Det var fuldkommen neutralt, sagt i et nærmest køligt og afvisende tonefald, ikke engang næstekærlighed, kun simpel samfundspligt. Men jeg tror, han tog det for omsorg, for nu gik han først rigtigt i gang.cDet nytter ikke, at jeg forsøger at gøre mig selv bedre end jeg er. Bliver jeg puffet i ryggen, når jeg er på vej ind i en butik, vælger jeg fire ud af fem gange at reagere irriteret, omkring halvdelen af de fire gange kan jeg ligefrem være snerrende.

Af Kjeld Stenum
Jeg hader at gå i butikker, og jeg hader især trængsel i butikker, og ofte lader jeg mit subjektive had fylde så meget, at jeg glemmer, den uheldige stakkel, der kom til at puffe til mig, måske har det cirka ligesådan.
Så der var god chance for, at det var den reaktion, jeg havde valgt, da en eller anden var ved ar vælte ind i mig bagfra i den lokale Faktabutik, netop som jeg var på vej ind gennem lågen. Da jeg vendte mig, fik jeg øje på en mand lidt ældre end jeg selv, halvskaldet, men hvor der var hår, havde han ladet det vokse, og nu havde han samlet det i en hestehale i nakken.
Jeg syntes, han så irriterende ud, men hvad ragede det vel mig? Af en eller anden grund svarede jeg alligevel venligt og forstående, da han sagde undskyld.
Måske skulle jeg ikke have gjort det. Fra min side var der ikke lagt andet end almindelig høflighed i det, men han tog det vist som en venlig lillefinger. Det tog dog kun et øjeblik, så var det, som om han besluttede sig til at prøve, om det gik an at række ud efter hele hånden. 'Ja jeg skulle bare lige ind og hente et par bajere,' sagde han. 'De står herhenne, det er det eneste, jeg skal have.'
'Ja, velbekomme!' mumlede jeg, stadig venligt, men med begyndende muthed. Jeg vendte mig mod den første, den bedste hylde og lod, som om jeg ihærdigt søgte en vare der, jeg ikke lige kunne få øje på.
Jeg kunne mærke, han blev stående bag min ryg. 'Ja, jeg lavede kyllingsuppe i morges,' sagde han. 'men jeg blev sgu så syg af det. Jeg måtte kaste op. Jeg ved ikke, hvad der har været i vejen med den kyllingsuppe. Hunden fik også noget, men den måtte også brække sig.'
Kyllingsuppe? Om morgenen? For mit indre blik dansede et billede, jeg havde set på tv af et køkken hos én af de psykisk syge, vort samfund under navnet distriktspsykiatri og under dække af en populær teori om lokalmiljøets betydning lader drukne i deres eget lort.
Sådan et køkken, og så fjerkræ, nej ikke for det, jeg anede jo ikke en skid om manden, udover at han var meget mere påtrængende, end jeg er vant til folk er i en Fakta-butik, og så spiste han aftensmad om morgenen.
Men jeg kunne godt forestille mig både det ene og det andet. Så jeg mumlede noget om forgiftning. Så slog det mig pludselig, at det jo kunne være alvorligt. Jeg sagde til ham, at hvis han stadig ikke følte sig rask, burde han gå til læge.
Hunde kunne tåle meget, sagde jeg, og hvis den også var blevet syg, såéJeg kunne ikke lade være med at sige det, jeg vidste godt nok ingenting om ham, men man kan jo ikke bare sådan overlade et menneske til at tage vare på sig selv, hvis man har mistanke om, det menneske ikke kan.
Det var fuldkommen neutralt, sagt i et nærmest køligt og afvisende tonefald, ikke engang næstekærlighed, kun simpel samfundspligt. Men jeg tror, han tog det for omsorg, for nu gik han først rigtigt i gang. Om jeg troede, hunden ville dø?
Vidste jeg noget om, hvor man kunne få noget at kurere sådan en forgiftning med, og hvad det skulle være? Ja, for hvem fanden havde råd til at gå til dyrlæge i vore dage?
Sidst hunden havde været syg, havde han ikke kunnet få penge til dyrlægen, de troede vist, han bare havde fundet en fidus til at score bajere, ja han vidste sgu snart ikke, hvad det var for et samfund, sådan at lade dyr lideé
Jeg anede ikke, hvad man skulle gøre ved hunde med salmonellaforgiftning, jeg anede heller ikke, hvad jeg skulle stille op med den snakkende mand. Jeg ventede min datter dagen efter, jeg ville godt have afsluttet indkøbene og hjem og lave hytten lidt ryddelig.
Han kunne vel heller ikke være ret syg, med det snakketøj? Det med et par bajere nok var en rigtig god ide, sagde jeg så, få giften skyllet godt ud, og hunden måtte han jo give en masse vand, hvis den ikke drak øl. Så trissede jeg af, og denne gang fulgte han ikke efter.
Som sagt vil jeg ikke gøre mig bedre, end jeg er. Og jeg vil ikke sige andet, end at jeg var dybt lettet, da jeg mærkede, han ikke længere var bag mig. Lynhurtigt tænkte jeg ikke mere på det.
Ikke før om aftenen, da jeg var gået i seng og slukkede for fjernsynet, og der blev helt stille og mørkt i rummet. Men da dukkede han op igen, et indre billede, jeg ikke kunne blive kvit. Sæt han var blevet rigtigt syg?
Sæt jeg kunne have reddet ham fra noget alvorligt og havde undladt at gøre det? Altså, det er ikke sådan, at jeg ligger og vrider mig i samvittighedskvaler, når jeg kommer til at tænke den slags, det er bare lidt bondeanger, der stikker lige akkurat nok til, at jeg ikke kan falde i søvn. Nu var der bare absolut intet, jeg kunne gøre.
Men i dagene derefter tænkte jeg en del. Over de mure af afvisning, vi normalt gemmer os bag, når vi færdes mellem hinanden i en storby. Tager vi del i hinanden, er vi bange for at gå under, for vi har forsømt det så meget, at hvis vi først begynder, er der ingen ende på det.
De, der bare lægger op til, at vi vildtfremmede skal tage del i deres liv, kategoriserer vi lynhurtigt som mærkelige.
Det var et tilfælde, at jeg ikke straks havde snerret af manden, som jeg gør fire ud af fem gange. Havde jeg gjort det, havde jeg intet anet om ham, og han havde aldrig hjemsøgt min samvittighed ved nattetid.