Jeg kunne godt fornemme, at de gode mennesker var på kanten af revolution. Det kunne godt være, at verden begyndte klokken halvsyv. Men det var ikke deres verden. Det var den snavsede larmende arbejderverden, og når man bor i Klampenborg, har man ret til at sove sig fra bevidstheden om dens eksistens.

af Kjeld Stenum
Det er vist kendt i hele landet, hvadfor et sted Klampenborg er. Men skulle der et sted i mit jyske hjemlands allervestligste stormomsuste klitrækker findes et par læsere lykkeligt fri for denne ligegyldige viden, så lad mig lige for en ordens skyld anføre, at Klampenborg er whisky-bæltets hjerte, stedet, hvor de rige og kendisserne bor, stedet, hvor selv de mindste villaer koster syvcifrede beløb, stedet, hvor man spillede galf i hundreder af år, før det slog igennem som folkesport med den fordrejede pøbeludtale 'golf'.
Alt dette er ingen myte. Det har lidt betydning at vide det for forståelsen af denne skærveknuser, ellers har det absolut ingen betydning.
Nu vil jeg ikke være fordomsfuld, for det har de rige ikke været overfor mig. Jeg har gået i en mudret kælder i Klampenborg i et par måneder som mudret arbejdsmand, og selv når de stod op klokken ni om formiddagen og tittede ud ad deres egetræsdøre eller smedejernshavelåger, og selv om jeg på det tidspunkt allerede var møget nok til at ligne en camouflagemalet jægersoldat i ansigtet, så hilste de dette mærkelige gespenst med et venligt godmorgen og et imødekommende smil, og undertiden havde de også en bemærkning om vejret eller et par interesserede spørgsmål til den villarenovering, vi var i gang med. I begyndelsen.
Da vi måtte have en container stillet op, som fyldte halvdelen af den fælles indkørselsvej for at blive af med vores mudder, og denne container endvidere dagligt måtte tømmes af en velvoksen fireakslet lastbil, så blev smilene jo en kende strammere, og de venlige spørgsmål drejedes mere og mere i retning af, hvor længe det ville vare, før vi var færdige.
Nu tager det noget tid at undergrave en treetagers herskabsvilla med en grundflade på 160 kvadratmeter, når der skal graves en hel meter dybere over det hele, og samtlige kældervægge løbende skal understøbes i den dybde. 160 kvadratmeter i én meters dybde er 160 kubikmeter komprimeret lerjord, i løsgravet tilstand fylder det nok omtrent det dobbelte.
Der skal graves langsomt ud, hvis ikke sådan et stort hus skal sætte sig, går det kun an at undergrave én meter væg ad gangen, før der støbes. Og jorden, som skal væk, og betonen, som skal ned, skal alt sammen transporteres op og ned i elbør ad en skrå rampe, som er lagt over en kældertrappe og går så højt op i kælderdøren, at det hele kun lige akkurat kan lade sig gøre, hvis man kryber godt sammen og dukker sig, hver gang man kører igennem.
Samtidig var andre håndværkere i gang i huset ovenover, de skulle også have containere ud til murbrokker, tagsten og nedrevet tømmer.
Så stod der to containere i den fælles indkørsel Den ene stod lidt på skrå, det var den, vi ikke havde noget med at gøre, men det krævede koncentration at køre udenom den uden at ridse de dyre biler, når man skulle ud at køre.
Så blev de gode mennesker jo en anelse irriterede, og hvad det lod sig jo ikke gøre at skelne den ene slags håndværker fra den anden. Så det blev os, som altid var der, der altid fik forklaret, at det var strengt nok at skulle finde sig i de to containere i den fine perlegrusbelagte fælles indkørsel, som de var vant til at holde så pæn, men var det virkelig nødvendigt at stille den ene så skrå, at den dårligt lod sig passere?
Og det hjalp jo ikke tålmodigt at forklare gang på gang, at vi ikke havde noget med den container at gøre, og de måtte gå til de andre håndværkere. Vi gik jo i snavset arbejdstøj og arbejdede på stedet, så måtte vi vel også have med den at gøre, og så blev de jo lidt utålmodige med os, når vi sådan forsøgte at krybe udenom.
Det var vi ubehøvlede nok til ikke at gide at stå model til, så vi begyndte at sige til dem, at de jo måtte klage til bygherren, og så arbejdede vi ellers videre. Men bygherren var for det første deres kommende nabo, for det andet var hun en umådelig sød og flink dame, som havde sendt et brev rundt til dem alle sammen og inviteret dem på stor havefrokost, når trængslerne var forbi.
Og vi var snavsede og larmende og opførte os groft og vendte ryggen til dem, og så blev tingene efterhånden sagt i et skarpere og skarpere tonefald til disse vores rygge.
Det, som satte prikken over i´et, var dog at de flinke imødekommende mennesker efterhånden måtte erkende, at verden begynder allerede klokken halvsyv. Der begyndte jo at komme lastbiler med byggematerialer klokken halvsyv om morgenen, somme tider fik vi også vores container tømt ved den tid.
Sådan en morgen kom jeg uforvarende trækkende med min cykel op gennem den perlegrusbelagte efterhånden let tilsølede indkørsel, en lastbil var i gang med nogle parkeringsmanøvrer, så chaufføren kunne læsse af. I det samme gik døren ind til nabovillaen op, og fruen i huset kom ud.
Jeg ville jo hilse venligt godmorgen, sådan som vi havde gjort før, men så kom jeg til at se på hendes ansigt, det var sagt på jysk ret determineret, man kan også sige, at der sprang lyn og issyle ud ad øjnene, og de var stift rettet mod lastbilchaufførens halvt nedrullede vindue.
Så mit godmorgen blev stikkende i halsen, jeg skyndte mig at sigte den anden vej rundt om lastbilen for ikke at komme imellem, og så kunne jeg jo høre, at chaufføren fik et møgfald af den anden verden.
Jeg kunne godt fornemme, at de gode mennesker var på kanten af revolution. Det kunne godt være, at verden begyndte klokken halvsyv. Men det var ikke deres verden. Det var den snavsede larmende arbejderverden, og når man bor i Klampenborg, har man ret til at sove sig fra bevidstheden om dens eksistens.