Nogle kammerater har i den senere tid udtrykt opfordring til at komme i gang med arbejdet for kommunistisk samling

af Peder Pedersen, Århus
Jeg vil gerne tilslutte mig opfordringen, og kritikken af den lange tid der er gået uden resultater.
Metoderne kan let forveksles; men der er dog en afgørende forskel på, om man siger: Nu må vi se om der er grundlag for samling eller: Nu vil vi samle de kommunistiske partier til et fælles parti, og i fællesskab afhjælpe de problemer der er.
Tiden der er gået beviser, at metoderne, der blev anvendt, var forkerte. Ideen med at de to partier var kaldede, og det tredje som godt nok var det oprindelige parti, blev betragtet som evnesvagt; men på den låste dør stod der, at ingen var udelukket - og helt sikkert, når først fællespartiet var grundlagt, var det tilladt at opløse DKP og den enkelte kunne søge optagelse i samme.
Det er vigtigt at forstå, at det er den fælles kamp, der også giver den enkelte værdi, og modsat svækker den enkelte, der altid henlægges som uegnet. Sikkert er det derimod: det er uegnede ledere, der hindrer fællesskabets udvikling.
Det er jo ikke noget nyt i at måtte søge optagelse. Vi er så bare tilbage til 1999, hvor Betty Carlsson fra KPiD brugte vendingen: '...så kan folk jo selv vælge hvilket kommunistisk parti, der er det rigtige.'
Det er vigtigt, at den kommunistiske skoling lærer medlemmerne, at det daglige virke på arbejdspladser og i bevægelser er led i kampen for et socialistisk Danmark. Vi skal ikke vente på socialisme; men opbygge forudsætningerne. Det er vigtigt, for de der vil samle de kommunistiske kræfter, at de på samme måde sætter sig til forhandlingsbordet med formålet at samle.
Vi skal ikke vente på samling, men beslutte samling.