Der er sandelig stadig grund nok til at stå der og snakke med skoleklasserne, der dagligt kommer forbi

af Bo Richardt, Espergærde
Til jer gamle fredsvagter som stadig synes vi har et godt projekt, men måske føler det er lidt pinligt, hvis det er halve og hele år siden I har ladet høre fra jer, vil jeg gerne sige dette: Noget af det vi er selvfede over på FredsVagten, er at vi aldrig punker nogen for fravær. Det ligger i grundlagets hovedpunkt: Alle har lige ret til freden.
Med andre ord; vi definerer hver især selv vores behov og overskud.
Denne tese er ikke kun teoretisk. Vi er i praksis altid glade for at se folk melde sig til, og fremfor bebrejdelser vil der nok tværtimod være en ekstra hygsom glæde ved at komme til at stå en vagt med én, der har været med for længe siden.
Vi havde håbet at se nogen flere af jer ved demonstrationen 19. marts, hvor vi havde en rigtig god dag. Undertegnede havde den privilegerede fornøjelse at sidde hele vejen højt på et lastbillad og spille fredssange med 70 sanghæfter delt ud i blokken bag bilen. Det var meningen, at det skulle ha' været en fredsvagtblok, men det var slet ikke så samlet. Sådan er FredsVagten så spontan og lidt tilfældig, men dog lever den fortsat fra dag til dag på pladsen inde foran Folketinget.
Og som jeg skrev i den seneste løbeseddel: nu kommer foråret, den skønne tid, hvor Jens planter påskeliljer i rotundens lille bed, og frakkerne lynes op.
Men også den tid hvor østenvinden truer hele den danske nation med nedsmeltning af Barsebäck. Så joh, der er sandelig stadig grund nok til at stå der og snakke med skoleklasserne, der dagligt kommer forbi: Kender I Barsebäck? Jo, ja, øhh, næh, nej. Og så er der basis for at få deres forståelse for, på hvilken måde regeringens krigspolitik har bragt landet i fare. Oih, det er altså noget de fleste forstår.
I dag kom der en hel flok russere i et rejseselskab, så vi kunne glæde os over at ha' løbesedler på dette sprog. Det gjorde lykke at få noget på russisk i København; mange fremstrakte hænder og smil der sagde: Mir!
Skemaet så lidt tyndt ud og telefonen virkede ikke, så vi vidste ikke om der ville komme nogen klokken 12, og hvem der skulle lukke. Men det løste sig alligevel; dér kom Michael, og så Jørn Ove som var den der skulle afløse mig. Dér Thorleif og lidt efter Martin hvis skægstubbe stikker når vi gir hinanden et knus. Pludselig var der folk der talte i munden på hinanden i den solrige friskt blæsende dag.
Og så kom Inge på vej hjem fra sit bibliotek til lukkevagten, og Malene som har meldt sig som 'panikredder'. Dag nummer 1258 gik alligevel hjem.
Jeg gik glad på arbejde hen ad to-tiden, efter en god formiddag hvor jeg havde stået med Doris. Hvor tiden fløj af sted med historier fra livet og håbet for fremtiden.
Og i morgen (31. marts) får jeg tre- fire minutter i P3 kvart over 8 morgen, til at svare på de to spørgsmål: Nytter det noget? Og Hvornår stopper I? Anledningen er, at undtagelsestilstanden i Irak ophæves.