Det tredje Riges dage var ved at være talte ved nytårsskiftet 1944 - 1945. Derom var ingen længere i tvivl. Krigen førtes nu på tysk jord. De tyske byer blev lagt i ruiner af de allierede. Fra øst kæmpede Den røde Armé sig uimodståelig frem og jog de tyske okkupanter ud af land efter land. Målet var Berlin - uhyrets sorte hjerte

af Anton Nielsen
Også i Danmark blev modstanden mod besættelsesmagten og dens danske medløbere stadig stærkere. De politikere - som ved besættelsens start henført talte om 'de store tyske sejre, som slog alle med beundring', og som senere, med fuldt overlæg udleverede landsmænd til nazisternes - en udlevering som i mange tilfælde fik en dødsdoms virkning - forsøgte nu at fremstille sig selv som 'frihedens ypperste stridsmænd'.
Endnu i januar 1945 stod russerne og de vest-allierede kun lige netop indenfor på tysk territorium. De var mere end tusinde kilometer som skilte de to fronter. Tyske tropper stod stadig fra Norge i nord til Italien og Balkan i syd. Men at 'Neuropa var svundet ind, stod ikke til at bortforklare.
Vasallerne i Rumænien, Bulgarien, og Ungarn var under pres af en stadig voksende modstandsbevægelser. Lederne fra de tre nævnte lande opholdt sig for det meste i Berlin, langt væk fra deres 'utaknemmelige' befolkninger. Andre forsøgte stadig ved hjælp af terror og vold, at fastholde magten. Det gjaldt ikke mindst lederen af den fascistiske milits Ustachi som sad på magten i det såkaldte 'frie Kroatien'. Men også de var under pres fra den stadig voksende, og stadig mere effektive jugoslaviske partisanhær.
Endnu arbejdede bødlerne i kz-lejren Jasenovac. Og endnu farvedes Sava-flodens vande rødt af blodet fra de myrdede i Jasenovac, hvis lig drev med strømmen, og bragte budskabet om folkemordet ud til de fjerneste steder.
Men magten smuldrede. Beslutningerne blev ikke længere taget i Beograd, Zagreb eller Berlin for den sags skyld, de blev truffet i 'Partisanernes Parlament', ligesom de i Danmark efter august 1943 blev truffet af Frihedsrådet.
Desperationen var ved at melde sig - ikke blot mellem vasallerne - men også i tyranniets hovedstad Berlin. Et gammelt ord siger, at da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Det samme med Hitler, skal man tro hans egne taler. På tolvårsdagen for den nazistiske magtovertagelse i 1933, påkaldte han sig de højere magter:
'Den almægtige skabte vort folk. Ved at forsvare dets eksistens forsvarer vi hans værk.' Skulle det minde nogen i det herrens år 2005 om noget de har hørt for nylig fra en anden verdenserobre, så er det nok ikke helt forkert. Den gang som nu talte man om 'verdenshistoriske dage, som da hunnerne og mongolerne stormede Vesterlandet.'
Samtidig hermed mødtes de allierede i Jalta på Krim ved Sortehavet, for at tilrettelægge det sidste altafgørende slag mod de nazistiske mordere og for at tilrettelægge det fremtidige fredens og samarbejdets Europa- et Europa, hvor nazismen var revet op med rode.

Det tredje Riges sidste dage
Umiddelbart efter at man på konferencen i Jalta blev enige om den sidste fælles offensiv mod Tyskland, gik offensiven i gang. Fra alle verdenshjørner gik de allierede til angreb. Hurtigere og hurtigere blev de tyske armeer drevet tilbage. Det var ikke længere muligt at overbevise nogen - ikke engang dem selv - om, at der blot var tale om 'elastiske tilbagetog', for der var ikke tale om tilbagetog, men om til tider panisk flugt.
Elvte januar 1945 starter den sovjetiske offensiv med en artilleriorkan langs hele den 700 kilometer lange front. Den 17. januar befries Warszawa af russerne og 27. januar rykker Den røde Armé ind i tilintetgørelseslejren Auschwitz. Den 27. februar rykker amerikanerne frem til Duisburg, Düsseldorf, Köln og Koblenz. Samtidig iværksætter Den røde Armé en offensiv langs hovedvejen fra Küstrin til Berlin. Målet er i sigte.
Den 8. marts går den 1. amerikanske hær over Rhinen. 13. marts indleder den 3. hviderussiske armé en offensiv i Pommeren. Den 30. marts erobre Den røde Armé Danzig. Den røde Armé nærmer sig Wien. Essen og Hannover overgiver sig til den 9. amerikanske Armé den 10. april.
Den 12 april kommer den triste meddelelse, at USA`s præsident Franklin D. Roosevelt er død. Han efterfølges af den politiske dværg og provokatør, Harry S Truman. Manden som få måneder senere - 6. og 9. august - gav ordre til at kaste atombomben over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.
19. april bryder russerne igennem på to fronter. Den 25. april er omringningen af Berlin fuldført. Samme dag mødes den 1. amerikanske Armé med den 5. russiske Garderarmé ved Torgau.
Den røde Armé gør klar til det sidste store opgør med de nazistiske forbrydere.
Enorme mængder af materiel føres frem. Hundredetusinder af soldater står klar til angreb på Berlin - uhyrets sorte hjerte. De har gået en lang vej.
Den 6. december 1941 talte Stalin til Den røde Armes soldater på Den røde Plads. De gik direkte derfra til fronten mindre end 30 kilometer fra Moskvas centrum. Modoffensiven var i gang. De var med, da den 900 dage lange blokade af Leningrad blev sprængt. Og de vendte krigens gang, da de slog de tyske armeer ved Stalingrad. De har kæmpet sig frem - meter for meter igennem deres ødelagte og skændede fædreland. De har befriet land efter land fra fascistiske terror og undertrykkelse De er frihedens sande bannerfører. Nu står de foran fjendens hovedstad.
Tusinder af kanoner og Katusjaer - Stalinorgler - peger mod Berlin. Ouverturen er i gang - en ouverture for Stalinorgel. Den 20. april bryder stormen løs. Der gives ingen nåde. Ildstormen raser i Berlin.

Et tysk øjenvidne
Da Den røde Armé slap helvede løs over Berlin opholdt Claus Fuhrmann sig inde i byen. Han beretter blandt andet:
'Panikken kulminerede. Horder af soldater, der var stationeret i Berlin, deserterede og blev skudt på stedet eller hængt i nærmeste træ. Et par stykker hang i et træ lige i nærheden af vores hus. De var kun iført undertøj. På brystet havde man anbragt et skilt med teksten: 'Vi forrådte Føreren.' Varulvene klistrede plakater op på husmurene: 'Beskidte kujoner og overløbere/ Vi har jer alle skrevet op på listen!'
SS gik ned på undergrundsstationerne blandt de folk, der søgte ly dernede. De udvalgte tilfældige mænd, hvis ansigter de ikke brød sig om, og skød dem på stedet.
Vort kvarters svøbe var en lille et-benet SS-Hauptscharfürer, der humpede rundt på gaderne på krykker. Han havde sin maskinpistol klar, og han var ledsaget af sine mænd. Hvis han mødte nogen, han ikke syntes om, blev vedkommen skudt på stedet. Banden trængte ned i tilfældige kældre og trak alle mændene op på gaden. Her stak man dem en riffel i hånden og beordrede dem til fronten med det samme. Hvis der var nogen, der tøvede, blev de skudt.
Fronten strakte sig kun et par gader borte. På hjørnet over for vores hus havde det vallonske Waffen SS forskanset sig. Vilde, desperate mænd, der intet havde at miste, og som kæmpede til sidste patron. Hitlerjugend lå ved siden af folkene fra Vlassovs hviderussere.
Den sidste måneds konstante luftangreb havde slidt på moralen, men nu, hvor de første granater begyndte at hvisle hen over hovederne på os, lettede det frygtelige pres. Nu kunne det ikke vare meget længere, hvad vallonerne og det franske Waffen SS eller fanatikerne fra Hitlerjugend med deres 20 mm luftværnskanoner så end stillede op. Enden var nær, og det eneste, det nu drejede sig om, var at overleve den sidste akt.'

Berlins fald
Hitler havde givet ordre til at kæmpe kvarter for kvarter, gade for gade, opgang for opgang. Et meningsløst spild af menneskeliv. I ti dage rasede voldsomme og meget blodige gadekampe. Centrum for forsvaret var placeret i en række bunkere i det gamle regeringskvarter. Hitler og hans stab opholdt sig i bunkeren under Rigs-kancelliet.
Den 29. april kom meddelelsen om, at Mussolini var taget til fange af italienske partisaner og henrettet. Hans lig blev hængt op til offentlig beskuelse på en plads i Milano.
Dagen efter den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord. Inden de tilbageværende officerer tog flugten, brændte de hans lig uden for bunkeren. På trods af det totalt meningsløse deri fortsatte kampene lidt endnu.
Samme dag trængte sovjetiske soldater ind i Rigsdagsbygningen. To unge sergenter - Jegorov og Kantarija - plantede derpå den røde fane på Rigsdagens tag. Den anden maj overgav Berlins garnison sig til Den røde Armé. Kampen om Berlin var slut.
Samme dag optalte russerne 70.000 fanger. Dagen derpå - 3. maj - meddelte Stalin i sin dagsbefaling, at erobringen af Berlin var tilendebragt. Den dag tog russerne yderligere 134.000 fanger.
Endelig kom den tyske kapitulation. Den kom i to etaper. Den 4. maj 1945 overgav de tyske styrker i Danmark, Holland, og Nordvesttyskland sig. Den 7. maj fulgte den endelige kapitulation. Den trådte i kraft den 8. maj. Krigen i Europa var slut.
Efter 12 år, fire måneder og otte dage faldt det nazistiske 'Tusindårsrige'.

Frihedens blodige pris
Verden var grundlæggende forandret. Seks års krig havde lagt Europa i ruiner. Flere end 50 millioner mennesker - soldater som civile, unge og gamle, mænd, kvinder og børn - var døde som følge af krigen. Nøjagtige tabstal findes ikke, kun velbegrundede skøn, som bygger på de enkelte landes opgørelser. Vi vil nok aldrig få det nøjagtige tal - eller rettere, det får vi ikke, for det er politisk ubekvemt - også i dagens Danmark.
Som tiden er gået, fortoner billedet sig. Krigen bliver 'historie'. Nutidens historikere - eller hvad man nu skal kalde dem - har deres helt bestemte politisk hensigt med historien; nemlig at få den til at passe med den herskende politiske opfattelse på 'bjerget' år 2005. De er systemets skriverkarle, som tilretter historien, så den 'passer'.
Problemet er også, at de kan stort set skrive, hvad der passer dem - løgn over løgn. Beklageligvis bliver de langt hen ad vejen troet. Stadig færre stiller spørgsmålstegn ved deres mildt sagt vidtløftige forklaringer.
Sagen er jo den, at flertallet af klodens befolkning i dag ikke var født, da disse - for menneskeheden så skæbnesvangre begivenheder - fandt sted. Flertallet er stort set forsvarsløse over for den indoktrinering, fordrejning og manipulation af historien, som de udsættes for.
Kampen om historien er vigtig i dag, ikke alene for at fastholde begivenhederne, som de faktisk fandt sted, men også - og ikke mindst - for ikke at køre politisk af sporet i vor tid. Som det så rigtigt er sagt:
'Den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage dens fejltagelser.'
Når man i dag ser film eller tv- udsendelser om Den Anden Verdenskrig, kan man få den opfattelse, hvis man ikke ved bedre - at krigen blev vundet af USA og England. Sovjetunionens indsats, som var den, der knækkede nakken på det fascistiske uhyre, omtales ikke gerne. Det er proportionsforvrængning i højeste potens.
Den 27. januar i år - på den såkaldte Auschwitz-dag - talte Ruslands nuværende præsident Putin ved mindehøjtideligheden i den tidligere udryddelseslejr.
På denne dag - 60 år efter begivenhederne - var det nødvendigt for ham, at fastholde hvem det var, der først og fremmest bar krigens tunge byrder. 27 millioner sovjetmennesker mistede livet i kampen mod fascismen for frihed og fred, sagde Putin til de forsamlede statsmænd. Hans ord druknede i stilheden.
Kun de kinesiske tab - som anslås til et sted mellem 10 og 15 millioner mennesker - kommer i nærheden af Sovjetunionens tab i Anden Verdenskrig.
Amerikanerne mistede cirka 300.000 mand, briterne cirka 500.000. Dertil kom landene i det britiske imperium med et anslået tabstal på omkring 120.000.
Tysklands tab er opgjort til cirka fire og en halv million mennesker, heraf omkring en million civile.

Kilder:
Udenrigspolitisk Institut i Stockholm:
Verdenskrigen 1939 - 1945.
Frit Danmarks Hvidbog
Red. John Carey: Øjenvidner til historien.
Ole Helmer Jensen: Hvor når skete det?