I anledning af en debat i Land og Folk om kommunisternes vurdering af modernismen så Scherfig sig nødsaget til at skrive ovenstående indlæg til avisen Information 27. december 1963 med overskriften ´Avantgardister eller dødshusarer´.

Hans Scherfig
Hr. redaktør!
I Informations ikke helt loyale referat af en diskussion i Land og Folk præsenteres jeg som en principiel modstander af modernisme, og det fortælles, at jeg paa linje med forskellige reaktionære folk energisk angriber 'den moderne digtning'.
Det er noget snak.
Det, der i den journalistiske jargon kaldes 'modernisme', er et saa vagt og vidtfavnende begreb, at det hverken kan omfattes af sympati eller antipati. Det medtager baade de formelle eksperimenter i billedkunst og litteratur og mange modstridende filosofiske anskuelser fra Søren Klerkegaard til Sartre og Jung og fra katolicisme til eksistentialisme og zen-buddisme. Det er ikke overkommeligt at være tilhænger eller modstander af det hele paa én gang.
Hvad angaar form-eksperimenter i kunsten og litteraturen har jeg gennem en menneskealder gentaget, at eksperimenteren er en kunstnerisk nødvendighed. Det er f. eks. sket i min sidste bog 'Tre digtere' (hvis udgivelse i efteraaret er fortiet af hele den borgerlige presse). Her staar under afsnittet om Bertolt Brecht:
'Med betegnelsen 'forsøg' understreger han sin eksperimenteren. Skulle ikke en forfatter eksperimentere? Skulle han ikke forsøge nye udtryksmaader for at gøre sandheden indlysende? Ingen finder det urimeligt, at videnskaben eksperimenterer, kemikere og fysikere. Skulle det være forment kunstnere? Er det ikke en forpligtelse for en forfatter med noget paa hjerte at prøve sig frem til nye udtryk for at lokke læseren til at begribe? Det er ikke formalisme at forbedre sin form for at faa folk til at forstaa.'
Jeg opfatter kunst som fællesskab og er opsat paa at vise mine læsere den høflighed at skrive forstaaeligt. Jeg foretrækker klarhed for dunkelhed. Jeg er mere interesseret i livet end i døden, Jeg mener, at verden har en objektiv realitet og er principielt erkendelig. Jeg tror paa menneskers fornuft og godhed og anser fællesskab for bedre end ensomhed.
Ved vurderingen af nye retninger inden for kunst og litteratur vil jeg skelne mellem det livsbekræftende og det livsfornægtende. Jeg dyrker ikke angst og vanvid og dødsdrift. Jeg tror, at menneskeheden har en fremtid og ønsker ikke mennesker anbragt i skarnkasser. Jeg finder ikke tilværelsen absurd og utilgængelig for fornuft. Jeg agter ikke at følge de dødshusarer, som under betegnelsen 'avantgardister' marcherer baglæns.
Hvis jeg med min tro paa mennesker, tillid til fornuften og kærlighed til livet skulle være i overensstemmelse med en redaktør i Vendsyssel og en borgmester i Aalborg, er det ingen ulykke. Ved et valg mellem livet og døden vil jeg vælge livet uanset hvad der er filosofisk mode i et fremtidsløst bourgeoisi.