I min barndom sagde man tit, at denne eller hin skulle på en opdragelsesanstalt. Jamen er det egentlig ikke det, vi som samfund ville tjene mest ved?

af Gitte Eisenreich, Svendborg
Jeg har af og til lejlighed til at se tilværelsen fra helt andre vinkler, end de i samfundet gængse, og er flere gange stødt på et paradoks - nemlig samfundets behandling af unge kriminelle.
Ja, det er måske ikke engang det officielle synspunkt, jeg her ønsker at bringe frem - men dit - dig, som læser disse linjer. For hvad er det lige, der sker, når man har dømt en ung kriminel?
Rigtigt, fængsel - og, hvad så? Så forventer vi, at det unge menneske kommer tilbage til samfundet efter endt afsoning i en af vore institutioner - ikke sandt? Og så skal vedkommende være parat til at være en samfundsgavnlig statsborger med høje moralske værdier - og parat til at starte sin læretid som.... - ja, som hvad?
Og hvem har lige uddannet ham til det? Og har han lige en bolig? Og en 'stueren' omgangskreds? Og en støttende familie? Og et fedt job? Og en lækker øse? Og en ren straffeattest? Og en chance mere? Og en hulens selvrespekt? Og et lutret samfundssyn? Og, og, og! Hvem kan fortælle mig, hvad der sker?

Unge uden valg
Først over den kriminelle lavalder falder hammeren, og så er det for sent - hvor havner det unge menneske så? Fængsel eller en institution med andre kriminelle, - og om ikke andre steder så her lærer man at begå sig i et kriminelt miljø, her stifter man forbindelse med grov vold, narko og intriger.
Og tro nu endelig ikke at man bliver lokket. Nej, vil man overleve på en institution for kriminelle, så må man populært sagt 'hyle med de ulve, man er iblandt', det drejer sig ikke om et valg, den unge har nemlig ikke et valg, det er svømme eller drukne.
Fængslerne koster efter sigende staten en uhyggelig bunke penge, som bruges til hvad? Jeg mener, i disse sparetider bruges et stigende antal af skatteborgernes penge til ordensmagten og fængselsvæsenet - og hvad er resultatet? En stadig stigende kriminalitet, som oven i købet tiltager i råhed og størrelse - hvor er det så lige, der er noget galt?
Må jeg foreslå at sætte kikkerten for det andet øje. Vi skal selvfølgelig ikke have en eller flere mellemøstlige eller orientalske straffemetoder i gang, - vel?
Men der er måske brug for en mere menneskeforstandig holdning i vort retssystem. I min barndom sagde man tit, at denne eller hin skulle på en opdragelsesanstalt. Jamen er det egentlig ikke det, vi som samfund ville tjene mest ved? Et menneske som ved sin tilbagekomst til samfundet har ændret indstilling til, hvordan man skal gebærde sig, - et menneske, der kommer ind i samfundet fuld af optimisme og arbejdsiver, og som vil tage sin tørn for at støtte det.

Noget at komme ud til
Ville det ikke være dejligt, hvis han samtidig kunne se fremtiden i øjnene med fortrøstning, fordi der ventede både job, bolig og mennesker på ham. - et miljø, hvor man så tiltroede hinanden positive motiver i stedet for ligegyldighed?
Jeg forestiller mig en kriminel, som ved strafudmålingen får jordens største skideballe, får at vide, at nu vil samfundet på en anstændig måde tage hånd om en genopdragelse, hvor der bliver indprentet et brugbart værdisæt, som kan bruges til at genopbygge en vis portion selvtillid, selv-anseelse og skaffe personen et nærmiljø uden krav om kriminalitet og eventuelt misbrug.
Herefter sættes han på en slags 'Minnesota - behandling' i relation til en eventuel afhængighed - som bekendt skaber kørsel med for høj hastighed og butikstyveri også afhængighed af følelsen af adrenalinets susen. Er den kriminelle handling gået ud over medmennesker, skal han pålægges en form for ansvar overfor disse, enten i form af økonomisk og personligt engagement eller i det mindste i form af løbende kommunikéer hvor han hele tiden bliver mindet om sit ansvar, og får forståelsen af de menneskelige omkostninger af hans handling.
Opholdet i den såkaldte genopdragelsesinstitution skal have til formål via både teoretisk og praktisk instruktion at anskueliggøre, hvorfor samfundet er afhængig af overholdelsen af et vist regelsæt i både adfærd og omgangstone.
Jeg ser et sådant forløb uden en fast tidshorisont dog med mulighed i perioder for tilbagevenden til en fremtidig arbejdsplads - i lighed med praktikbesøg, og de i forløbet indtjente værdier fordelt ligeligt mellem samfund, eventuelle ofre og personen selv - det vil give formålet i sig selv.
Hvad mener du om det? Er vi stadig lige dobbeltmoralske i vort tolerante samfund? Eller er vi parate til at tage de moralske konsekvenser af vort oplyste samfunds retsindstilling?