Kig din egen frygt i øjnene og tag det ansvar, der er dit. Hverken mere eller mindre og lad os så rejse ud på eventyr i verden - uden at nogen behøver at kigge os over skuldrene.
af Calvin Dossmann, terapeut
Fuglenes spæde forårssange toner ind af vinduessprækken, ind i mit køkken, hvor de bliver overdøvet af nyheder i min radio Jeg lytter med stor forundring til nyheden om, at Danmark i kampen mod terror nu giver politiet retten til at overvåge alt, hvad vi danskere foretager os, når vi rejser til udlandet. Er vi villige til at opgive privatlivets fred? Er vi virkelig så blinde, at vi ikke kan se tingenes i deres rette sammenhæng? Og ikke mindst, tror vi på, at terror afskaffes ved at bekæmpe den?
Den græsk filosof, Hermes Trismegistos sagde: 'Som foroven så forneden'. Det samme gjorde vores egen Niels Bohr om end med andre ord : 'Det enkelte atom synes at ligne et helt solsystem i miniformat'. Med andre ord, så er delen altså lig med helheden. Stik dig selv hårdt i fingeren med en spidse blyant. Av for pokker, det gør jo ondt! Spørg nu dig selv: 'Gør det ondt i min finger eller gør det ondt i mig selv'? Gør det ondt i delen eller i helheden?
Terrorrister er en del af en større sammenhæng vi selv indgår i, og derfor er bekæmpelse det rene idioti. Der er tale om en del af os selv, der ikke har det godt. Har vi ikke selv en del af ansvaret for disse fuldstændige meningsløse terrorhandlinger? Kan vores frygt og vores begær på nogen måde have en medvirkende indflydelse på terrorristens livsvilkår?
Kan vi sige os helt fri for ansvar? Hvordan behandler verdenssamfundet det land terrorristen kommer fra? Jeg har meget svært ved at tro, at en reaktion kommer af ingenting. Terrorbekæmpelse er lige så nyttesløst som at hugge fingeren af hånden bare fordi den gør ondt. Vi er altså nødt til at behandle fingeren, hvis vi vil have smerten i kroppen til at forsvinde!
I mit arbejde som terapeut oplever jeg klienter, der kommer med personlige problemer i den overbevisning, at årsagen kan tilskrives ydre omstændigheder eller hændelser, som de ikke selv herre over. Når de får problemerne præsenteret i en større sammenhæng, opdager de altid at problemerne er selvskabte - og at ansvaret er deres eget. Det er bare så pokkers svært at se i det snævre perspektiv, når vi har problemer med vores børn, vores partner eller vores kolleger. Vi kan ikke løbe fra ansvaret, uanset hvor spidsfindigt vi bærer os af.
Terror skal ikke bekæmpes med politi og militær. Problemet er opstået, fordi vi glemmer at se tingene i deres rette sammenhæng. Selv det at forstå, hvorfor vores børn ikke hører efter, bare fordi vi selv er lidt fraværende, er svært at få øje på i et snævert perspektiv.
Kig din egen frygt i øjnene og tag det ansvar, der er dit. Hverken mere eller mindre og lad os så rejse ud på eventyr i verden - uden at nogen behøver at kigge os over skuldrene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278