne strid er: marxismen-leninismens aktuelle betydning; udviklingen af vores teori i overgangsperioden til socialismen og under vilkår, hvor kontrarevolutionen midlertidigt har sejret; det kommunistiske partis karakter; imperialismens karakter; forbindelsen mellem den nationale og internationale kamp; alliancepolitikken; holdningen til socialdemokratierne; kommunisternes indflydelse i massebevægelserne; deres holdning til kapitalismens krise, til de indbyrdes imperialistiske modsigelser og de imperialistiske krige; politikken over for regionale, internationale og mellemstatslige imperialistiske unioner; arbejderklassens historiske rolle; lovene for den socialistiske revolution og opbygningen af socialismen; den proletariske internationalisme.
I denne situation mener KKE (Grækenlands Kommunistiske Parti), at båndene mellem de kommunistiske partier må styrkes, således at vi kollektivt og i respekt for hvert enkelt partis suverænitet kan finde de bedste måder at takle krisen på.
Vores parti vil forstærke sin selvstændige optræden på internationalt plan for at finde en mere markant form for samarbejde mellem de kommunistiske og arbejderpartierne, en kommunistisk pol. Denne markante tilstedeværelse af partierne vil skabe bedre betingelser for at overvinde de eksisterende vanskeligheder. Og det vil også fremme en bredere samling af de anti-imperialistiske kræfter.
Initiativet til at danne denne pol kan blive taget af de kommunistiske partier, som ligger politisk og ideologisk tæt på hinanden, og som forsvarer marxismen-leninismen, erfaringerne fra den hidtidige socialisme og nødvendigheden af at kæmpe for socialismen.
På et højere niveau er det nødvendigt at vi arbejder sammen om at udvikle teorien med henblik på det spørgsmål, som står i centrum for dagens kampe. Vi må tilskynde internationale undersøgelser af de årsager, som førte til kontrarevolutionens sejr, og udvikle fælles strategier i kampen mod imperialismen.
Vores mål er, at dette samarbejde får en praktisk karakter og giver sig udslag i konkrete resultater.
Den markante kommunistiske pol ophæver på ingen måde de enkelte partiers suverænitet og ansvar i forhold til arbejderklassen og bevægelsen i deres respektive lande. Den vil tage form af koordinering af fællesaktioner og foregå på grundlag af lighed.
Hvad angår de kommunistiske partier og arbejderpartier, som vi har ideologiske meningsforskelle med, så må og skal vi fortsætte vore anstrengelser for gennemføre fælles anti-imperialistiske og anti-monopolistiske aktioner, samtidig med at vi gendriver fejlagtige ideologiske og politiske synspunkter.
KKE søger samarbejde og forbindelser med alle partier uden undtagelse.

Kommunisterne og massebevægelserne
Kommunisternes fælles handling må komme til udtryk inden for massebevægelserne og i mobiliseringen af internationale bevægelser.
Dannelsen af en markant kommunistisk pol med egne særtræk og de kommunistiske partiers samarbejde og fælles handling vil styrke bestræbelserne på at opbygge en international anti-imperialistisk bevægelse, som baserer sig på arbejderbevægelsen, de folkelige bevægelser, freds- og anti-krigsbevægelsen, ungdoms- og kvindebevægelserne såvel som på alle andre former for mobilisering, der går i en progressiv, radikal retning.
Den internationaliserede kamp imod imperialismen kan ikke opnå massekarakter og endnu mindre en stabil karakter, hvis den ikke baserer sig på en markant og stærk kommunistisk pol, som - når den er blevet etableret - kan blive en løftestang for folkenes positive indflydelse på den internationale udvikling. Dette vil endvidere lægge et solidt grundlag for en bredere anti-imperialistisk alliance.
Folkenes svar på den imperialistiske strategi og vore dages barbari antager mange og forskelligartede former. Men de folkelige kampe vil blive mere effektive, hvis de formår:
* at samordne deres kræfter i kampen mod monopolerne og imperialismen på nationalt, regionalt og internationalt plan.
* at kæmpe beslutsomt mod kapitalens kræfter på alle fronter, det være sig økonomi, sociale rettigheder, kultur og imod militære, økonomiske og politiske interventioner.
Arbejderbevægelsen og dens allierede må udarbejde politiske krav og kampmetoder, som bestemmes af imperialismens historiske placering som kapitalismens højeste trin, og som modsvarer arbejdernes aktuelle behov og viser den historiske nødvendighed af overgangen til socialismen.
Imperialismen angriber med sin politik folkenes ret til selv og uden indblanding udefra at bestemme deres landes sociale og politiske system.
Udviklingen af den anti-imperialistiske og anti-monopolistiske bevægelse afhænger hovedsagelig af, at der findes en løsning på de alvorlige problemer, som kendetegner den internationale kommunistiske bevægelse i dag. Den afhænger også af udviklingen i fagbevægelsen, som for tiden befinder sig i en omstillingsperiode.
Som resultat af denne situation, og så længe den internationale kommunistiske bevægelse ikke løser sin krise og klart og optræder som en selvstændig kraft, vil andre kræfter, som er under direkte indflydelse af det internationale socialdemokrati, forsøge at føre disse bevægelser ind i klassesamarbejde og en kapitalisme med et såkaldt menneskeligt ansigt.

Aktuelle samarbejdsformer
De former for samarbejde, som har udviklet sig mellem kommunistiske partier og arbejderpartier på internationale, regionale og multilaterale møder, må og skal fortsætte. De må udbygges med teoretiske diskussioner og meningsudveklinger såvel som møder, der udmunder i konkrete planer om fælles aktioner.
I den sammenhæng er det særligt vigtigt at fremhæve årsdage og historiske begivenheder, som er milepæle i kommunisternes, arbejderklassens og folkenes kamp for politisk, økonomisk og social frigørelse. Det kan for eksempel være Pariserkommunen, 1. maj, Oktoberrevolutionen, folkenes sejr over fascismen den 9. maj 1945, slaget om Stalingrad... Det må ikke kun ske som et svar på imperialismens omskrivning af historien, men som en lejlighed til at belyse aktuelle aspekter af arbejderklassen og folkenes kamp.
Vi må styrke og videreudvikle solidariteten med de kommunistiske partier som kæmper i illegalitet, med kommunister og andre aktivister som forfølges på grund af deres aktiviteter, med lande og folk der kæmper imod imperialistisk aggression, og med lande hvor kommunistiske og arbejderpartier er ved magten og kæmper imod imperialismens undergravende virksomhed og for at forsvare de landvindinger, som deres folk har opnået under de nuværende vanskelige betingelser.

Det Europæiske Venstreparti
Dannelsen af 'Det Europæiske Venstreparti', med deltagelse af visse kommunistpartier, er et eksempel på tendensen til at tilpasse det negative styrkeforhold.
Objektivt og uafhængigt af subjektive valg og erklæringer betegner det en skæbnesvanger accept af de begrænsninger, som den borgerlige legitimitet sætter.

Venstrepartiet bestrider den videnskabelige socialismes teorier, de kommunistiske traditioner og erfaringerne fra det 20. århundredes socialistiske revolutioner. Det har valgt en farlig blindgyde, der fører til opgivelse af den kommunistiske identitet og indordning under EU's strukturer. Venstrepartiet torpederer således koordineringen og det jævnbyrdige samarbejde mellem de kommunistiske partier, arbejderpartierne og andre venstrepartier i deres modstand mod det europæiske imperialistiske center og det kapitalistiske system i almindelighed.

De folkelige bevægelser
En vigtig faktor i den nuværende periode er fremkomsten og udviklingen af bevægelser, folkelige modstandscentre og radikale kræfter, som med deres mål og krav søger at bekæmpe den imperialistiske politik i hele dens bredde. I centrum for deres virksomhed står kampen mod arbejdsløshed og fattigdom, mod krig og interventioner og mod kapitalens profitjagt. Andre spørgsmål er modstanden mod oprustning, statslig undertrykkelse og vold, kampen for demokratiske og politiske rettigheder, imod monopolernes ødelæggelse af miljøet og tyveri af råstofferne, kampen mod racisme og forfølgelse af dem, der modsætter sig den nye verdensorden.
Arbejdernes kamp antager i nogle tilfælde og visse regioner større dimensioner. Den udvikler sig til kamp mod privatisering og for uddannelse og anstændig socialpolitik. Kampene omkring sociale problemer breder sig efterhånden til alle kontinenter og bliver af længere varighed. Kampen mod krigen mobiliserer stadig flere mennesker og foregår med en højere grad af international koordinering, men den mangler stadig kontinuitet og permanent karakter.
Denne udvikling viser, at det ikke er lykkedes den imperialistiske aggression at stoppe og stække de forskellige bevægelser og folkelige kampe mod imperialistisk besættelse og intervention.
I de forløbne år har folkene stadig mere konkret udfordret EU's, NATO's og de andre imperialistiske unioners politik. Der er formuleret paroler mod begrebet 'den eneste vej' og krav om mere generelle sociale forandringer. Sådanne tendenser ses også i Europa, i folkeafstemningerne og de nylige valg til EU-parlamentet.
Disse bevægelsers opståen afspejler i vid udstrækning en vågnende bevidsthed, der dog endnu mangler den fulde opdrift og dynamik. De frembyder endnu langt fra et omfattende politisk alternativ, som vender sig mod og bryder med monopolerne og imperialismen både på nationalt og internationalt.

Internationale masseorganisationer
De eksisterende internationale anti-imperialistiske organisationer har endnu ikke overvundet de vanskeligheder, de står over for, så de på verdensplan kan skabe den infrastruktur, som er nødvendig for at udvikle stærkere og mere solide bånd til de kræfter, der er ved reorganisere og styrke sig i mange lande.
På grund af manglende ressourcer har mange organisationer og bevægelser stadig vanskeligt ved at gennemføre internationalistiske aktioner og tage deres del af ansvar for opbygge en pol, som konsekvent bekæmper imperialismen. De kendetegnes på nationalt og regionalt plan af interne modsigelser og uoverensstemmelser, der er en følge af striden mellem der kræfter, der går ind for konsensus, og de kræfter, der kæmper for frigørelse.
Internationale organisationer som Verdensfredsrådet, Fagforeningernes Verdensforbund, Demokratisk Ungdoms Verdensforbund og Kvindernes Internationale Demokratiske Forbund har i større eller mindre omfang taget skridt i retning af international kamp og koordineret aktion.

De sociale fora
Socialdemokratiske kræfter dominerer i Verdens Sociale Forum og dets regionale strukturer. Heri deltager også repræsentanter for erhvervslivet, kompromissøgende og konsensusivrige kræfter, som åbenlyst udtrykker deres fjendtlighed mod den kommunistiske arbejderbevægelse og de klasseorienterede sociale organisationer, som de søger at udskifte med nogle NGO'er eller organisationer fra det såkaldte civile samfund. Verdens Sociale Forum støttes endvidere af trotskistiske og anarkistiske grupper og af regeringskræfter og apparater i de imperialistiske lande.
Verdens Sociale Forum forsøger med sine aktioner at fange og assimilere radikale kræfter, som udtrykker arbejderklassens og andre sociale lags militante holdninger.
I Europa, hvor de indbyrdes imperialistiske modsigelser skærpes af USA's krav om broderparten af rovet, har en række socialdemokratiske kræfter taget initiativer med det formål at udnytte disse bevægelserne og manipulere dem, så de bliver en støtte for den fransk-tyske imperialisme.
Det er nødvendigt at styrke den politisk-ideologiske kamp for at modvirke, at bevægelserne mister orienteringen, og modvirke at politiske kræfter deltager i kampen mod den nyliberale administration uden en anti-imperialistisk og anti-monopolistisk orientering. Disse kræfters mål er at indlemme bevægelserne i en ensidig kamp mod USA til fordel for andre imperialistiske kræfter, der kræver større og i det mindste lige så store markedsandele som USA.
Det, som det Sociale Forum fremhæver som nødvendigt for folkene, er ikke i modstrid med det, som er nødvendigt og belejligt for det kapitalistiske system. Det må derfor gendrives, så internationaliseringen af kampen mod imperialismen kan få en solid massekarakter og bane vejen for det socialistiske perspektiv.

Udtalelsen 'Situationen i den internationale kommunistiske bevægelse' er vedtaget den 11. februar 2005 på Grækenlands Kommunistiske Partis 17. kongres. Den er oversat til Arbejderen af Nanna Brammer og Sven Tarp.